Det er gennem vores relationer, at vi mennesker opbygger tillid til os selv og andre, og skaber vilje og kraft til forandring.
For mig er kontakten med dig derfor altafgørende. Jeg møder dig i øjenhøjde og tilpasser terapien til dig og dine behov. Jeg er nærværende, åben og rummelig. og støtter dig igennem din indre udviklingsrejse.
Jeg arbejder bredt ud fra en psykodynamisk relationsorienteret forståelsesramme.
At jeg arbejder psykodynamisk, betyder at jeg tror på, at vores tidlige tilknytning, har afgørende betydning for resten af vores liv. Er vi blevet mødt kærligt og omsorgsfuldt, vil vi udvikle tillid til os selv og vores omverden. Er vi derimod ikke blevet mødt i vores følelser og behov, vil vi udvikle manglende tillid til os selv og andre mennesker og få svært ved at indgå i tætte relationer.
Gennem bearbejdning af de oplevelser, der har sat sig i kroppen som traumer, kan vi som voksne skabe et mere trygt fundament for vores væren i verden. Bearbejdningen sker gennem arbejdet med angst, forsvar og følelser. Langsomt lærer du at rumme og regulere din egen angst for at mærke de følelser, som du oplever er forkerte eller forbudte for dig at føle. Samtidig arbejder vi med at identificere og smelte de forskellige forsvar mod at mærke, som du har opbygget gennem din opvækst. De har tidligere hjulpet dig med at overleve, men nu forhindrer de dig i at leve et liv, med glæde og forbundethed til dig selv og dine nærmeste. Endeligt støtter vi dig i at mærke og rumme alle dine følelser og behov, og leve mere i overensstemmelse med dem.
Kroppen er vores bedste navigatør ift. at kunne mærke, hvordan vi har det og hvad vi har brug for. Derfor arbejder vi i terapien med at genskabe kontakten til kroppen, og lære hvordan følelser, stress og angst manifesterer sig i kroppen.
Gennem terapien, vil du genfinde kontakten med dine indre ressourcer og styrker. Du vil opbygge tilliden og kærligheden til dig selv. Du vil have sunde relationer og være i stand til at sætte tydelige grænser. Du vil kunne træffe sunde og konstruktive valg, så livet giver værdi og mening for dig.
Jeg tilbyder ansigt til ansigt forløb i mit hyggelige terapilokale i hjertet af Aabenraa eller online forløb.