Portræt

11. september 2026

I Verdis Danmark får medarbejderne hjælp, når livet gør ondt: ”Vi ser på hele mennesket”

Skrevet af:

Anton Brix

Akademisk projektmedarbejder

an@dpfo.dk

Trine Hauberg

Kommunikationsansvarlig

th@dpfo.dk

For at styrke trivslen og samarbejdet blandt sine medarbejdere har virksomheden Verdis Danmark en fast tilknyttet psykoterapeut MPF, som HR kan henvise til, når medarbejderne har brug for det.

Når en medarbejder hos affaldsvirksomheden Verdis Danmark har det svært – enten privat eller arbejdsrelateret kan de hurtigt få hjælp fra en psykoterapeut MPF (medlem af Dansk Psykoterapeutforening).

Ifølge HR-direktør Kasper Carstensen betyder det, at medarbejderne hurtigt kommer videre, og at virksomheden dermed kan forebygge sygemeldinger, opsigelser og dyre rekrutteringsindsatser.

”Jeg tror ikke på work-life balance. Jeg tror på life balance. Hvis du har det svært privat, påvirker det dit arbejde, og omvendt. Derfor har vi valgt at have dette tilbud til medarbejderne for at støtte dem bedst muligt.”

Psykoterapeuten er ikke ansat i virksomheden. Hun har ingen fast dag på kontoret, og hun fakturerer kun for de timer, hun bruger. Alligevel er hun blevet en fast del af hverdagen i Verdis.

Når problemerne er private

Når en medarbejder kommer til HR med et problem, vurderer de, hvilken indsats, der er brug for og sætter dem herefter i kontakt med psykoterapeuten. Det kan være medarbejdere, der har en konflikt med en kollega, men det kan også være én, der står midt i en skilsmisse, oplever sygdom i den nærmeste familie eller kæmper med belastninger, som påvirker deres trivsel.

Uanset, om problemerne er relateret til privat- eller arbejdslivet, oplever Kasper, at samtalerne hjælper, og at medarbejderne efterfølgende er mere afklarede og tilbage i trivsel:

”Hendes psykoterapeutiske faglighed er en stor fordel. Hun lytter ikke blot til medarbejderens udfordringer, men arbejder helhedsorienteret og systematisk med dem over tid. Samtidig kender hun organisationen og de relationer, medarbejderen indgår i, hvilket giver hende et solidt afsæt for at understøtte trivsel i hverdagen,” siger Kasper Carstensen.

Selvom Verdis tilbyder hjælp til problemer uden for arbejdspladsen, betyder det ikke, at grænsen mellem arbejde og privatliv er ophævet.

”Man skal virkelig passe på med at blande arbejde og privatliv sammen. Hvis en arbejdsplads begynder at gå tæt på folks privatliv, skal man være meget skarp på sin grænse”.

 

En fortrolig samtale, der gør en forskel

Og her giver det ifølge Kasper ekstra god mening at have en ekstern terapeut at overlade samtalerne til. En vigtig del af den rolle er, at samtalerne foregår fortroligt. Hun fortæller ikke ledelsen, hvad der bliver sagt, og møderne foregår i hendes klinik frem for på virksomhedens adresse.

Fortroligheden gør, at medarbejderne kan sige ting til hende, som de aldrig ville sige til deres chef. Ikke fordi Kasper Carstensen ikke vil høre det, men fordi en leder er nødt til at handle på det, han får at vide. Det er en eksternt tilknyttet psykoterapeut ikke.

”At sige noget til mig, som er deres leder, er jo ikke gratis. Så skal jeg reagere på det.”

Det, Kasper Carstensen og Verdis får ud af det, viser sig hos medarbejderne, når de afslutter deres forløb hos psykoterapeuten.

”Jeg kan mærke en tydelig forskel på mine medarbejdere. Nogle gange kan jeg fornemme, at der er blevet arbejdet hårdt med problemerne, men det er givende at se, at samtalerne hjælper”

Hun skal ikke starte forfra

En væsentlig del af værdien ligger ifølge Kasper Carstensen i, at psykoterapeuten kender virksomheden indgående. Hun har været tilknyttet virksomheden gennem mange år og behøver derfor ikke at bruge tid på at sætte sig ind i organisationen, kulturen eller medarbejdernes hverdag, før hun går i gang.

”Hun kender virksomheden, kulturen og medarbejderne. Så hun kan gå ind med sine værktøjer med det samme og sætte sig ind i, hvad der er på spil. Det bliver mere effektivt, og det bliver mere husnært”, siger Kasper Carstensen og påpeger, at alternativet ville være at hente nye konsulenter ind, hver gang et behov opstår. Det kræver tid at opbygge den forståelse, som den faste psykoterapeut har.

”Hvis du skifter fra gang til gang og ikke har sådan en husterapeut, så skal du starte forfra hver gang: Hvad er det for nogle mennesker, hvad er det for en virksomhed?”

Kendskabet betyder også, at psykoterapeuten bliver brugt bredt i organisationen. Udover de individuelle samtaler laver hun også teambuilding, når der er behov for at få medarbejdere til at samarbejde bedre. Derudover fungerer hun som sparringspartner for ledelsen.

”Vi ser på mennesket”

Ordningen koster penge. Men når Kasper Carstensen gør regnestykket op, ser han den som et forebyggende tiltag, der forhindrer sygemeldinger, opsigelser og dyre rekrutteringsforløb.

For Kasper Carstensen ligger værdien i, at medarbejderne hurtigt kan få kvalificeret hjælp fra en erfaren psykoterapeut, der allerede kender arbejdspladsen og medarbejderne.

”Det er rigtig, rigtig vigtigt for os at have en psykoterapeut, som kender forretningen, medarbejderne, os ledere og de forhold, vi har. Så går man ret hurtigt i gang uden at skulle forklare noget først”

For Kasper Carstensen handler ordningen i sidste ende om mere end trivsel, fastholdelse og fravær. Den handler om at kunne rumme sine medarbejdere, når livet gør ondt.

”I Verdis ser vi på hele mennesket. Og vi vil gerne behandle vores medarbejdere som hele mennesker.”

Om Verdis Danmark

Verdis Danmark har omkring 1.000 medarbejdere og indsamler husstandsaffald i cirka 30 af landets kommuner.

Verdis Danmark har en fast tilknyttet psykoterapeut MPF, som HR kan henvise medarbejdere til.

Medarbejderne kan både tale om problemer i deres arbejds- og privatliv.

Psykoterapeuten laver også ledelsessparring og konflikthåndtering

Mød Dansk Psykoterapeutforening på Træfpunkt HR 2026

Den 16. - 17. september 2026 kan du få inspiration til at gøre som Verdis Danmark på HR-messen Træfpunkt HR i Lokomotivværkstedet i København.

Her kan du møde en række psykoterapeuter, der har erfaring fra erhvervslivet med alt fra stressforebyggelse, konflikthåndtering og ledelse.

Læs mere