Psykoterapeut

Det kan være svært at se vores børn kæmpe eller mistrives. Vi ønsker altid det bedste for dem, men nogle gange kan vi føle os magtesløse eller usikre på, hvordan vi bedst kan hjælpe dem. Børn, kærlighed og bekymring hænger sammen. Når vi er ansvarlige for nogen, som betyder noget helt særligt for os ligger bekymringerne for deres trivsel også lige under overfladen. Bekymringerne signalerer, at noget ikke er helt godt, og at vi skal være særligt opmærksomme. På den måde er bekymringer både brugbare og belastende. Ofte tager den ene bekymring den anden: Hvad er der galt med mit barn? Hvad skal jeg gøre? Ofte foretager vi os noget, som gør, at det løser sig, og vores bekymring fortager sig. Sker det ikke, blander vi hurtigt mange ting sammen, fordi vi har tænkt og forsøgt meget. Det kan derfor være hjælpsomt at stoppe op og spørge sig selv: Hvor længe har jeg oplevet at mit barn mistrives? Hvad måler jeg det ”op imod”? Har der været andre perioder hvor jeg har set mistrivsel, men at det er gået over igen? Har jeg delt min bekymring med nogle? Oplever du, at dit barn er trist mere sammenhængende, virker energiforladt, virker angst eller tilsyneladende har mistet lysten til ting, som han/hun tidligere var glad for, så er det et signal om, at noget ikke er, som det skal være. Dit barn viser således, at der er noget, du skal tage ekstra alvorligt og tage handling på. Det er bare ikke altid åbenlyst, hvorfor børn ikke trives. Eller at de ikke trives. Børn kan være for små til at fortælle os, hvad der er galt. De kan have svært ved at udtrykke sig. De kan være bange for følgerne af, at de fortæller det. De kan også fortælle, at noget gør ondt for eksempel i maven. Børns adfærd kan også være paradoksal og uhensigtsmæssig. Det er en fordel, når de kan fortælle, hvad der er galt, men det betyder ikke, at det er let og ligetil. Hvis du spørger dit barn, hvad der er galt, kan det sagtens finde på at sige: ”Ikke noget”. Jeg har siddet med flere børn og unge, som siger, at de ikke kan lide at sige noget til deres forældre, fordi de ikke vil gøre dem kede af det eller vrede eller begge dele. Husk også, at selvom dit barn er trist, bange, irritabelt eller andet, så må det ikke betyde, at man give et greencard til dårlig opførsel. Man behøver ikke slå sin søster eller gøre andet uhensigtsmæssig opførsel, fordi man ikke har det godt. Med hensyn til behandling af mistrivsel, så anbefaler jeg altid at møde forældrene først (uden barnet eller den unge). Dette skyldes, at nogle gange kan vi løse mistrivslen ved at kigge på hvordan forældre er forældre. Ikke fordi, at nogle gør noget forkert, men måske er der kommet nogle ”dårlige” vaner eller uhensigtsmæssig kommunikation mellem forældre og barn. Eller barnet fornemmer en dårlig stemning mellem forældrene, hvilket barnet evt. tager ansvar for.