Terapiformen bygger på ideen om, at individet bedst forstår og løser sine problemer ved at dykke ned i sine følelser, kropslige fornemmelser og indre oplevelser, snarere end kun at analysere tanker eller adfærdsmønstre.
Oplevelsesorienteret terapi anerkender, at menneskelige oplevelser er komplekse og rummer både bevidste og ubevidste lag. Terapeuten arbejder sammen med klienten for at udforske disse oplevelser, ofte gennem teknikker som guidet opmærksomhed, kropsbevidsthed og udforskning af følelser, som opstår i sessionen.
Målet er at hjælpe klienten med at få en dybere forståelse af sig selv, sine følelser og behov, hvilket kan føre til personlig vækst og udvikling.
Oplevelsesorienteret psykoterapi er særlig effektiv til at arbejde med traumer, følelsesmæssige udfordringer og relationelle problemer. Den skaber et trygt rum, hvor klienten kan udforske sine indre oplevelser og finde nye måder at være i verden på.
Oplevelsesorienteret terapi har et eksistentielt og humanistisk menneskesyn, der har rødder i gestaltterapien.
Terapien lægger vægt på dét at opleve og udtrykke følelser, reaktioner og potentialer, der er blevet undertrykt, og som kan ligge i ens underbevidsthed.
Det er i 1950’ernes USA – med den amerikanske psykolog Carl R. Rogers’ klientcentrerede terapi og den tysk-amerikanske psykolog Fritz Perls’ gestaltterapi – at de vigtigste rødder til den nutidige oplevelsesorienterede tilnærmelse til psykoterapi skal søges.
Arven fra Rogers har for de oplevelsesorienterede terapeuter især bestået i understregningen af det centrale i terapeutens empatiske holdning, hendes/hans ubetingede værdsættelse af klienten og i gennemsigtigheden og oprigtigheden i hendes responser (det som Rogers kalder kongruens).
Fra Perls og gestaltterapien har man særligt taget proces-orienteringen. Gestaltterapien formulerer denne proces-orientering som en optagethed af det, der foregår her og nu mellem terapeut og klient.
Den betoner, at denne proces er én, som foregår mellem to konkrete personer, og at der er tale om et jeg-du forhold, således som Martin Buber har formuleret det.
Der har siden 1950’ernes formulering af den humanistiske psykologi været en tradition for at knytte eksistentiel psykoterapi sammen med de oplevelsesorienterede traditioner – måske først og fremmest fordi man havde et fælles ideologisk bagland i form af fænomenologisk og eksistentiel filosofi.
Om end de anvendte fortolkningsmatricer er anderledes end psykoanalysens, arbejder den klassiske eksistentielle terapi, knyttet til navne som Binzwanger og Boss i Europa og til May og Bugenthal i USA, imidlertid konkret med fortolkninger på måder, som er nærmere ved psykoanalysens arbejdsform end ved det oplevelsesorienterede arbejde. Dog har en moderne eksistentiel terapeut som f.eks. Yalom en arbejdsform, der i mange henseender kan kaldes oplevelsesorienteret.