Psykoterapeutisk Institut i Århus & København tilbyder en evalueret 4-årig psykoterapeutisk uddannelse for faggrupper - Bachelorer & Kandidater – der arbejder professionelt med omsorgs og relationer.
Uddannelsen er relationsorienteret, med afsæt objektrelation-, tilknytnings- og mentaliseringsteori og tager afsæt i en almenpsykologisk og psykodynamisk forståelse af individer, familier og grupper.
Vores udviklings- og personlighedspsykologiske optik er psykodynamisk, vores værdigrundlag humanistisk eksistentielt og vores terapeutiske tilgang oplevelsesorienteret.
Det betyder, at vi forstår tidligere erfaringer i familien og kontakten med primære omsorgsgivere, som de grundlæggende udviklingspsykologiske og socialiserende enheder og faktorer, hvor personlighedsstrukturen næres og udvikles, hvor vi tager en ydre verden ind og gør den til vores egen, med afsæt i vores tidlige erfaringer.
Vi bliver ikke os selv af os selv, vi bliver til og udvikler os i kontakten med de tidlige nære relationer. Vores personligheds udvikling og funktionsniveau er afhængig af kvaliteten af denne tidlige kontakt. Som voksne individer er vores udvikling også afhængig af væsentlige møder med betydningsfulde andre.
At møde modgang, tab, og smerte er en uundgåelig og naturlig del af livet, som vi skal lære at håndtere og bære. Nogle gange bliver vi overvældet, fordi belastningen er større end vi kan håndtere. I så fald må vi have hjælp, hvilket typisk er situationen når klienter opsøger en terapeut.
Hjælpen må imidlertid tage afsæt i klientens autonomi og integritet og dét der fungerer i klientens liv. Vi ser derfor på vækst, modning, udviklingspotentialet og styrkelse af individets evne til bære sig selv og leve et tilfredsstillende og meningsfyldt liv, til glæde for klienten selv og andre, med afsæt i klientens ønsker for terapien.
Vi interesserer os for årsager og grunde til at mennesker ikke trives – og at familie- og andre sociale systemer, eksempelvis arbejdsfællesskaber, er symptomskabende - da vi må se på et fænomens oprindelse og udvikling, hvis vi vil forstå fænomenets natur og dermed have mulighed for at kunne påvirke det. Det forudsætter selvfølgelig at vores hjælp er erkendt og ønsket.
Klienten kan være et enkelt individ, et par, en familie eller en gruppe.