Både forældre og børn er involveret i familiens problemer, og i et familieterapeutisk forløb inddrager man derfor ofte hele familien.
Familieterapi kan være gavnligt, når der opstår problemer og konflikter i familien. Det kan være for eksempel:
Familieterapi har som metode fokus på at forbedre familiens indbyrdes relationer, kommunikation og dynamikker. Hvert enkelt familiemedlem betragtes som en del af en relationel sammenhæng (familien), og derfor arbejdes der terapeutisk med familiens relationer, mønstre og adfærd.
I familieterapi har terapeuten et bredere fokus end det individuelle. Familieterapi fokuserer nemlig både på hvert enkelt familiemedlem og ikke mindst om relationerne mellem familiemedlemmerne. Det relationelle perspektiv, dvs. måden vi er sammen på, er afgørende for den enkeltes trivsel og udvikling og har derfor hovedfokus i familieterapi.
I familieterapi vil familieterapeuten hjælpe med at skabe nye udvidede perspektiver på familiens problematikker og derved skabe et grundlag for, at alle i familien kan trives bedre. Familieterapeuten vil hjælpe familien med at få en forståelse for den måde, man er sammen på som familie og på, hvordan familien håndterer konflikter. Terapeuten hjælper med at få øje på, hvad der sker mellem familiens medlemmer, og hvordan dette kan skabe eller fastholde problemerne.
I familieterapi mødes hele familien ligeværdigt og får et fælles rum at tale sammen i. Når alle i familien får mulighed for at sætte ord på, deres tanker, følelser, behov og savn, sker der ofte positive forandringer i forståelsen af hinanden og familiedynamikken.
Familieterapi trækker på en vifte af teknikker, herunder blandt andet:
Familieterapi tager udgangspunkt i en familiesamtale, hvor familieterapeuten møder flere medlemmer af familien på samme tid. I samtalen er der plads og tid til, at alle i familien kan udtrykke sig og blive lyttet til.
Alt afhængigt af problematikken kan familieterapi involvere alt fra forældre-børn, voksne søskende, bedsteforældre, voksne forældre-børn, voksne børn-svigerforældre osv.
Når de involverede familiemedlemmer involveres, har det den fordel, at terapeuten kan se familiemedlemmernes ofte ubevidste handlemønstre udspille sig således, at de også bliver tydelige og mere bevidste for familien selv. De mønstre, der viser sig i en samtale, vil ofte afspejle de mønstre, der udspiller sig i hjemmet.
Den vigtigste funktion i familieterapi er dets perspektiv og analytiske ramme mere end antallet af personer der er til stede i terapisessionen.
Som professionel praksis har familieterapi sine rødder i det 19. århundredes sociale bevægelser i England og USA. Den mere formelle udvikling af familieterapi kan dateres tilbage til 1940’erne og 1950’erne med nedsættelsen af ægteskabsrådgivning, hvor man begyndte at lave observationer og terapi med hele familier.
I England var det John Bowlby at the Tavistock Clinic. I USA Donald deAvila Jackson, John Elderkin Bell, Nathan Ackerman, Christian Midelfort, Theodore Lidz, Lyman Wynne, Murray Bowen, Carl Whitaker, Virginia Satir, Ivan Boszormenyi-Nagy, og I Ungarn D.L.P. Liebermann, der var optagede af at se på interaktionerne i familien.
Endvidere byggede arbejdet på Carl Rogers’ klientcentrerede terapi og Fritz Perls’ gestaltterapi.
Bevægelsen fik endvidere et vigtigt boost igennem det arbejde antropologen Gregory Bateson og hans kollegaer lavede. De introducerede ideer fra kybernetikken, sammen med general systemteori og social teori og psykoterapi, hvor de fokuserede særligt på kommunikation.
Denne tilgang var et opgør med det traditionelle fokus på individuel psykoterapi og historiske faktorer, som tog udgangspunkt i en lineær årsag-virkning tænkning. Her var fokus mere på feedback og på en mere cirkulær og procesorienteret tilgang til, hvad der fastholder og udvikler problemer, hvad end den oprindelig årsag måtte være.
Siden har en række skoler i familieterapi udviklet sig.
Virginia Satir og Walter Kempler fik i 1970’erne og 1980’erne stor indflydelse på familiearbejdet i Skandinavien. De havde rod i gestaltterapien og vægtede det personlige engagement hos terapeuten og havde det grundlæggende menneske- og terapisyn: at mennesker gør det bedste, de kan, og at det vigtige for vores udvikling er, hvordan vi forholder os til vores problemer og i mindre udstrækning problemerne i sig selv.