Som psykoterapeut arbejder jeg med forskellige tilgange, men fundamentet for dem alle er, at jeg ser livet som en rejse ind i ens eget landskab. Nogle gange farer vi vild, andre gange tager vi en omvej og indimellem er vejen lige til. Jeg ved, at rejsen til tider kan føles smertefuld, men jeg ved også, at de livsforandringer vi ønsker, kan opnås. Lad mig hjælpe dig med at finde tilbage på den vej du skal gå, og kom på dit livs rejse.
Mit menneskesyn bygger på en humanistisk forståelse, hvilket betyder, at jeg er interesseret i at forstå mennesket. Jeg ser mennesket indefra, fra dets eget perspektiv, hvilket kræver af mig at leve mig ind i menneskets måde at tænke på, handle og føle på. Jeg tror på, at mennesket er unikt, og ekspert på eget liv, og der ikke findes en sandhed, men et univers af sandheder.
Det er betydningsfuldt for mig, i mine terapeutiske samtaler, at møde mennesket ud fra en relations orienteret tilgang, da jeg tror på, at det er gennem interaktionen med andre mennesker, vi udvikler os og kan forandre de handlemønstre og vores selvforståelse i vores livshistorie.
Jeg tror på, at for at forstå et andet menneske oprigtigt, er det vigtigt at bevare nysgerrigheden for den andens livshistorie. Jeg oplever, at vi begge er ligeværdige i mødet, dog med fokus på i mine terapeutiske samtaler, at jeg er den, der skal tage lederskabet. Hvilket betyder, at jeg viser mig, er autentisk i nuet, nærværende og ægte.
Jeg mener, at noget af det fundamentale i mit terapeutiske virke er, at jeg har kendskab til min egen livsverden og selvforståelse, da denne viden både kan bringes i spil i samtalerne samt er min erfaring, at den skaber ligeværdighed – og dermed en rytme i terapien, som giver anledning til tillid og tryghed hos klienten, som kan styrke forandringsprocessen og den ønskede udvikling for klienten.
Dette menneskesyn er omdrejningspunktet i mine samtaler med de mennesker, jeg møder i min praksis. Samt er jeg konstant nysgerrig i mødet med andre mennesker, jeg ønsker oprigtigt at forstå deres ”vej” i livet og deres eventuelle ønsker om at forandre. Jeg oplever, at denne nysgerrighed og respekt for andres måder at være i livet på, betyder, at jeg ofte får skabt en god og betydningsfuld relation med dem, der kommer hos mig, hvilket efter min erfaring er vigtigt for trygheden i de terapeutiske samtaler. ”Relation og metode skal gå hånd i hånd og det er mit lederskab i terapien”.
Jeg har igennem mine terapeutiske samtaler erfaret, at jeg formår at skabe rammer for en relation, hvor mine klienter italesætter ord som ligeværdighed, tillid, tryghed og forståelse. Når jeg spørger dem, hvad der for dem er betydningsfuldt for at mærke disse følelser, svarer de, at det er min måde at inddrage mig selv i samtalerne, samt at de får følelsen af, at jeg også bærer livets sorger og udfordringer med mig. De mærker, at jeg kender vejen eller endda de svære omveje, der oftest skal til i ønsket om forandringer i ens livsmønstre. “Omvejen er vejen til livets vej”.
Et højt fagligt niveau er afgørende for at kunne hjælpe og skabe forandring i det terapeutiske rum, hvilket betyder, at jeg vedligeholder min kunnen ved at opdatere mig om ny viden via diverse kurser, løbende efteruddannelse, sparring med andre psykoterapeuter, supervision samt egen terapi.