Politik

11. april 2025

Psykiatriplan - et vigtigt skridt mod bedre mental sundhed

Regeringen har i denne uge offentliggjort et udspil til, hvordan aftalen om en ny psykiatriplan skal føres ud i livet. Dansk Psykoterapeutforening ser positivt på udspillet, men opfordrer til mere fokus på tidlig forebyggelse.

Det er så godt og vigtigt, at der nu kommer flere midler til psykiatrien, så de mennesker, der er hårdest ramt, får den tid og ekspertise stillet til rådighed, som er helt nødvendig for at de kan få det bedre,

- siger Dansk Psykoterapeutforenings formand, Christina Lehtinen.

Dansk Psykoterapeutforening er dog bekymret for, om der er tilstrækkeligt med medarbejdere med de rette kompetencer til i praksis at kunne omsætte de mange penge til de rigtige indsatser for mennesker med psykisk sygdom.


I den forbindelse er det Dansk Psykoterapeutforenings opfattelse, at foreningens medlemmer, psykoterapeuter MPF, vil være et rigtig godt match til mange af de indsatser, der nu skal igangsættes eller udvides. Det gælder både den tidlige indsats, dobbeltdiagnosetilbud, socialpsykiatri, afklaringspladser, akutfunktioner m.fl.

Jeg så gerne, at befolkningen fik bedre muligheder for at vælge psykoterapeutisk behandling udført af en psykoterapeut MPF, både i den offentlige og private sektor. Alle gode kræfter skal i spil nu,

- siger Christina Lehtinen.

Her viser en undersøgelse lavet af Verian for Dansk Psykoterapeutforening, at kvaliteten af behandlingen hos psykoterapeuter er høj og kan måle sig med kvaliteten af psykoterapeutiske behandlinger hos psykologer og psykiatere.

Dansk Psykoterapeutforenings formand, Christina Lehtinen, er endvidere optaget af, at partierne og regeringen sætter mere fokus på at styrke de tidligt forebyggende elementer af psykiatriplanen.

Hurtig, tidlig, forebyggende indsats sparer flest lidelser og flest penge. Derfor synes jeg regeringen og partierne skal kigge udspillet igennem og se, om de kan flytte det i en lidt mere forebyggende retning. Også her har vores medlemmer, psykoterapeuter MPF, stærke kompetencer i det forebyggende arbejde, og kunne være med til at gøre en vigtig forskel i familieindsatser, i skolen, på uddannelser og på arbejdsmarkedet. Vi står klar til at give en hånd med.

- siger Christina Lehtinen.

Dansk Psykoterapeutforening ser også meget positivt på forslaget om, at behandling skal kunne sættes i gang hurtigt inden udredning.

Man kan tage fat på at behandle psykiske problemer uden at være færdig med en detaljeret udredning. Hos en psykoterapeut foregår udredning og behandling ofte i samme proces. Derfor giver det rigtig god mening at begynde behandling med det samme, og på den måde gøre ventelisterne kortere,

- siger Christina Lehtinen

Dansk Psykoterapeutforening har også nogle synspunkter i forhold til de forskningsmidler, der følger med psykiatriplanen. I dag går de fleste forskningspenge ad traditionelle kanaler, eksempelvis gennem hospitalspsykiatrien. Reel innovation kræver nye blikke på psykisk sygdom, behandling og forebyggelse.

Vi ved fra undersøgelser, at omkring 10 % af dem, der går i psykoterapi i Danmark går hos en psykoterapeut. Mange af vores medlemmer arbejder med psykoterapeutisk behandling i familiehuse, i psykiatrien, i NGO’er og i sundhedsforsikringer. Derfor kunne der med fordel sættes fokus på at bruge nogle af forskningsmidlerne til at undersøge effekten af den, ofte forebyggende, indsats, som psykoterapeuter bidrager med i forhold til at afhjælpe mental mistrivsel for mennesker i alle sektorer og i alle aldre,

- siger Christina Lehtinen.