Den analytiske psykoterapi har en relationel og psykodynamisk tilgang til det terapeutiske arbejde, hvor jeg som jungiansk psykoterapeut gennem samtale og/eller symbolsk arbejde vil hjælpe dig til at forstå og tolerere egne følelser og reaktioner for derigennem bedre at kunne håndtere de mangeartede psykiske påvirkninger, der kommer både indefra og fra omgivelserne.
Samspillet mellem bevidstheden, det ubevidste og omverdenen har forskellig indflydelse på det enkelte menneske, som i konfliktfyldte samspil kan føre til psykiske symptomer og lidelser. Men samspillet kan også rumme mulighed for vækst af personligheden. Jungiansk analyse kan føre til færre psykiske symptomer og lidelser og fremme personlig vækst. Du kan opleve, at personligheden ændrer sig, og der opstår en følelse af at "blive dig selv", det der i den jungianske psykologi kaldes individuationsprocessen.
Der kan være mange årsager til at påbegynde et terapeutisk forløb. Mange henvender sig på baggrund af psykiske symptomer og lidelser som angst, depressioner, selvusikkerhed, følelse af tomhed eller meningsløshed. Andre oplever, at de i deres relationer gentager hæmmende eller uhensigtsmæssige reaktionsmønstre. Nogle føler, at de er stagneret og savner mening med deres liv. Jeg vil i forløbet ledsage og støtte dig igennem terapiens forskellige processer på din personlige rejse. Målet er at frisætte dine indre potentialer og derigennem gøre det muligt at leve et mere helt og fuldt liv.
Se gerne beskrivelse om jungiansk psykoterapi på DPFO´s hjemmeside.