Interview

24. marts 2017

Stalking kan bekæmpes med terapi og rådgivning

Trine Hauberg

Kommunikationsansvarlig

I 2010 stiftede psykoterapeut MPF Lise Linn Larsen Dansk Stalking Center. Hun syntes, der manglede et specialiseret behandlingstilbud til stalkingofre og deres pårørende. I dag arbejder Dansk Stalking Center både på at skabe oplysning om stalking i den brede befolkning og blandt fagpersoner, så det kan forebygges og bekæmpes

At blive udsat for stalking kan være en hård psykisk og fysisk belastning, og derfor vælger mange stalkingofre at søge professionel hjælp for at få styr på tanker og følelser og råd og vejledning til, hvordan de skal tackle situationen. Men hvad gør man, hvis man som fagprofessionel har en klient, der er udsat for stalking, og man ikke føler sig tilstrækkeligt godt klædt på til at vejlede?

Siden 2010 har Dansk Stalking Center tilbudt gratis terapi og rådgivning til stalking-ofre og deres pårørende, men som et af centrets nyeste initiativer er det nu også muligt at få gratis fagprofessionel sparring, hvis man som psykoterapeut eller anden fagperson er i berøring med stalking i sit arbejde.

Som psykoterapeuter har vi grundlæggende stærke forudsætninger for at hjælpe stalkingofre gennem den terapeutiske samtale, men man kan alligevel komme i en situation, hvor man har brug for sparring og mere viden på området for at kunne give den bedst mulige kvalificeret hjælp. Der er en lang række forhold, man skal være opmærksom på, især fordi stalking er et komplekst fænomen, der kan give sig udslag på forskellig vis. Derfor er man altid velkommen til at henvende sig, hvis man som fagperson har brug for sparring

Linn Larsen, psykoterapeut MPF, stifter og direktør i Dansk Stalking Center

Lise Linn Larsen fik ideen til at stifte Dansk Stalking Center, fordi der manglede et specialiseret behandlingstilbud til netop stalkingofre og deres pårørende.

”Er man udsat for stalking over en længere periode uden at få hjælp, har man øget risiko for at udvikle for eksempel angst og depression. Derfor er fagpersonernes viden afgørende for, at den udsatte får den rette hjælp til at standse eller begrænse stalkingen, så det ikke udvikler sig. På den måde er tidlig og korrekt intervention mod stalking både kriminalitetsforebyggende og en samfundsøkonomisk investering,” siger Lise Linn Larsen.

Tal fra Justitsministeriet viser, at flere end 100.000 danskere er udsat for stalking hvert år. Men alligevel er stalking – ifølge Lise Linn Larsen – fortsat et overset fænomen i Danmark. Derfor arbejder Dansk Stalking Center kontinuerligt på at skabe oplysning om stalking i både den brede befolkning og blandt fagpersoner, så det kan forebygges og bekæmpes.

Udover at rådgive fagpersoner, ofre for stalking og deres netværk, tilbyder centret også hjælp til udøvere af stalking.

”Stalkerne kan have meget svært ved at håndtere situationen og vide, hvordan de skal stoppe deres adfærd. De er ofte psykisk ustabile og bliver overvældede af impulser, når de handler. Hvis man som psykoterapeut har en klient, der stalker, skal man derfor heller ikke tøve med at tage kontakt til os,” siger Lise Linn Larsen.

For faglig rådgivning, vejledning eller sparring kontakt Dansk Stalking Center på telefon 60 56 73 74 (bedst i dagtimerne) eller via deres hjemmeside

Fakta om Dansk Stalking Center