Traumer og chok

Et traume er en skade på en persons psyke som et resultat af en traumatisk oplevelse.

Man kan sige, man har fået en psykologisk kvæstelse forårsaget af en særligt ubehagelig oplevelse.  

Har du været udsat for en voldsom hændelse, kan dette resultere i chok. Kroppen stivner og har svært ved at føre blodet rundt i kroppen. Et chok kan føre til traumer, og kan derfor forvolde problemer efter selve chokket er aftaget. Et chok kan være svært at have med at gøre, og nogle gange glemmer man at få hjælp til problemerne, når først chokket har fortaget sig.

Typer af traumer

Her er nogle af de typiske former for traumer:

  • Krigstraumer: denne type traumer opleves oftest af personer, som har være i krig, og på den måde er blevet belastet i psyken.
  • Voldstraumer: traumer som konsekvens af vold.
  • Choktraumer: denne type traumer kan opleves efter en stor, stressende hændelse.
  • Ulykkestraumer: traumer, der kan finde sted efter en ulykke – også selvom man ikke har lidt fysisk overlast eller har fået nogen skader.
  • Misbrugstraumer: denne type traumer er forårsaget af længerevarende psykisk, fysisk eller seksuelt misbrug.
  • Barndomstraumer: denne type traumer kategoriseres som et traume, der kan finde sted efter en hændelse, der er sket i barnets første seks leveår.
  • Ukendte eller uspecificerede traumer: her oplever personen symptomer på traumer, men man ved ikke hvad årsagen til traumet er.

Typiske tegn

Der er mange forskellige symptomer på traumer. Nogle oplever, at de får besvær med at tale eller huske. Nogle får svært med at bevæge sig problemfrit. Man kan få svært ved at sove eller føle, at man ikke kan følge med, og føler en begrænsning af muligheder i livet. Der kan opstå en form for håbløshed eller vrede.

Årsager

Nogle begivenheder kan medføre så meget stress, at man overbelastes i sådan en grad, at man kan bryde sammen, fordi psyken har lidt overlast. Man taler om ekstrem stress, hvor symptomerne er mere intense end ved almindeligt stress. For nogle skal der en enkelt hændelse til, andre oplever en række hændelser, før de oplever traumatiseringen.

Dog oplever mange, at selvom den traumatiske oplevelse er ovre, hænger oplevelsen stadig ved, og nogle oplever, at blive fyldt med angst og indre uro. Årsagen til traumer varierer meget, det sammen gælder for symptomerne. Hvis man ikke får den rette hjælp eller behandling, kan man blandt andet udvikle posttraumatisk stress syndrom, angst eller depression.

Behandling

Man kan behandle traumer med forskellige former for psykoterapi, som fx kognitiv terapi, narrativ terapi eller emotionsfokuseret terapi. Du kan blive behandlet for traumer både af psykoterapeuter og psykologer.

Hvilke specifikke forskelle er der mellem kognitiv terapi, narrativ terapi og emotionsfokuseret terapi i behandlingen af traumer?

Kognitiv terapi fokuserer på at identificere og ændre de tankemønstre og overbevisninger, der er forbundet med traumatiske oplevelser, for at reducere symptomer.

Narrativ terapi arbejder med at hjælpe individet med at genfortælle sin historie om traumet, så oplevelsen kan integreres i en mere sammenhængende og ressourcefuld livsfortælling.

Emotionsfokuseret terapi handler om at udforske, forstå og bearbejde de følelser, der er knyttet til traumet, for at fremme følelsesmæssig regulering. Alle tre tilgange fokuserer på at bearbejde traumer, afhængigt af den enkeltes behov og udfordringer.

Hvordan adskiller behandlingen af barndomstraumer sig fra behandling af traumer opstået i voksenlivet?

Behandlingen af barndomstraumer adskiller sig primært ved at involvere en dybere bearbejdning af udviklingsmæssige aspekter og personlighedsdannelse. Fordi barndomstraumer opstår i en sårbar periode, hvor vores nervesystem og identitet er under udvikling, kan de påvirke fundamentale evner som tilknytning og følelsesregulering. Terapien sigter her mod at genopbygge en grundlæggende følelse af tryghed og indre sammenhæng.

Traumer opstået i voksenlivet forstyrrer typisk en allerede etableret personlighed og ressourcer, og behandlingen fokuserer ofte mere direkte på at bearbejde den konkrete hændelse og genoprette funktionsniveauet. Fælles for begge er dog behovet for en individuelt tilpasset, skånsom og ressourcefokuseret terapeutisk tilgang.

Hvilke konkrete øvelser eller teknikker kan en psykoterapeut anvende under traumebehandling?

En psykoterapeut anvender ofte en kombination af stabiliserende, bearbejdende og integrerende teknikker i traumebehandling. Det kan fx være grounding-øvelser og åndedrætsteknikker, som kan hjælpe med at regulere intense følelser og genfinde tryghed i nuet.

Senere fokuseres der på at bearbejde de traumatiske oplevelser gennem fx narrativ genfortælling, hvor historien om traumet omstruktureres, eller ved gradvis eksponering til minder inden for en tryg ramme.

Som nævnt kan emotionsfokuseret terapi ligeledes anvendes til at udforske og transformere smertefulde følelser knyttet til traumet. Målet er at hjælpe klienten med at integrere oplevelsen, mindske undgåelsesadfærd og opnå en større følelse af kontrol og velvære.

Sådan kan psykoterapi hjælpe

Traumebehandling og krisehjælp er en behandlingsmetode til behandling af traumer og chok. Der findes flere forskellige psykoterapeutiske metoder inden for traumebehandling. Fælles for dem er, at de hjælper med at bearbejde oplevelsen gennem samtaleterapi og tilhørende værktøjer, så den traumatiserede kan leve med det, der er sket.

Kilder