Job
Familiebehandlere til Familiecentret
8. november 2026
Hedensted Kommune
Vil du gøre en forskel for børn og unge i udsatte positioner og deres familier – og samtidig være en del af et stærkt fagligt fællesskab? Familiecentret i Børn & Familier søger to familiebehandlere. Så har du erfaring med familiebehandling, så er du måske vores kommende kollega.
Stillingerne er på 37 timer ugentligt og er ledige 1. februar 2027.
Om jobbet og opgaverne
Du vil blive en del af en forebyggende dagforanstaltning for familier med børn og unge fra 0-17 år med særlige behov for støtte. Vi arbejder ud fra Barnets Lov § 30, § 32 og § 103. Vi arbejder målrettet for at styrke forældres evne til at sikre deres børns og unges trivsel, sundhed og udvikling. Indsatserne tilrettelægges altid individuelt og i tæt samarbejde med familierne og myndighedsområdet.
Familiecentret består af 22 medarbejdere - 18 familiebehandlere, en psykolog, en faglig koordinator, leder og administrativ medarbejder. Vi er engagerede medarbejdere, der brænder for at udvikle og forbedre behandlingsindsatsen for børn, unge og forældre. Vi er for nuværende geografisk placeret på to matrikler i Løsning og i Hedensted.
Jobbet indeholder meget varierende arbejdsopgaver og kræver stor selvstændighed. Det er til tider et følelsesmæssigt krævende job i et miljø, hvor du vil blive menneskeligt udfordret med at arbejde i komplicerede opgaver. Derfor vil du også opleve en arbejdsplads, hvor vi løbende tilbyder ekstern supervision, sparring og stor ledelsesmæssig støtte og opbakning.
Vores forventninger til dig
Vi forventer, du:
Har en pædagogisk uddannelse.
Kan skabe forandring for barnet/den unge og familien.
Er mentaliserende i din tilgang som fagperson og medarbejder.
Har erfaring fra arbejde med familier med særlige behov.
Er psykisk robust.
Kan arbejde selvstændigt efter de mål, der er lavet i samarbejde med familierne og myndighedsområdet.
Er fleksibel – også i forhold til arbejdstilrettelæggelse.
Kan arbejde med netværk – både biologisk og professionelt og se værdien heraf.
Har gode kommunikative evner – både mundtligt og skriftligt.
Har flair for at arbejde med praktisk, pædagogisk støtte i hjemmet og kan tage terapeutiske samtaler, når der er behov for det.
I Børn & Familier er vi alle ansat til lige dele samarbejde og faglighed, - og vi siger det ikke kun. Du skal derfor have stærke samarbejdsevner og kunne tilslutte dig vores retning.
Derfor skal du vælge os
Vi er en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet og plads til grin i hverdagen. Du bliver en del af en arbejdsplads, der tilbyder stor fleksibilitet i forhold til arbejdstilrettelæggelse. Vi er under kontinuerlig faglig udvikling, og har særligt fokus på at omsætte intensionerne i Barnets lov til daglig praksis.
Vi sætter trivslen højt og giver plads til, at den enkelte kan bruge sine kompetencer i det faglige arbejde. Vi tror på at alle bidrager til fællesskabet - og sammen er vi stærkest. Vi er alle ansat til to ting - faglighed og samarbejde.