Nyhed

07. juli 2026

Hvordan skal du markedsføre dig som psykoterapeut? Se hvad andre psykoterapeuter gør

I en tid med et hav af muligheder for at markedsføre sig selv og sin praksis, kan det være svært at vælge, hvilke kanaler, man skal satse på. For hvad virker, og hvad er spild af tid? En ny undersøgelse blandt medlemmerne af Dansk Psykoterapeutforening kortlægger de mest anvendte tilgange for at få klienter og opgaver.

I en ny undersøgelse er de selvstændige psykoterapeuter, der er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, blevet spurgt om, hvad de gør for at få klienter og opgaver. Resultaterne viser, at medlemmerne typisk anvender et mix af flere indsatser. Nogle indsatser er dog mere udbredte end andre.

Personlige anbefalinger fra netværk er det største fokusområde, når det gælder om at få nye klienter og opgaver. Hele 55 % af medlemmerne angiver, at deres netværk spiller en vigtig rolle i deres markedsføring.

Digital synlighed fylder

Den digitale tilstedeværelse er samtidig en stor del af mange psykoterapeuters markedsføringsindsats. Søgemaskineoptimering (SEO) er den næstmest anvendte strategi for at få klienter og opgaver med 37,5 % af medlemmerne, der rapporterer, at de arbejder med at optimere deres hjemmeside, så den dukker op på Google.

Sociale medier er også en del af markedsføringsmixet. 37 % bruger Facebook, mens 25 % anvender Instagram. Selvom disse platforme kan skabe synlighed, er de ikke lige så anvendte som netværksskabelse og SEO.

Undersøgelsen viser følgende:

  • 37,5 % arbejder med SEO på deres hjemmeside
  • 37 % bruger Facebook
  • 25 % bruger Instagram
  • 17 % er på LinkedIn
  • 20,6 % anvender betalt annoncering, fx Google Ads
  • 18,6 % har profiler på terapeutsites

Samlet set tyder det på, at en stor del af medlemmerne arbejder aktivt med digital markedsføring – særligt gennem egen hjemmeside og sociale medier. SEO står som en af de mest udbredte indsatser og afspejler et fokus på synlighed i søgemaskiner, hvor potentielle klienter søger efter behandling.

 

Foredrag og opsøgende arbejde

Ud over netværk og digitale kanaler arbejder nogle medlemmer også med mere opsøgende og positionerende aktiviteter:

  • 14 % prioriterer aktiviteter som fx foredrag
  • 13,4 % opsøger samarbejdspartnere, fx kommuner og forsikringsselskaber
  • 1,6 % skriver debatindlæg eller optræder i medierne

Disse indsatser fylder mindre i det samlede billede, men viser forskellige måder at arbejde strategisk med markedsføring og synlighed på.

 

Arbejdet med SEO lader til at virke

Når man ser nærmere på data fra de 611 selvstændige medlemmer, der har besvaret spørgsmålet om markedsføring, tegner der sig en interessant sammenhæng mellem markedsføringsindsatsen og den oplevede udvikling i klienttilgang.

Blandt de medlemmer, der oplever stigende tilgang af klienter, angiver 84 %, at de har en aktiv markedsføringsindsats.

Medlemsundersøgelsen viser desuden, at der er en vis statistisk sammenhæng mellem brugen af SEO og oplevelsen af tilgangen af klienter. Blandt medlemmer med stigende klienttilgang angiver 46 %, at de arbejder med SEO på deres hjemmeside.

Få inspiration og hjælp til din markedsføring

Savner du inspiration til at komme i gang med markedsføring, eller vil du gerne forbedre din nuværende indsats og sikre større synlighed, så du kan tiltrække flere klienter?

Dansk Psykoterapeutforening udbyder jævnligt forskellige kurser og webinarer, der kan hjælpe dig i gang. Se fx:

Sådan bruger du sociale medier strategisk som psykoterapeut

Google Ads - workshop

Bliv synlig online med SEO

Klinikvejledning - kom godt i gang som selvstændig - Aarhus august

Klinikvejledning - kom godt i gang som selvstændig - København august

Sådan bliver du synlig i medierne som psykoterapeut

Klinikvejledning - kom godt i gang som selvstændig - Aarhus november

Klinikvejledning - kom godt i gang som selvstændig - København november-december

Om undersøgelsen

Denne artikel er baseret på data fra Dansk Psykoterapeutforenings medlemsundersøgelse 2026. Undersøgelsen er gennemført i perioden 31. marts – 25. april 2026 blandt de 3.196 ordinære medlemmer af Dansk Psykoterapeutforening – psykoterapeuter MPF – der var medlemmer pr. medio marts 2026. 1.020 medlemmer har besvaret undersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på 32.

Arrangementer og kurser