Hvad gør du, når terapien ikke går som planlagt, og du som psykoterapeut kommer til kort?
Netop de oplevelser kan vi lære noget af – hvis vi tør dele dem. Derfor lancerer Tidsskrift for Psykoterapi et nyt format, hvor vi inviterer dig til at dele dine svære erfaringer fra terapirummet.
En vigtig del af den faglige udvikling for en psykoterapeut er, at vi er i stand til løbende at reflektere over egen praksis. Både når det går godt, og når der er rum for forbedring. For terapien går ikke altid som planlagt, og det er ikke altid, at det går godt.
Netop de situationer, hvor det går galt, eller hvor man som terapeut ikke lykkes, ønsker vi som forening at sætte fokus på i Tidsskrift for Psykoterapi.
Derfor introducerer vi et nyt format: ‘Det psykoterapeutiske spejl’, som giver plads til terapeutisk selvrefleksion. Det er vigtigt, at vi som psykoterapeuter kan sætte ord på de svære forløb, fordi det kan vække genklang og give os mulighed for at lære af hinandens faglige refleksioner.
Vi opfordrer dig som medlem til åbent at fortælle om oplevelser, hvor terapien gik i hårdknude, ikke udviklede sig i en god retning, eller hvor du måtte opgive at arbejde med en bestemt klient eller henvise til en anden terapeut.
Hvilke refleksioner gjorde du dig i den forbindelse? Hvad lærte du af din egen utilstrækkelighed? Hvad vil du gøre anderledes næste gang?
Har du mod på at dele dine refleksioner? Så send en kort beskrivelse af din ’case’ til tidsskriftsredaktør Mathilde Weirsøe på mawei@dpfo.dk, der efterfølgende kontakter dig.
Henvendelsen er uforpligtende og din klient kan selvfølgelig anonymiseres.
Vi glæder os til at høre fra dig.