Hotel Skibelund Krat
Skibelund Krat 4
6600 Vejen
Find vej
21. januar 2027 08:00-15:00
22. januar 2027 08:00-15:00
Anders Amby og Kirstine Volkmar Moltzen
Medlemmer: 3.200,-
Studiemedlemmer: 2.880,-
Ikke medlemmer: 4.800,-
"If you want to improve the world start by making people feel safe" - Stephen Porges
Dette kursus er for dig, der er interesseret i nervesystemets betydning og praktiske anvendelse i terapi. Kurset tager afsæt i Stephen Porges' polyvagale teori og Deb Danas formidling af denne ind i det terapeutiske felt.
Teorien giver en indsigt i og forståelse af, hvordan vores fysiologiske tilstand påvirker vores egen tilstand, sociale interaktioner og dermed også vores kontakt til klienten i en terapi.
Teorien bygger på en forståelse af det autonome nervesystem gennem det autonome hierarki, neuroception samt regulation og sam-regulation.
På kurset dykker vi ned i nervesystemets indflydelse på og betydning for dig som terapeut, og vi arbejder med nervesystemets betydning for din egen tilstand som terapeut og i dit klientarbejde.
Når vi som terapeuter forstår nervesystemet, forstår vi også klientens adfærd, følelser og udviklingsvej som værende biologisk meningsfuld.
Sammenhængen mellem psykoterapi og den polyvagale teori er tæt knyttet til forståelsen af, hvordan vores autonome nervesystem påvirker følelsesmæssige, kropslige og relationelle tilstande.
Gennem regulering af nervesystemet kan vi som terapeuter bruge indsigter fra den polyvagale teori til at hjælpe klienter med at genkende og regulere deres autonome tilstande, og dermed kan klienten opleve større valgfrihed og en øget opmærksomhed på selvstøtte.
Kort sagt bygger den polyvagale teori en bro mellem krop og psyke i psykoterapi og fremmer en mere neurobiologisk informeret tilgang til terapi. Dette gælder særligt i den måde vi møder klientens nervesystem, hvor sam-regulering er en terapeutisk nøgle til kontakt.
Det får du med dig:
• En dybere forståelse af den polyvagale teori og de tre autonome tilstande (ventral vagal, sympatisk, dorsal vagal) og deres betydning i terapi
• Konkrete øvelser til at støtte regulering både hos klienten og i dig selv
• Praktiske redskaber til at anvende teorien i det terapeutiske arbejde
• Øvelse i at spotte og møde klienters autonome tilstande
Målgruppe
Kurset henvender sig til færdiguddannede psykoterapeuter, psykoterapeutstuderende og psykologer.
Program
- Ankomst, registrering og mulighed for let morgenmad:
Kl. 08.30 - 09.00 - Oplæg:
Kl. 09.00 - 16.00 inkl. pauser
Form og metode
Kurset veksler mellem korte oplæg, erfaringsbaserede øvelser, refleksion og praksis i mindre grupper.
Undervisningen er kropsforankret, relationel og praksisnær.
Forplejning
I kursusprisen er indeholdt let morgenmad, frokost, eftermiddagskage, lidt frugt samt kaffe/te.
Overnatning
Ønskes overnatning på Hotel Skibelund Krat, skal henvendelse og betaling ske direkte til hotellet.
Ved bestilling oplys da, at overnatning sker i forbindelse med kursus med Dansk Psykoterapeutforening, hvilket vil udløse en rabat.
Afbudsbetingelser
Afbud kan ske i henhold til Dansk Psykoterapeutforenings gældende regler.
Både Kirstine Volkmar Moltzen og Anders Amby Andersen arbejder, faciliterer og underviser i nervesystemets betydning for det at være menneske.
Læs mere om underviserne

