Nyhed
15. januar 2024
Dansk Psykoterapeutforening bidrager til seks anbefalinger til mere social lighed i sundhed

Forskellen i sundhed er blevet mere markant de sidste 35 år: Den økonomisk og uddannelsesmæssige mest velfunderede del af befolkningen lever i dag ca. 15 år længere end den dårligst stillede del af befolkningen. For 35 år siden var forskellen kun 5 år.
Derfor er der brug for at få sat gang i initiativer, projekter og politiske aftaler, der kan mindske social ulighed i sundhed.
I 2019 etablerede Danske Regioner, KL og Kræftens Bekæmpelse derfor Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed. Rammerne for alliancens arbejde er Sundhedsstyrelsens 12 indsatsområder mod ulighed i sundhed. Det tæller f.eks. børns tidlige udvikling, sundhedsadfærd og sundhedsvæsenets rolle.
Dansk Psykoterapeutforening valgte at træde ind i alliancen i 2022 for at bidrage med viden til den psykiske dimension i arbejdet mod social ulighed i sundhed.
Ulighed i sundhed er et væsentligt samfundsproblem, som vores medlemmer møder dagligt i deres virke som psykoterapeuter. Vores medlemmer er allerede en del af indsatsen, og derfor kan vi også bidrage med forslag til, hvordan udfordringerne løses. Det har været meget givende at være en del af samarbejdet med andre organisationer for at skabe en mere lige sundhedstilstand, og jeg håber, politikerne nu vil lytte til alliancens anbefalinger
- siger Pia Clementsen, formand for Dansk Psykoterapeutforening.
Alliancen er nu afsluttet, og det markeredes med en konference på Christiansborg den 10. januar 2024. Her præsenterede alliancen de seks anbefalinger, som er udarbejdet med afsæt i viden og erfaringer, som partnerne har arbejdet på de seneste fire år.
De seks anbefalinger er til regeringen og Folketinget, som alliancen mener, er de første nødvendige skridt at tage. Ambitionerne med anbefalingerne er således at sætte social ulighed i sundhed højt på den politiske dagsorden.
De seks anbefalinger er:
- Fokuser på forebyggelse – både ved strukturelle og individrettede indsatser
- Målret og tilpas sundhedsindsatser til den enkelte borgers behov, og tag udgangspunkt i den lokale population
- Styrk fællesskaber og samspillet mellem det offentlige og civilsamfundet
- Arbejd med at fremme sundhed og lighed indenfor og på tværs af sektorområder, og gør en forskel fra egen position
- Styrk og udbred viden om virksomme indsatser, metoder og redskaber Prioriter investeringer i forebyggende indsatser til børn og unge