Som psykoterapeut tager jeg udgangspunkt i samtalen og fokuserer på at identificere og bearbejde de tanker, følelser, handlinger og hændelser, der kan opstå, når vi bliver ramt af livet. I mine samtaler inddrager jeg kroppen og vores sanser, idet jeg arbejder ud fra en grundantagelse om, at krop og psyke hænger sammen. Sanserne er ofte en meget fin indgang til at få kontakt til tanker og følelser.
Hver gang, vi gentager ord og sætninger – eller får gentaget ord og sætninger, bliver det mere og mere til sandheden – en – måske – falsk gyldighed bliver skabt? Og så risikerer vi at gå med på den fortælling. Det kan være andres fortællinger om os eller vores egen fortælling om os selv.
Ud over den godkendte 4-årige uddannelse til psykoterapeut MPF med den narrative og systemiske tilgang som fundament har jeg siden 2010 gennemført en lang række uddannelser og kurser – bl.a. i kognitiv terapi og metode, krisesamtaler, traumeterapi og dyreassisteret terapi samt som sorggruppeleder og sorgvejleder.
Jeg har erfaring med sorg, tab, traumer, spiseforstyrrelser, selvskade, skilsmisse, stress, angst mm.