Job
Psykolog eller psykoterapeut med interesse for internetbaseret terapi søges til vikariat i Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse
12. august 2024
Region Hovedstadens Psykiatri
Er du interesseret i at hjælpe personer med selvmordstanker tilbage til livet? Så har du nu muligheden for at søge verdens mest meningsfulde arbejde i Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse på Østerbro.
Om Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse
Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse varetager vurdering og behandling af patienter med selvmordstanker og/eller -adfærd, uden kendt behandlingskrævende psykisk lidelse. Der er tale om et subakut tilbud til mennesker med mange typer af psykiske udfordringer, akutte belastninger, kriser og stress. Centeret tilstræber kort eller ingen ventetid på behandling og modtager patienter udenom centralvisitationen og pakkeforløb.
Vi tilbyder samtaleterapi i form af korttidsterapi på op til 8 samtaler og fra september også internetbaseret terapi. Samtaleterapien er fleksibel og behovstilpasset, primært i form af kognitiv terapi, 2. og 3. bølge. Den internetbaserede behandling består af et 6 uger langt internetbaseret terapiprogram, som patienten gennemgår med skriftlig hjælp og støtte fra sin behandler og videosamtaler.
Personalegruppen består af psykologer, sygeplejersker, en socialrådgiver og en læge, og du vil være en del af et team på i alt 10 medarbejdere.
Internetbaseret terapi
Fra september 2024 vil vi i Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse tilbyde internetbaseret terapi, på lige fod med samtaleterapi. Vores mål er, at vi med den nye behandling, kan hjælpe endnu flere mennesker med selvmordstanker, der af forskellige årsager finder det uoverskueligt at møde op til fysiske samtaler, eller ønsker fleksibiliteten som internetbaseret terapi giver. Vi har et stort ønske om at vores nye kollega er interesseret i internetbaseret behandling, og i sit daglige virke vil være glad for både at tilbyde både internetbaserede forløb og samtaleforløb.
Hvorfor skal du søge stillingen hos os?
Vi tilbyder en fantastisk arbejdsplads, hvor centrets værdigrundlag respekt, faglighed, ansvar og engagement står i forgrunden. Vi vil give dig et højt fagligt miljø, der omfatter kliniske konferencer, teamsupervision samt mulighed for kursusdeltagelse og internationale konferencer. Derudover har vi også Københavns hyggeligste arbejdsplads. Vi griner sammen hver dag, og vi har et fantastisk socialt fællesskab.
Afdelingen er forskningsaktiv med igangværende og kommende forskningsprojekter, som vi forventer at du engagerer dig i, afhængigt af dine interesser og erfaring, sammen med den øvrige tværfagligt sammensatte personalegruppe.
Arbejdsopgaverne vil bl.a. omfatte følgende:
- Samtaleterapi i individtilpassede forløb på op til 8 samtaler.
- Terapeut i internetbaserede terapiforløb med skriftlig feedback og videokonsultationer.
- Samtaler med pårørende og efterladte til personer, der har begået selvmord.
- Deltagelse i behandlingskonferencer og behandlingsplanlægning.
- Undervisningsopgaver.
Afhængig af interesse og kompetencer kan der blive tale om tildeling af ansvar for udviklings- og forskningsopgaver, fondsansøgninger og kvalitetsudvikling.
Ønskede kvalifikationer:
- Psykolog eller anden sundhedsfaglig uddannelse, f.eks. socialrådgiver eller sygeplejerske med psykoterapeutisk efteruddannelse.
- Psykiatrisk erfaring samt viden om og erfaring med vurdering og diagnostik.
- Gerne kendskab til målgruppen.
- Erfaring med kognitiv terapi.
- Interesse for undervisning og formidling til forskellige modtagergrupper.
- Interesse for internetbaseret terapi.
- Stor ansvarsfølelse og engagement.