Misbrug

Et misbrug opstår, når brugen af et rusmiddel eller lægemidler giver helbredsmæssige problemer eller problemer i hverdagen.

Misbrug kommer i mange afarter, og kan ramme alle. Misbrug kategoriseres som en psykisk lidelse – og for nogle er misbruget et led af en underliggende psykisk lidelse som fx angst eller depression.

Hvornår noget er et misbrug, og hvornår noget er ’en dårlig vane’ eller ’overlevelse’ kan variere meget. Ofte føler den misbrugende ikke graden af misbruget på samme måde som fx de pårørende. Mange med andre psykiske lidelser kan ende med et misbrug, når de forsøger at selvmedicinere, og det kan derfor også føles som en bedre mulighed, end det alternativ det er at have en psykisk lidelse. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at et misbrug kan være et tegn på underliggende problemer.

Typiske tegn på misbrug

Når man er ude i et misbrug af rusmidler, som eksempelvis alkohol eller narkotika, vil man ofte have en følelse af en konstant trang til rusmidlet. Med tiden skal der indtages mere og mere af stoffet for at få den samme effekt, fordi kroppen oparbejder en tolerans for rusmidlet.

  • Man har en stærk og til tider ustoppelig fysisk og psykisk trang til et rusmiddel
  • Man føler, at du skal have stoffet jævnligt for at kunne fungere i dagligdagen
  • Man ændrer adfærd og udfører handlinger, man normalt ikke ville gøre for at få fat i rusmidlet, eksempelvis at stjæle 
  • Man bliver mere aggressive eller ligeglad med de ting, der tidligere var vigtige
  • Man sørger for, at stoffet hele tiden er tilgængeligt

Trangen kan ofte gå ud over den misbrugendes dømmekraft og være mere kraftfuld end fornuften. Fordi kroppen over tid vænner sig til midlet, vil person skulle indtage mere og mere af stoffet for at holde sig stabil – og dermed også sagt, at hvis personen lader være med at indtage midlet, vil personen opleve abstinenser. Et misbrug medfører ofte en ændret adfærd. Nogle bliver måske mere aggressive eller ligeglade med de ting, der tidligere var vigtige. Personen vil muligvis også søge nye fællesskaber eller ændre personlighed. Ved misbrug følger ofte problemer i hjemmet, på arbejde og i det sociale liv.

Hvilke typer misbrug findes der?

Alkoholmisbrug rammer ganske mange danskere. Et stort forbrug af alkohol over længere tid kan udvikle sig til et decideret misbrug. Alkoholmisbrug kan samtidig være genetisk betinget, som vil sige, at nogle, grundet genetik, hurtigere kan udvikle et misbrug. Har man alkoholmisbrug i familien, kan det være en god idé at omgås alkohol med en vis forsigtighed.

Stofmisbrug er et misbrug af euforiserende stoffer som fx hash, kokain, heroin, amfetamin, ecstasy og midler som lightergas eller lim. Et stofmisbrug starter ofte med eksperimenter eller en trang til at dulme et allerede eksisterende psykisk problem. Ved stofmisbrug kan man forandre neurobiologien i hjernen og dermed få sværere ved at føle glæde, hvis man ikke bruger stoffet. Disse forandringer kan vare ved selv efter misbruget stoppes.

Medicinmisbrug eller pillemisbrug er, når en person indtager store mængder medicin. Dette gælder både receptpligtig- og håndkøbsmedicin som fx smertestillende eller beroligende medicin. Et pillemisbrug starter for mange ved, at man får ordineret noget medicin ved lægen og begynder at supplere med ekstra medicin for at klare smerter, følelser eller uro.

Blandingsmisbrug er, når man blander forskellige misbrugstyper. Man kan fx have et alkohol- og et stofmisbrug samtidigt.

Hvad er årsagerne til misbrug?

Der kan være mange forskellige grunde til, at man udvikler et misbrug. For mange dulmer stofferne eller alkoholen de symptomer, og derfor betegner mange et misbrug som en virkelighedsflugt eller som en flugt fra problemerne.

For andre er misbruget et led af en underliggende psykisk lidelse som fx angst eller depression. Personer med psykiske lidelser kan ende med et misbrug, når de forsøger at selvmedicinere, og det kan derfor også føles som en bedre mulighed end at have en psykisk lidelse. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at et misbrug kan være et tegn på underliggende problemer.

Hvordan behandles misbrug?

Det er muligt at blive behandlet for misbrug. Det afgørende er, at man er motiveret for at stoppe sit misbrug. Derefter er der flere muligheder for behandling. Man kan få medicinsk behandling samt terapi og rådgivning. I svære tilfælde kan det også være nødvendigt med en indlæggelse eller et ophold på et behandlingshjem.

Er du i tvivl om, hvilken behandlingsmulighed der ville være god for dig, kan du altid søge egen læge. Der er også flere rådgivningsmuligheder til rådighed, både for dig som misbruger og for pårørende.

Sådan kan psykoterapi hjælpe

Psykoterapi er en vigtig del af behandlingen af misbrug, fordi terapeuten kan hjælpe med at undersøge årsagerne til misbruget. Især hvis misbruget skyldes en anden psykisk sygdom, er det vigtigt at komme i behandling for det. Psykoterapi kombineres typisk med anden behandling, eksempelvis medicinsk, alt efter afhængigheden og de bagvedliggende symptomer. Du vil ofte også kunne møde psykoterapeuter i behandlingen på misbrugscentre mv. 

Kilder

Fakta om misbrug

Alkoholmisbrug

140.000 personer i Danmark har et alkoholmisbrug – og over 800.000 danskere har et storforbrug af alkohol.

k

Mænd og alkoholmisbrug

18,2 pct. af danske mænd viser tegn på et problematisk alkoholforbrug

%

Kvinder og alkoholmisbrug

Knap 9pct. af danske kvinder viser tegn på et problematisk alkoholforbrug

%

Pillemisbrug

Over 100.000 personer i Danmark har et pillemisbrug

k

Hashmisbrug

50.000 danskere har et hashmisbrug. Heraf er 83 pct. mænd.

k