Oplevelsesorienteret terapi

Humanistisk / oplevelsesorienteret terapi er en metode med et eksistentielt og humanistisk menneskesyn, der har rødder i gestaltterapien.

Terapien lægger vægt på dét at opleve og udtrykke følelser, reaktioner og potentialer, der er blevet undertrykt og kan ligge i ens underbevidsthed.

Det er i halvtredsernes USA – med Carl Rogers’ klientcentrerede terapi og Fritz Perls’ gestaltterapi – at de vigtigste rødder til den nutidige oplevelsesorienterede tilnærmelse til psykoterapi skal søges. Arven fra Rogers har for de oplevelsesorienterede terapeuter især bestået i understregningen af det centrale i terapeutens empatiske holdning, hendes ubetingede værdsættelse af klienten og i gennemsigtigheden og oprigtigheden i hendes responser. (det som Rogers kalder kongruens).

Fra Perls og gestaltterapien har man særligt taget proces-orienteringen. Gestaltterapien formulerer denne proces-orientering som en optagethed af det, der foregår her og nu mellem terapeut og klient. Den betoner, at denne proces er én, som foregår mellem to konkrete personer, og at der er tale om et jeg-du forhold, således som Buber har formuleret det.

Der har siden halvtredsernes formulering af den humanistiske psykologi været en tradition for at knytte eksistentiel psykoterapi sammen med de oplevelsesorienterede traditioner – måske først og fremmest fordi man havde et fælles ideologisk bagland i form af fænomenologisk og eksistentiel filosofi. Om end de anvendte fortolkningsmatricer er anerledes end psykoanalysens, arbejder den klassiske eksistentielle terapi, knyttet til navne som Binzwanger og Boss i Europa og til May og Bugenthal i USA, imidlertid konkret med fortolkninger på måder, som er nærmere ved psykoanalysens arbejdsform end ved det oplevelsesorienterede arbejde.  Dog har en moderne eksistentiel terapeut som f.eks. Yalom en arbejdsform, der i mange henseender kan kaldes oplevelsesorienteret.

Kilder