Nyhed

26. februar 2025

Befolkningen vil have offentligt tilskud til psykoterapeuter

Mere end halvdelen af danskerne mener, at man bør kunne få offentligt tilskud til at gå til psykoterapeut, ligesom man i dag kan få tilskud til psykolog- og psykiaterbehandling. Det viser en ny befolkningsundersøgelse, som Verian har gennemført for Dansk Psykoterapeutforening.

Undersøgelsen, der er baseret på svar fra 2.633 repræsentativt udvalgte danskere, viser at 56% er enige eller overvejende enige i, at der bør indføres offentligt tilskud til psykoterapi hos psykoterapeuter. 17 % er uenige eller overvejende uenige, mens 27 % har sat kryds i ved ikke. Særligt blandt de 18-35-årige er der stor opbakning, hvor 65 % enige i et forslag om støtte til psykoterapi hos psykoterapeuter.

Resultatet er meget glædeligt og viser, at befolkningen har forstået værdien af psykoterapeuters bidrag til god mental sundhed. I en tid hvor stadig flere danskere kæmper med psykiske udfordringer, er det afgørende, at vi udvider paletten af behandlingsmuligheder med offentlig støtte,

- siger Pia Clementsen, formand for Dansk Psykoterapeutforening.

Undersøgelsen viser samtidig, at behandling hos psykoterapeuter har en positiv effekt på linje med behandling hos psykologer og psykiatere. Blandt dem der har modtaget behandling hos en psykoterapeut, svarer 98 %, at de fik det "meget bedre" eller ”lidt bedre” af behandlingen. De tilsvarende tal for psykologer og psykiatere er henholdsvis 80 % og 78 %.
 
Der kan være forskelle på de klientgrupper, som har været hos de forskellige behandlere, som undersøgelsen ikke viser, men tallene giver en vigtig strømpil.

Tallene peger på det, vi længe har vidst. Psykoterapi udført af vores medlemmer, psykoterapeuter MPF, er en effektiv behandlingsform, som hjælper mennesker med at håndtere psykiske udfordringer. Derfor giver det god mening, at det offentlige støtter behandlingen hos vores medlemmer, præcis som man gør med psykoterapi hos psykologer og psykiatere,

- siger Pia Clementsen.

Hun påpeger, at en ordning med offentligt tilskud vil gøre psykoterapi tilgængelig for flere mennesker:

I dag er der mange, som ikke har råd til at betale den fulde pris for psykoterapi hos en psykoterapeut MPF, selvom de kunne have stor gavn af behandlingen. Et offentligt tilskud vil give flere mulighed for at få den hjælp, de har brug for. Det vil ikke bare gavne den enkelte, men hele samfundet,

- understreger Pia Clementsen.

Undersøgelsen er gennemført af Verian i perioden 28. oktober til 5. november 2024, samt 22. november – 3. december 2024 blandt 2.633 repræsentativt udvalgte danskere på 18 år eller derover.

Data fra befolkningsundersøgelsen foretaget af Verian for Dansk Psykoterapeutforening