Øget brug af supervision

Supervision bidrager til at forebygge problemer med mental sundhed. Derfor mener Dansk Psykoterapeutforening, at de fagforeninger, hvis medarbejdere har følelsesmæssigt krævende job, bør tage supervision med i arbejdsmiljøarbejdet og overenskomstforhandlingerne.

 

 

 

Problem

For mennesker, der arbejder med mennesker, er risikoen for at få en hospitalskrævende depression 26 procent større, end hvis du har et følelsesmæssigt mindre krævende job. Det har Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø konkluderet i en stor undersøgelse.

Når man arbejder med andre mennesker kræver det, at man investerer noget af sig selv som menneske, hvis man skal levere god kvalitet og skabe en virkning. Dette kræver evne til empati og indlevelse, der også kan medføre en følelsesmæssig overbelastning. Hvis kravene er for høje for længe kan en følelse af utilstrækkelighed tage over, og man risikerer at brænde ud. En væsentlig del af uddannelsen til psykoterapeut MPF (medlem af Dansk Psykoterapeutforening red.) går ud på at lære, hvordan man skal forholde sig til og håndtere både sine egne og klientens følelser, fordi det at have klienter i terapi kræver en vedholdende følelsesmæssig indsats af psykoterapeuten.

I Dansk Psykoterapeutforening er et af de etiske krav til medlemmerne, at de modtager supervision, hvis de laver terapi eller i det hele taget arbejder med mennesker i krise og udviklingsprocesser.

Dansk Psykoterapeutforening mener

Supervision er dermed en metode til at varetage sit fag på en kvalificeret måde, som bidrager til at forebygge problemer med mental sundhed. Derfor mener Dansk Psykoterapeutforening, at de fagforeninger, hvis medarbejdere har følelsesmæssigt krævende job, bør tage supervision med i arbejdsmiljøarbejdet og overenskomstforhandlingerne. Vi opfordrer også lederne på virksomheder og institutioner med den type arbejde til at tage supervision langt mere alvorligt.

Supervision er naturligvis ikke svaret på alt i forhold til stress og udbrændthed, men det er en vigtig faktor i forebyggelsen, og bidrager også til at sikre høj kvalitet og faglighed i det daglige arbejde.