Nyhed

14. december 2022

Bedre psykoterapi er nøglen til bedre trivsel

Skrevet af:

Stig Poulsen

Politisk rådgiver

sp@dpfo.dk

Ny regering skal fokusere på at lette tilgangen til god psykoterapi, hvis danskernes trivsel skal blive bedre.

Den nye regering vil gennemføre en gennemgribende modernisering af psykologsystemet, så det matcher det ændrede sygdomsbillede, hvor flere lider af angst og depression.

Dansk Psykoterapeutforening opfordrer den nye regering til at inkludere psykoterapeuter i denne modernisering.

Det er oplagt at vores medlemmer, psykoterapeuter MPF, bliver en del af den gennemgribende modernisering af psykologsystemet, som regeringen vil lave. Det, der vil øge kvaliteten af behandlingen af mistrivsel og psykiske sygdomme i Danmark, er at øge kvaliteten og mængden af den psykoterapi, der bliver tilbudt. Flere diagnoser giver ikke i sig selv bedre trivsel, det gør godt psykoterapeutisk håndværk, og der mangler godt psykoterapeutisk håndværk både i psykiatrien og i de offentligt finansierede tilbud om gratis terapi i øjeblikket

Pia Clementsen, formand for Dansk Psykoterapeutforening

Godt psykoterapeutisk håndværk er, ud over en basal teoretisk baggrund og træning i terapeutiske samtaler, evnen til at se det hele menneske.

Jeg vil gerne rose den nye regering for at financiere den nye 10-årige psykiatriplan. Udover bedre psykoterapi mener jeg også pengene til psykiatriplanen skal bruges på at give psykoterapeuter MPF mulighed for at deltage i de offentlige ordninger, hvor man kan få tilskud til terapi. Samfundet går både glip af kompetente, veluddannede medarbejdere og psykoterapi i høj kvalitet, hvis vores medlemmer fortsat udelukkes fra de offentlige tilskudsordninger. Det kan ikke være tilfredsstillende for en regering, der gerne vil være både ambitiøs og sætte den offentlige sektor fri.

Pia Clementsen, formand for Dansk Psykoterapeutforening

Læs mere om, hvorfor psykoterapi er en god ide i behandlingen af mistrivsel og psykiske lidelser.