Nyhed
22. marts 2023
Tak for en god generalforsamling
Tre medlemmer af bestyrelsen, Lise Kramer Schmidt, Mette Sina og Anja de Thurah ønskede genvalg, og suppleant Martin Schepelern ønskede at blive en del af bestyrelsen. Dermed var der fire kandidater til tre ledige pladser i bestyrelsen. Efter skriftlig afstemning var der stemmelighed mellem Anja de Thurah og Martin Schepelern, og ved den efterfølgende lodtrækning mellem de to kandidater gik pladsen til Martin Schepelern. Der blev også valgt en ny suppleant til bestyrelsen, Meghna Sckerl, uden modkandidater.
Bestyrelsen takker for indsatsen til Anja de Thurah, der udtræder af bestyrelsen.
Dermed består bestyrelsen de kommende to år af formand Pia Clementsen, Lise Kramer Schmidt, Steen Degn, Hanne Bloch Gregersen, Mette Sina, Kresten Kay, Maja Nissen, Karen Dons Blædel og Martin Schepelern. Suppleanterne er Mona Kjærulff Hansen og Meghna Sckerl.
De Studerendes Råd stillede på generalforsamlingen et forslag om at få en plads i bestyrelsen. Det blev vedtaget, at et medlem af De Studerendes Råd kan deltage i bestyrelsesmøderne med ret til at stille forslag og blive hørt, men uden stemmeret. Derfor vil en repræsentant fra De Studerendes Råd fremover deltage i bestyrelsesmøderne.
Udover valg til bestyrelsen skulle der også vælges nye medlemmer til Etikudvalget. Resultatet af valget blev, at nuværende medlem Christina Lehtinen blev genvalgt for 4 år, og to nye kandidater, Louise Herbert og Lars Bo Pedersen blev valgt for hhv. fire og to år. Susanne Grundt Larsen blev genvalgt som suppleant, og Line Reif blev valgt som suppleant. Begge er valgt for to år.
På generalforsamlingen fremlagde bestyrelsen en række forslag, herunder en kontingentforhøjelse for det ordinære medlemskab af foreningen på 2 x 200 kr. årligt. Det vil sige en stigning fra 2400 kr. til 2800 kr. årligt gældende pr. 1. august 2023. Samtidig blev der foreslået en kontingentforhøjelse for de godkendte uddannelser på 2500 kr. årligt fra 5000 kr. til 7500 kr. gældende pr. 1. januar 2024. Begge forslag blev vedtaget.
På baggrund af nye funktionsbeskrivelser af formandens, næstformandens og de ordinære bestyrelsesmedlemmers arbejde fremlagde honorarkomitéen forslag om honorarer. Forslagene blev vedtaget, og formandens honorar løftes således til 40.000 kr. pr. måned, mens næstformandens honorar stiger til i alt kr. 80.000,00 pr. år. Hvert ordinært medlem – i alt 7 – modtager fremover et årligt honorar på kr. 12.000.
Det blev desuden vedtaget som en tilføjelse til vedtægtsændringerne, at generalforsamlingen hvert år skal tage stilling til både fastsættelse af kontingent og honorarer til de politiske valgte bestyrelsesmedlemmer i foreningen som et fast punkt på dagsordenen.
Næste generalforsamling bliver i marts 2025.
Bestyrelsen og sekretariatet er glade for det store fremmøde og takker for en god og udbytterig dag.
Referat fra generalforsamlingen er på vej.
Foto: Sara Galbiati