Medlemsnyt
04. maj 2023
Stor tilslutning til det nye netværk Psykoterapeuter i erhvervslivet
Psykoterapeuter løfter i dag en lang række vigtige trivselsudfordringer i landets organisationer og virksomheder. De arbejder som ledere, HR-partnere, terapeuter og konsulenter og tager sig af alt lige fra stress og konflikthåndtering til ledelsesopgaver, forandringer og svære samtaler. Derfor havde Dansk Psykoterapeutforening inviteret alle medlemmer af foreningen til et første stiftende netværksmøde med det formål at skabe en fælles platform for dialog og synliggøre psykoterapeuternes potentiale i erhvervslivet.
Deltagerne til det første netværksmøde var alle psykoterapeuter med erfaring fra erhvervslivet, der var mødt op for at drøfte idéer og erfaringer i et fælles fagligt forum med andre medlemmer.
Formand for Dansk Psykoterapeutforening Pia Clementsen bød velkommen og introducerede baggrunden for ideen med at etablere et nyt netværk for psykoterapeuter i erhvervslivet. Herefter præsenterede psykoterapeut MPF og initiativtager til netværket, Martin Borgen, et konkret eksempel på, hvordan man kan arbejde med ledelse og psykoterapi i erhvervslivet. Han blev efterfulgt af et oplæg ved psykoterapeut MPF Nicoline Christophersen fra det private behandlingstilbud Kalmia, der fortalte om Kalmias praktiske erfaringer med at arbejde med stressforebyggelse i erhvervslivet.
Der var stor opbakning og positive tilkendegivelse fra deltagerne om, at netværket formelt skal etableres. En række medlemmer meldte sig til at indgå i en styregruppe, der nu går i gang med at planlægge de kommende årlige netværksmøder og mulige arrangementer, som kan understøtte netværket. Det er ambitionen, at der skal afholdes ca. fire online netværksmøder årligt samt nogle konferencer/temadage. Det vil blive annonceret på hjemmesiden og i nyhedsbrevet, hvornår næste møde bliver.
Hvis du ikke havde mulighed for at deltage i det første netværksmøde, men ønsker at være med i netværket, skal du blot tilmelde dig et af de kommende møder, når de kommer i kalenderen under ”Arrangementer”. Hold også øje med foreningens nyhedsbrev, hvor det også vil blive annonceret.
Det er gratis at deltage i netværket, men det kræver, at man er medlem af Dansk Psykoterapeutforening.
Netværket er relevant for alle MPF’ere, der arbejder i erhvervslivet.
Din daglige rolle kan være som ”udøvende” leder, HR-partner, underviser, konsulent eller terapeut i det offentlige eller private erhvervsliv. I det daglige varetager du opgaver inden for trivsel, stress, svære samtaler, konflikter, forandringer, udvikling og hverdagens ledelsesopgaver og ”personalesager”.
For at synliggøre psykoterapeuternes potentiale i erhvervslivet og skabe en fælles platform for dialog har Dansk Psykoterapeutforening igangsætter dette netværk, som er målrettet psykoterapeuter med ledelseserfaring.
Netværket er et forum, hvor du kan drøfte forskellige emner, udfordringer og muligheder med andre psykoterapeuter, der også har erfaring med at anvende psykoterapeutiske metoder i deres arbejde i erhvervslivet. Netværket faciliteres af Dansk Psykoterapeutforening og startes op med en styregruppe, som Martin Borgen er tovholder på.