Willner Psykoterapi - Psykoterapeut MPF

Psykoterapeut

MPF

Willner Psykoterapi
Nivå

Willner Psykoterapi

Jeg hedder Sandra Willner og er certificeret psykoterapeut MPF og socialrådgiver med praksis i Nivå i Nordsjælland. Jeg tilbyder individuel psykoterapi ved fremmøde i Nivå og online. Det kan være svært at søge terapi, især når du ikke præcist kan forklare, hvad der er galt, eller er i tvivl om, hvorvidt det, du oplever, er alvorligt nok. Du behøver ikke have ordene klar eller vente, til det bliver værre. Jeg arbejder blandt andet med følelsen af at være forkert, for meget eller ikke nok, skam og selvkritik, lavt selvværd, indre uro, følelsen af ensomhed, sorg og tvivl om identitet eller retning i livet. Måske har du svært ved at mærke dine egne behov, sige fra eller sætte grænse. Det kan også være, at noget føles tungt, uroligt indeni eller forkert, uden at du helt kan sætte ord på hvorfor. Hos mig skal du ikke præstere eller leve op til bestemte forventninger. Jeg møder dig varmt og roligt, men ikke passivt. Sammen undersøger vi det, der fylder, og jeg bringer nænsomt det ind, jeg lægger mærke til, ikke som en færdig sandhed om dig, men som noget, vi kan være nysgerrige på sammen. Min baggrund som både psykoterapeut og socialrådgiver betyder, at vi kan undersøge det, der foregår indeni dig, og samtidig inddrage de relationer, krav og livsvilkår, som påvirker, hvordan du har det. Vi kan arbejde med følelser, kropslige reaktioner og mønstre i forholdet til dig selv og andre. Herunder hvordan du mærker og udtrykker dine behov, håndterer nærhed og afstand og forholder dig til dine egne reaktioner. Terapi handler for mig ikke om at lave dig om. Det handler om at forstå det, der har fået dig til at reagere, som du gør, og skabe mulighed for, at du kan møde dig selv med større venlighed, stå tydeligere ved dine behov og få mere frihed i dit liv og dine relationer. Du er meget velkommen til at kontakte mig, også hvis du endnu ikke ved, hvad du har brug for, eller om psykoterapi er det rette næste skridt.
Jeg praktiserer følgende terapiformer