Høringssvar
03. marts 2016
Styrk samarbejdet om autorisationsloven for en bedre patientsikkerhed
Pia Clementsen
Formand
Dato: 3. marts 2016
Dansk Psykoterapeutforening (DPFO) har modtaget ændringer til lov om ændring af sundhedsloven, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og forskellige andre love i høring DPFO takker for muligheden for at afgive høringssvar.
DPFO er enig i intentionerne bag ændringerne vedrørende autorisationer. Vi mener, det er positivt, at der bl.a. lægges op til en stramning af reglerne. Sundhedspersoner, der udsætter deres patienter eller klienter for fare, skal nemmere kunne fratages deres autorisation.
Det er bl.a. glædeligt, at der med lovændringerne lægges op til, at Styrelsen for Patientsikkerhed får mulighed for at fratage en sundhedspersons danske autorisation, såfremt den pågældende sundhedsperson får frataget sin udenlandske autorisation. Ligesom det er glædeligt, at Styrelsen for Patientsikkerhed får mulighed for at suspendere en sundhedspersons autorisation, såfremt styrelsen har mistanke om, at sundhedspersonen er til fare for patientsikkerheden – bl.a. på grund af grov forsømmelighed ved udøvelse af hvervet.
Justeringerne vil både sikre øget samarbejde på tværs af landegrænser og gøre det
lettere at suspendere en autorisation til gavn for patienterne.
DPFO ønsker i den forbindelse dog at henlede opmærksomheden på, at der i dag ikke eksisterer et formaliseret samarbejde mellem DPFO og offentlige sundhedsmyndigheder. Et sådan samarbejde kan være afgørende, da en række af DPFO´s medlemmer i forbindelse med den grunduddannelse, der er forudsætningen for medlemskab i DPFO, har en autorisation.
I DPFO stiller vi store krav til ikke bare de medlemmer, vi optager, men også til deres virke. For at blive optaget i vores forening skal man dels have en relevant grunduddannelse på mindst bachelorniveau, og en fire årig terapeutuddannelse. En stor andel af DPFO´s medlemmer har en grunduddannelse som f.eks. sygeplejerske, læge eller anden sundhedsuddannelse.
Når man så er optaget, skal man følge nogle stramme etikregler, og vores etikudvalg behandler løbende klager og skrider i yderste tilfælde til eksklusion af medlemmer. Reglerne og vores klageprocedure var årsagen til, at vi i allerede i 2001 ekskluderede den læge, der var genstand for en del medieomtale i 2015. Lægen blev frataget sin autorisation i Danmark i 2015 om end han nogle år tidligere havde mistet autorisation i Norge. Ikke bare kunne han altså fortsætte sit virke som læge i Danmark efter at have mistet autorisation i Norge men også hans eksklusion fra DPFO blev tilsidesat allerede i
2001, idet Sundhedsstyrelsen dengang valgte ikke at reagere på sagen, da den pågældende ikke agerede som læge.
Det er selvfølgelig ikke godt nok, at de danske sundhedsmyndigheder ikke bare har ladet en læge, der ikke får lov til at behandle patienter i et naboland, fortsætte sit virke her i landet, men også at man har tilsidesat den eksklusion, der lå fra DPFO, i vurderingen af lægen. Derfor er der behov for et øget samarbejde både på tværs af og inden for
landegrænser med DPFO. Lovændringerne tager højde for det første, men desværre ikke for det sidste.
DPFO foreslår derfor, at dette præciseres yderligere. Konkret kan det ske ved at udvide
§7a punkt 3 til også at indbefatte ”hverv hvor autorisation kan være en forudsætning”.
§7a punkt 3 foreslås derfor ændret til:
3) grov forsømmelighed ved udøvelse af hvervet eller hverv hvor autorisation kan være
en forudsætning
Derudover ønsker vi, at eksklusioner af DPFO´s medlemmer, der har en autorisation, offentliggøres af Styrelsen for Patientsikkerhed på lige fod med domme om fratagelse af autorisation.
Sundhedsvæsenet inkluderer i dag mange faggrupper, og vi har alle et ansvar over for patienterne. Det siger sig selv. I DPFO gør vi alt for at leve op til det ansvar, både når det gælder faglighed og etik. Det vidner sagsforløbet om den danske læge og terapeut om. Men som den omtalte sag også vidner om, kan vi ikke gøre det alene.
Alt i alt bør de kommende lovændringer altså derfor også sikre en præcisering af bevæggrundene for en fratagelse af autorisation som også rummer medlemmer af DPFO samt et samarbejde med DPFO og Styrelsen for Patientsikkerhed omkring eksklusioner fra DPFO.
Vi ser frem til at følge det kommende lovforberedende arbejde og bidrager selvfølgelig
gerne med uddybelser af ovenstående, såfremt der måtte være behov for det.
Høringssvar om til lov om ændring af autorisation af sundhedspersoner.pdf