Narrativ terapi forstår et menneskes liv som skabt af narrativer, og narrativer betyder fortællinger eller historier. Disse fortællinger skabes mellem mennesker, og derfor ses mennesker ikke som individer, der kan forstås isoleret fra omverdenen. Ifølge psykolog Jacob Mosgaard ”lever vi gennem de historier, der giver mening”.
Gennem de mange fortællinger, vi har om selv og vores liv, skaber vi vores identitet. Det er de dominerende fortællinger i samfundet, i vores kultur og i vores omgangskreds, der påvirker os, og vi skaber mening i vores liv i kraft af de livsfortællinger, vi fortæller til os selv og andre. Narrativ terapi låner den socialkonstruktionistiske grundantagelse, at livet er socialt og sprogligt konstrueret, og vi bliver altså til som mennesker i kraft af vores egne og andres fortællinger om os selv og vores liv. Sammen skaber vi således verden gennem vores måde at tale om den på.
Fortællingerne har afgørende betydning for, hvordan vi er sammen med andre mennesker, for vores selvopfattelse og for vores forståelse af verden. Et fokus i narrativ terapi er på tidens gældende diskurser og på at synliggøre deres indflydelse på vores forståelse af os selv. Diskurser kan forstås som de meninger og værdier, der hersker i samfundet, om hvordan man bør være og leve. De kan få karakter af sandheder, som vi bruger til at afgøre, hvad der er ”normale” og ”ønskværdige” måder at være på. Men ved at udfordre disse vedtagne sandheder kan man forholde sig kritisk til de herskende diskurser. På den måde kan man opdage, at forskellige sandheder om livet kan sameksistere, og at ens egen måde at være i livet på er lige så rigtig som andres.
De fortællinger, som vi hyppigt fortæller, kan blive dominerende i vores liv. Men de kan blive en udfordring, hvis de hindrer os i at leve det liv, vi ønsker os. F.eks. hvis vi er meget selvkritiske i vores fortællinger om, hvem vi er. Klientens livshistorie er således i fokus, og det betones, at selvom klienten kan føle sig som problemet, så er klienten ikke problemet. Ved at beskrive en oplevelse som problematisk, definerer vi, at oplevelsen er et problem. Når vi definerer noget som problematisk, bunder det i nogle måske usagte værdier (som vi ikke nødvendigvis selv er bevidst om), der fortæller os, at det er et problem. Det vigtige er, hvilke værdier klienten tror på og ønsker at leve sit liv efter.
Terapien hjælper klienten til at adskille sig selv fra problemet, hvilket kaldes eksternalisering. Forudsætningen for eksternalisering er, at klienten ved at bruge et andet sprog i sin fortælling får nuanceret sin oplevelse og beskrivelse af sig selv og sine relationer. Sproget er fundamentalt i fortællinger og er derfor et vigtigt aspekt i terapiformen. Måden, man taler om sig selv og sine udfordringer på, farver både ens egen selvopfattelse, og hvordan andre opfatter en. Sprogbrugen er således også med til at skabe og fastholde udfordringer. Ved eksternaliseringen kan man dermed betragte problemet som noget udenfor en selv.
Modsætningen til eksternalisering ses, når vi som mennesker internaliserer problemer – vi gør det til en del af os selv og ser os selv som problemet. Sammen arbejder klient og terapeut med klientens identitet og muligheden for at forme nye livshistorier som et alternativ til de svære fortællinger, der hæmmer os. Derigennem hjælpes klienten til at handle anderledes. Fokus er på klientens måde at se sig selv på. For afgørende i narrativ terapi er, at vi med omhu skal vælge, hvilke fortællinger, vi gerne vil styrke. Det kan medføre en mere nuanceret forståelse af, hvem vi er som mennesker. Derfor har det stor betydning, hvad vi lægger vægt på i vores fortællinger. Fortællingernes nuancer skal tydeliggøres, og de mange fortællinger om vores liv, der sameksisterer, skal tildeles opmærksomhed.
Forandring kan opnås ved at fokusere på alternative fortællinger eller ved at ændre de eksisterende, dominerende fortællinger. Klienten kan have positive oplevelser og erfaringer, der går imod de negative og svære fortællinger. I narrativ terapi ses der med nysgerrighed på de positive oplevelser, der strider mod de dominerende fortællinger. Disse oplevelser kan nemlig være med til at udvide en fortælling eller give anledning til andre fortællinger, som kan få mere plads i klientens liv. De kan opleves mere støttende og givende for klienten, men er ligesom de oprindelige fortællinger socialt konstrueret, og er derfor ikke mere sande end de andre. Det handler ikke om at negligere nogle fortællinger, men om at styrke andre.
Vi bestemmer selv vores fokus i fortællingerne, og tolker på det vi oplever. Derfor er det muligt at omskrive fortællinger eller skabe helt nye. Sammen kan terapeut og klient undersøge, hvordan fortidige og nutidige oplevelser skal fylde i de fremtidige fortællinger. Dermed får fortællingerne flere nuancer, og der kan skabes mere konstruktive, støttende og meningsfulde forandringer i fortællingerne og i klientens liv. Dermed kan klienten opnå flere perspektiver på sit liv og nye måder se sig selv og sine relationer på.
I terapien kan indgå såkaldt bevidning, hvor et eller flere mennesker i klientens liv inddrages enten som samtaleemne eller ved fysisk tilstedeværelse og som en støtte i klientens selvfortællinger.