Interview

26. juni 2023

Kommunalt tilbud med terapiforløb i Vordingborg hjælper sårbare unge videre i job og uddannelse

Trine Hauberg

Kommunikationsansvarlig

Flere kommuner har fået øjnene op for, hvordan et terapiforløb for unge med psykiske problemer kan hjælpe dem videre i livet med job eller uddannelse. Sammen med tre kollegaer har psykoterapeut MPF Søren Westerbjerg Andersen skræddersyet et behandlingsforløb med gruppeterapi og individuelle samtaler for unge, som de tilbyder til unge i Vordingborg.

Svære vilkår i opvæksten og familien sætter for mange unge så dybe spor, at det går ud over deres trivsel og selvværd og ender med problemer som angst, stofmisbrug eller kriminalitet. Og det går hårdt ud over deres muligheder til at leve et godt liv og tage en uddannelse eller at få et arbejde.

En af de kommuner, der har fokus på at hjælpe unge med psykiske problemer, er Vordingborg Kommune. Her har man på fjerde år valgt at tilbyde støtte til psykisk sårbare unge mellem 18-25 år med et gruppeforløb kaldet ”Kaptajn i eget liv”.

Gruppeforløbet varetages af psykoterapeut MPF Søren Westerbjerg Andersen fra Sorø og tre andre psykoterapeuter MPF (medlemmer af Dansk Psykoterapeutforening), der tilsammen udgør et specialiseret team med erfaring og uddannelse inden for psykiatri, unge, familiebehandling, relationsarbejde, neuroaffektivt afsæt og chok-traume-terapi.

De vandt opgaven med at drive gruppeforløbet i Vordingborg Kommune i 2020, og det har vist sig at være populært og har givet gode resultater. Ca. 80 - 90 % procent af de unge, der har deltaget i forløbet, har fået en bedre livskvalitet og er kommet i uddannelse, praktik eller beskæftigelse.

De unge, der får tilbudt forløbet, har meget svært ved at opretholde sociale relationer og har udfordringer relateret til angst, social angst, lavt selvværd, kontakt med det kriminelle system, ensomhed, problemer med tilknytning, og har ofte diagnoser som borderline, AD(H)D, skizofreni og autisme. De er ofte gået i stå i livet, har været i psykiatrien eller tilbringer det meste af deres tid hjemme foran en skærm. Med ordningen ”Kaptajn i eget liv” styrker vi de unges evner i retning af at mestre livet igen på egen hånd,

- fortæller Søren Westerbjerg Andersen

Den unge bliver henvist til forløbet gennem sagsbehandlere i kommunen. Der opstarter nye hold hvert halve år, og hvert hold har ca. 15 unge med.

Udfordringerne har ofte rod i de unges opvækst og vilkår. Det kan være oplevelser med en voldsom skilsmisse mellem mor og far, vold i hjemmet, mobning i skolen eller en forældres tidlige dødsfald. De har meget ofte angst, som de har lært at leve med. Det betyder, at de ofte har en snæver måde at være i verden på, og de undgår generelt kontakt. De er hæmmet i deres hverdag, bliver bange og tør fx ikke at gå ud og handle ind

- siger Søren Westerbjerg Andersen og fortsætter:

Selvom de unges hverdagsudfordringer stikker i mange forskellige retninger, har de ofte det tilfælles, at de har haft problemer med tilknytningen til deres mor eller far i barndommen. De mangler tro på, at de har værdi sammen med andre i en gruppe, og har ofte meget negative selvbilleder, som gør det svært for dem at være i kontakt med andre. Og det er netop det, gruppeforløbene hjælper de unge med at udvikle og styrke

Kroppen i fokus

Gruppeforløbet består af gruppeterapi, hvor de blandt andet laver fælles fokuseringsøvelser, meditation, hører oplæg og deltager i gruppearbejde – alt sammen med udspring i de unges aktuelle udfordringer, erfaringer og oplevelser.

De unge får også hver især individuelle ugentlige samtaler undervejs med en af de fire terapeuter. Fordelen ved gruppeterapien er, at det er trygt for de unge at blive en del af et fællesskab med andre unge, der har nogle af de samme udfordringer. Selve netværksdannelsen er med til at styrke deres evne til at være sociale med andre og støtter dem i at dele og langsomt og respektfuldt åbne til sin sårbarhed. Undervejs i forløbet er der et stort fokus på kroppen.

Mange af de unge har svært ved at mærke deres kropssansninger og grænser, og de har derfor en nedsat balance i sig selv. Vi arbejder ud fra en neuroaffektiv tilgang og via fælles øvelser træner vi at mærke kroppen, så de unge får en styrket evne til at forstå deres egen og andres mentale tilstande

- fortæller Søren Westerbjerg Andersen.

Søren Westerbjerg Andersen er uddannet familieterapeut og sygeplejerske og har flere chok- og traumeterapeutiske efteruddannelser bag sig. Som familieterapeut er han uddannet til at have fokus på relationerne og arbejder ud fra et organisk og oplevelsesorienteret perspektiv. Det betyder, at en helhedsorienteret behandling er vigtig med fokus på de unges relationer og deres udfordringer her og nu. Som sygeplejerske har Søren også mange års erfaring fra psykiatrien – en erfaring, som han også trækker på i projektet ”Kaptajn i eget liv”.

 

Vi viser de unge en tillidsfuld verden

Når de 25 uger, som et forløb varer, er gået, har langt de fleste unge i gruppen udviklet sig og har taget vigtige skridt i retningen af en bedre balance i livet og har meget mere retning mod uddannelse, jobpraktik eller arbejde.

Til trods for, at de unge træder ind ad døren på dag ét defineret af systemet som værende personer med store komplekse udfordringer, og hvor det for nogen kunne være med retning mod førtidspension, får vi skabt en tilknytning i gruppeforløbet, som de unge langt overvejende bliver beriget af, så de får en større lyst til at gå ud og møde livet på mere nuanceret måde, når forløbet er slut. Med psykoterapien som værktøjskasse hjælper vi dem med at finde nogle nye strategier og måder at være i verden på, som giver dem en fornyet modenhed og tro på egne evner

- siger Søren Westerbjerg Andersen

Foruden gruppeforløbene med de unge mellem 18-25 år, har ”Kaptajn i eget liv” også et tilbud til unge mellem 15 – 18 år. Dette tilbud har primært fokus på et gruppeterapeutisk forløb med samme indhold, som for gruppen for 18 – 25-årige. Det vil sige et udgangspunkt i den neuroaffektive tilgang, kropsøvelser, meditation, leg og temaoplæg som tager udgangspunkt i de unges erfaringer og oplevelser.

Samtidig inddrages disse unges familier i højere grad i forløbet, da de ofte stadig bor hjemme og kan have problemer i deres familierelation. Her kan familieinddragelsen være en afgørende støtte.

Om Søren Westerbjerg Andersen

  • 60 år
  • Bor i Sorø
  • Uddannet sygeplejerske på Roskilde Sygeplejeskole i 1988
  • Uddannet familieterapeut ved Kempler Instituttet i 2006 og har mange års efteruddannelse som bl.a. supervisor og traumeterapeut
  • Er selvstændig med egen klinik i Sorø, hvor han tilbyder terapi til familier, par og individuelle klienter
  • Har desuden supervisionsgrupper og tilbyder personaleudvikling for offentligt og privatansatte på Sjælland sammen med en kollega

 

Projekt ”Kaptajn i eget liv”

  • Søren Westerbjerg Andersen vandt i 2020 opgaven om at stå for ungeforløbet ”Kaptajn i eget liv” for Vordingborg Kommune sammen med tre andre psykoterapeuter MPF Morten Aagaard, Lea Lyngholm Nielsen og Hilbert Andersen.

  • De fire har sammen stiftet Job-porten.dk, hvor de tilbyder terapeutisk gruppeforløb og individuelle samtaler til bl.a. kommuner og jobcentre