Som formand deltager jeg i forskellige konferencer og møder, hvor beslutningstagere på forskellige områder mødes for at tale sammen. Her i foråret har jeg blandt andet deltaget i det årlige topmøde i kommunerne, hvor landets borgmestre møder ministre, folketingsmedlemmer og andre for at tale om vilkårene i kommunerne. Jeg har også netop været til det kommunale børne- og unge topmøde og deltaget i Psykiatrifondens psykiatridage.

Jeg står tilbage med en bekymring over trivslen blandt børn og unge. Adskillige rapporter, undersøgelser og målinger viser, at trivslen blandt børn og unge er blevet dårligere. Mange unge piger mistrives, der er en markant stigning i psykiske diagnoser og mange unge mister lysten og tilliden til uddannelsessystemet.

Det er desværre ikke en overdrivelse at sige, at vi har en trivselskrise blandt børn og unge i vores samfund i dag. Det paradoksale er, at vi har mere viden end nogensinde om hvad der skaber trivsel hos børn og unge og vi samtidig ser denne øgede mistrivsel. Den sociale mobilitet er faldende, flere og flere sidder fast i den sociale arv. Det må kunne gøres bedre med den viden vi har.

Forskning viser, at det er vigtigt at skabe tidlig forebyggelse. Jo tidligere vi sætter ind med kvalificeret støtte og hjælp, jo bedre. Jeg tror det rigtige at gøre er at sørge for at skoler og institutioner har tilstrækkelig kvalificeret bemanding, medarbejdere med de rigtige kvalifikationer og tilstrækkelig lokal frihed til, at de ansatte kan udøve deres faglighed og lettere adgang til  at række ud efter hjælp fra kompetente specialister.

Det er logisk, at børn mistrives, hvis klassekvotienterne i skolerne er høje og daginstitutioner og vuggestuer er underbemandede.

Det er logisk, at børn mistrives, hvis medarbejderne ikke er uddannet til at tage hånd om de problemer, som børnene har.

Det er logisk, at børn mistrives, hvis de ansatte skal løbe efter misforståede politiske mål og dagsordener i stedet for at have fred til at bruge sin faglighed.

Jeg vil derfor tale for, at mistrivslen blandt børn og unge første og fremmest er et strukturelt problem. Den offentlige sektor er opdelt i siloer med manglende kommunikation og kobling mellem systemerne. Vi skal have fokus på tidlig forebyggelse og støtte. Støtten skal være mere lokal og tilpasset dem, der skal modtage støtte. Alle har brug for noget, ingen har brug for det samme. Vi skal væk fra one size fits all modellerne.

Det er afgørende, at vi som samfund både erkender, at der er en trivselskrise blandt vores børn og unge, og at vi tager ansvaret for at forsøge at løse trivselskrisen – med udgangspunkt i, at vi tager det enkelte barn alvorligt. Vi har som samfund et ansvar for, at alle børn og unge får optimale muligheder for at udvikle sig. Lige muligheder skaber ulighed, hvis ikke alle har ressourcer til at række ud efter hjælp.

I Dansk Psykoterapeutforening prøver vi, som så mange andre, at bidrage med løsninger set fra vores faggruppes perspektiv.