Vores sind rummer potentialer og visdom, som vi ikke helt er klar over.
Fantasi, på engelsk 'imagination', den indre billeddannelse, indeholder både hvad dine sanser, dine følelser og dine tanker ved. Måske endda din tro - eller livskundskab fra din slægt, dit netværk og din kultur. I vores drømme er imaginationen aktiv.
Imaginationen er også aktiv, når du i GIM terapi (Guided Imagery and Music) lytter til musik i en afspændt tilstand og i dialog med mig som terapeut. Du undersøger, hvad du kommer for, jeg og vi vælger musik og skaber indsigt sammen - jeg holder rammen.
Vi inkluderer alle aspekter af dig i samtale inden og efter musiklytning og belyser, bearbejder eller styrker, hvad du ønsker. Se mere: https://www.music-and-imagery.eu/
Viden og erfaring fra arbejde med palliation, tab og sorg, tværfaglig behandling af traumer (stress, depression, angst, smerte), familie- og kropsterapi samt børn og unge indgår i min humanistisk eksistentielle og narrativt systemiske - eller integrative - tilgang til psykoterapi.
Min uddannelsesmæssige baggrund og træning er forankret i en psykodynamisk orienteret tilgang, mens jungiansk teori og religionspsykologi indgår i specialiseringen som GIM terapeut. Også den personcentrerede tilgang til psykoterapi er inspirationskilde.
Jeg møder dig som et helt og sammensat menneske og understøtter, om du ønsker løsninger og redskaber eller en mere åben forandring. Som terapeut og som supervisor.
Som familieterapeut har jeg erfaring med marte meo (også anvendt i forbindelse med udviklingsstøtte og vejledning som konsulent i en daginstitution), vurdering af forælder-barn samspil (APCI og MIM) og hjælp til bedring heraf, parsamtaler, reflekterende team og pårørendestøtte, børnesamtaler (Jeg Kan) samt forældre- og familiesamtaler (løsningsorienteret).
Erfaring med forskelligartede grupper og organisationer gør, at jeg også gerne kommer til jer som fagpersoner, hvor I ønsker fælles udvikling - eller hver i sær i det fælles. Jeg kalder mig også for en 'etnografisk orienteret' musikterapeut - qua erfaring med flygtninge, integration, kulturmøder og udlandsarbejde i fire år.
Se evt. mere på LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/helle-mumm-732a0b4/