Jungiansk psykoterapi (analytisk psykologi) er en dybdepsykologisk teori og skole, som blev grundlagt af den schweiziske psykiater C.G. Jung (1875–1961), som siden er videreført af jungianske analytikere over hele verden.
Psykologien udvikles til stadighed gennem forskning. Den analytiske psykoterapi har en relationel og psykodynamisk tilgang til det terapeutiske arbejde, hvor den jungianske psykoterapeut gennem samtale og/eller symbolsk arbejde hjælper sin klient til at forstå og tolerere egne følelser og reaktioner for derigennem bedre at kunne håndtere de mangeartede psykiske påvirkninger, der kommer både indefra og fra omgivelserne.
I alle dybdepsykologiske skoler omfatter den menneskelige psyke såvel bevidstheden som det ubevidste. Den jungianske teori ser det ubevidste som en uudtømmelig kilde til kreativitet, men også som det sted, hvorfra fortrængte sider af personligheden kan skabe problemer for os i vores dagligdag.
Som jungianer taler man ofte om komplekser - et begreb, som Jung udviklede i starten af forrige århundrede, og som nu er blevet en del af vores daglige tale, dog ofte reduceret til mindreværdskomplekser.
I den analytiske psykologi er komplekser meget mere end det. Vi taler f.eks. om negative eller positive morkomplekser, som hhv. hindrer eller fremmer vores selvfølelse, eller om de utallige andre komplekser, som i deres negative eller positive form er med til at bremse eller understøtte vores kontakt med omverdenen og vores udvikling på det indre plan.
Vores ubevidste rummer både positive og negative tanker, følelser, sansninger, fantasier m.m., som i høj grad udtrykker sig i billeder. Det kan være erindrings- og fantasibilleder, som rummer personlige fortrængte følelser, men det kan også være følelsesladede fantasibilleder af mere almenmenneskelig karakter, som i den jungianske teori kaldes arketypiske.
Begrebet arketype er lige som begrebet kompleks gået over i dagligsproget, også ofte reduceret til noget mere overfladisk.
I den analytiske psykologi er det arketypiske meget mere end det. Det defineres som kollektive ubevidste psykiske strukturer, der vedrører universelt menneskelige livserfaringer.
De optræder ofte i personificeret form i myter, eventyr, film m.m. De kan også, sammen med personlige ubevidste billeder, komme til udtryk i drømme, fantasier, tegninger og andre symbolske udtryksformer.
Samspillet mellem bevidstheden, det ubevidste og omverdenen har forskellig indflydelse på det enkelte menneske, som i konfliktfyldte samspil kan føre til psykiske symptomer og lidelser. Men samspillet kan også rumme mulighed for vækst af personligheden.
Ved at få indsigt i og lære at forstå og tolerere egne følelser og reaktioner, får klienten en bedre mulighed for at kunne håndtere de mange forskellige psykiske påvirkninger, der kommer både indefra og fra omgivelserne. Dette kan føre til færre psykiske symptomer og lidelser og fremme personlig vækst.
Klienten kan opleve, at personligheden ændrer sig, og der opstår en følelse af at "blive sig selv", det der i den jungianske psykologi kaldes individuationsprocessen.
I det psykologiske arbejde hen imod at ”blive sig selv” vil vi møde en række symbolske personifikationer af psykens dybe strukturer. Jung systematiserede dette i begreberne persona (den sociale maske), skyggen (fortrængte sider af jeget), animus, anima (modsatkønnede forestillinger), selvet (centrum for personligheden) og mange andre indre personifikationer som f.eks. det indre barn, mor- og far-billeder m.fl. Det der karakteriserer disse indre billeder er, at de både rummer en personlig og en arketypisk del.
I den jungianske terapi benyttes samtalen, drømmefortolkning og kreative teknikker, fx tegning, maling og visualisering, der stimulerer symboldannelsen og fremmer bevidstgørelsen. Hvordan dette sker, er dog højst forskelligt, alt efter om man fx lettest begriber ting intellektuelt eller følelsesmæssigt; om man helst vender sig udad mod omverdenen eller indad.
Jung udviklede en psykologisk typologi, hvor han skelner mellem otte persontyper. Hver type er dannet af en ekstravert eller introvert grundindstilling, kombineret med den af fire bevidsthedsfunktioner, der anvendes mest (tænken, følen, intuition, perception).
Et jungiansk terapeutisk forløb kan være af varierende længde. Dog vil et analyseforløb typisk vare flere år, da dybe transformationer tager tid. Men mindre kan også gøre det i tilfælde, hvor det handler om at få hjælp til indsigt i en konkret problemstilling.
Der kan være mange årsager til at påbegynde et terapeutisk forløb. Mange henvender sig på baggrund af psykiske symptomer og lidelser som angst, depressioner, selvusikkerhed, følelse af tomhed eller meningsløshed.
Andre oplever, at de i deres relationer gentager hæmmende eller uhensigtsmæssige reaktionsmønstre. Og andre føler, at de er stagneret og savner mening med deres liv.
Den jungianske psykoterapeut vil i forløbet ledsage og støtte klienten igennem terapiens forskellige processer på dennes personlige rejse. Målet er at frisætte klientens indre potentialer og derigennem gøre det muligt at leve et mere helt og fuldt liv.