Psykoterapi i Europa

28. november 2024

Vellykket og velbesøgt symposium om kvinders rolle i en tid med krig i Ukraine

Den 15. november var Dansk Psykoterapeutforening værter ved et online symposium om kvindernes roller i en tid med krig i Ukraine. Symposiet, som var det sjette i rækken arrangeret af den ukrainske psykoterapeutforening og The European Association for Psychotherapy, tiltrak mere end 500 deltagere fra Ukraine og flere europæiske lande.

Vi er særligt stolte af, at Villy Søvndal, Danmarks tidligere udenrigsminister og nu medlem af Europa Parlementet (MEP) indledte symposiet og deltog som protektor. Han talte om vigtigheden af at kæmpe for den frihed, vi har fået skabt i Europa og understregede, at Europa Parlamentet fortsat prioriterer støtten til Ukraine.

Formand for Dansk Psykoterapeutforening, Pia Clementsen, var også med til at åbne dagen med budskabet om, at de ukrainske kvinder og psykoterapeuter i krigszonerne ikke vil blive glemt.

I løbet af dagen blev det tydeligt, hvor mange og komplekse roller kvinderne i Ukraine har i krigen: De beskytter deres børn, sikrer familiens overlevelse, og nogle er aktive soldater, der kæmper for deres land.

Mange hjælper også sårende soldater med at finde tilbage til det civile liv eller engagerer sig i undervisning og vejledning. De, der har måttet flygte, står over for mange nye udfordringer i et fremmed land. 

Symposiet efterlod os med en stærk følelse af, hvor nødvendigt det er at fortsætte vores støtte til de ukrainske psykoterapeuter i deres arbejde med mentale udfordringer og krisehjælp i de krigsramte områder.

Tak til alle danske psykoterapeuter og andre interesserede, der deltog i symposiet.

Vi arbejder vi videre med, hvordan vi kan fortsætte støtten til vores ukrainske kollegaer - også i 2025.  

Europæisk samarbejde

Læs mere