Denne vejledning er baseret på foreningens etikregler. Titlen psykoterapeut MPF dækker udelukkende udøvelsen af, og undervisning i, psykoterapi. Titlen er over for brugerne en garanti for, at der er en tilstrækkelig uddannelsesmæssig baggrund for at udøve psykoterapi. Herudover er det psykoterapeutiske arbejde og de psykoterapeutiske uddannelser dækket af et etikregelsæt med klagemulighed til foreningens Etikudvalg.
Psykoterapi er et selvstændigt fag, og som psykoterapeut MPF må dette ikke kombineres med andre behandlingsformer, der indebærer en anden type relation end den, som er del af psykoterapi.
Relationen er et bærende element i psykoterapi uanset hvilken psykoterapeutisk modalitet, psykoterapeuten er trænet i. Relationen er også betydningsfuld i andre behandlingsformer, men arten af relationen er forskellig fra disciplin til disciplin, kræver forskellig relationel træning og indebærer forskellige etiske problemstillinger. Det er psykoterapeutens ansvar, at der ikke sker sammenblanding med risiko for, at den bærende psykoterapeutiske relation forstyrres.
Eksempler på behandlingsformer, som indebærer en anden type relation end den psykoterapeutiske, er tantramassage, reikihealing, spirituel vejledning, kostvejledning, fitnesstræning, akupunktur, fysiske massageformer, ordblindetest o.a.
Psykoterapeuten skal, såfremt klienten ønsker at supplere med denne type behandling, henvise til en anden behandler end sig selv. Psykoterapeuter er en faggruppe, som ofte er søgende i forhold til faglig opdatering og udvidelse af vores faglige kapacitet. Dette indebærer, at psykoterapeuter kan stå i komplekse problemstillinger i forhold til integration af ny inspiration. Ovenstående retningslinjer har ikke som sin intention at bremse faglig nysgerrighed og interesse i at udvikle os fagligt.
Intentionen er at klargøre, at når ny inspiration ønskes integreret, så stiger kompleksiteten i det etiske perspektiv på relationelle aspekter af psykoterapi. Psykoterapeuten har et skærpet etisk ansvar, og en nødvendighed af supervision i forhold til integration af nye elementer i den psykoterapeutiske arbejdsform.
Psykoterapeuten er til enhver tid ansvarlig for helheden af behandlingen, skal have solid uddannelsesbaggrund i forhold til de metoder, man anvender og skal følge de etiske regler i foreningen.
Hvis et medlem af foreningen også udøver andre behandlingsformer, skal dette annonceres separat. Det gør sig gældende for både elektroniske medier, såvel som for andre kommunikationsformer som folder, visitkort og lignende. DPF logo og titlen psykoterapeut MPF må ikke forbindes med andre behandlingsformer end psykoterapi. Således må tilbud om
andre behandlingsformer på hjemmeside og lignende ikke være designet med DPF logo – kun udbud af psykoterapi må bære logoet.
Se endvidere foreningens etikregler §5.4 og 5.5:
§5.4 ”Psykoterapeuten beskriver psykoterapi som fag og tilbyder terapi, produkter og uddannelser så tydeligt og objektivt som muligt. Overfladisk, urigtig, sensationspræget eller overdreven kommunikation undgås.”
§5.5 ” Såfremt psykoterapi formidles i sammenhæng med andre færdigheder eller produkter, tydeliggøres forskellen.”
Hvad angår spirituelle praksisser, så henvises til EAPs ”statement on esoteric methods” der blandt andet påpeger at psykoterapeuten ved psykoterapeutisk virke skal tilsidesætte sit eget personlige trossystem, men at spirituelle og esoteriske temaer naturligvis må behandles – dog på klientens præmisser og fra klientens perspektiv.
Det anses som uetisk, hvis psykoterapeuten agerer på en måde, hvorpå vedkommendes tro pålægges klienten. I forlængelse heraf, må terapeutens eventuelle uddannelser og virke som spirituel vejleder, spirituel mentor eller lignende, ej heller promoveres med DPF logo og må anskues på linje med ”andre behandlingsformer som involverer en anden type relation end psykoterapi.” som i ovenstående.
Såfremt et medlem udbyder andre behandlingsformer end psykoterapi, anbefales det, at vedkommende er medlem af interesseorganisation for denne behandlingsform med tilhørende etiske regler og klageinstans.
Endvidere henstilles til, at psykoterapeuter, der udbyder andre former for behandling, er agtsomme i deres virke i og med, at den etiske kompleksitet forøges, således at klientens interesse på bedst mulig vis varetages.
Der må ikke fra medlemmers side finde andre behandlingsformer sted, som er i strid med foreningens etiske regelsæt generelt og særdeleshed i henhold til:
§1.2 ”Psykoterapeuten skal arbejde for at fremme klientens personlige og psykiske udvikling og sundhed. Hensynet til og respekten for klienten går forud for psykoterapeutens personlige interesser.
§1.5 ”Psykoterapeuten tager i alle former for arbejdsforhold ansvar for kvaliteten og konsekvenserne af sit arbejde.”
§ 1.6 ”Psykoterapeuten er opmærksom på at færdes med agtsomhed i forhold til at være repræsentant for sit fag, også uden for den direkte klient- / terapeutrelation.