Selvskade tager nye former

Af Eva Frydensberg Holm

Medvirkende: Lotte Rubæk er cand.psych. og specialist i psykoterapi. Hun er overordnet leder af Klinisk Gruppe for Selvskade samt faglig leder af Team for Selvskade, begge i Region Hovedstaden.

Sylvester havde altid stillet store krav til sig selv. Både i skolen og på fodboldholdet. Præsterede han ikke godt nok, udmålte han en passende straf til sig selv. En dag, da han fik syv i en fysikaflevering, besluttede han sig for at tage til fodboldtræning uden benskinner. På den måde ville de andres spark ramme ham hårdt, og han kunne få de knubs, han syntes, han fortjente.

Sylvesters historie handler om selvskade og kommer fra bogen, som de to psykologer og eksperter i selvskade, Lotte Rubæk og Bo Møhl, udgav i slutningen af 2025.

Antallet af unge, der skader sig selv, er i eksplosiv stigning. Og mens vi engang primært forstod selvskade som noget, den enkelte påførte sig selv ved at skære, rive eller brænde sig selv, peger de to forfattere på, at vi i dag må forstå den selvskadende adfærd meget bredere.

”I takt med at samfundet og teknologien har udviklet sig, og fordi vi har fået sociale medier, er der opstået nye former for selvskade. Og samtidig er der selvskadeformer, som måske har eksisteret i lang tid, men som vi først nu kategoriserer som selvskade, fordi vi kan se, at de har samme funktion som den direkte selvskade,” siger Lotte Rubæk og fremhæver ’selvskade by proxy’, hvor man får andre til at påføre sig skade, og som Sylvesters historie er et eksempel på.

Selvskade har flere funktioner

Selvskade by proxy vender vi tilbage til. Først et indblik i selvskadens psykologi. 

Uanset hvilken form selvskaden tager, fungerer den først og fremmest som en vej til at komme væk fra følelser, man har svært ved at nedregulere. Men selvskaden har også andre funktioner, fortæller Lotte Rubæk og refererer til de to amerikanske psykologer Nock og Prinstein, der har udviklet den såkaldte ’Fire-funktionsmodel’.

Ifølge de to psykologer kan selvskaden have en enten negativ eller positiv forstærkning. Den kan fjerne indre spændinger, smertefulde følelser eller selvmordstanker, men den kan også afføde nydelse, lettelse eller afslapning. Og samtidig kan den negative eller positive forstærkning både foregå inde i personen og være socialt forankret.

”Den sociale forstærkning kan positivt være, at man får opmærksomhed, kommer ind i et nyt fællesskab eller negativt, at man for eksempel kommer væk fra de høje sociale krav, man har til sig selv. Ofte vil der være flere funktioner i spil på en gang,” siger Lotte Rubæk og fortæller, at de forskellige former for selvskade kan overlappe hinanden.

”Vi kan se, at hvis man for eksempel skærer sig selv eller brænder sig selv, så er der større risiko for, at man også har spiseforstyrrelse eller andre former for selvskade,” siger hun.

Ifølge Lotte Rubæk er det derfor nødvendigt, at vi udvider vores forståelse af selvskade til også at rumme den indirekte selvskade. Når man for eksempel bruger stoffer eller alkohol over længere tid, tjener det nemlig oftest samme formål som den direkte selvskade: at komme væk fra følelser, der er svære at håndtere og blive bragt i en anden tilstand. Over tid vil det skade kroppen.

”Det samme kan man sige om spiseforstyrrelser, blandt andet anoreksi, der også er i voldsom vækst især blandt teenagere og unge kvinder. Det er en mere passiv form for indirekte selvskade,” siger hun.

Når andre udfører skaden

For ti år siden introducerede Lotte Rubæks medforfatter, professor emeritus Bo Møhl, begrebet selvskade by proxy.

På en lukket psykiatrisk afdeling observerede han en pige, der ved at smadre et glas ned i gulvet, så det splintredes, fluks fik sundhedspersonalet til at komme farende og holde hende fast. Pigen forklarerede senere, at det gav hende et enormt adrenalinkick at blive holdt fast og skulle kæmpe mod personalet. Faktisk havde det effekt på linje med den, hun oplevede, når hun skar i sig selv.

”I selvskade by proxy får man en anden til at påføre sig skaden, men det er initieret af en selv,” forklarer Lotte Rubæk og uddyber, hvad selvskade by proxy konkret kan bestå i:

”Det kan være, at man undlader at beskytte sig i sport for med vilje at blive skadet. At man opsøger slåskampe – ikke på grund af konflikt, men for at få påført skade. Eller at man får sit kæledyr til at bide eller kradse sig. Det kan også være, at man får lavet piercinger eller tatoveringer som en vej til at affektregulere.”

Endelig er der nogle, fortæller hun, der bruger sex som selvskade.

”Det kan ske ved at de har sex med nogle, de ikke tænder på. Det kan være, at de personer er meget ældre, eller at man som homoseksuel har sex med en af det modsatte køn. Det kan også være, at man opsøger fysisk skade gennem sex,” forklarer hun.

Sammenlignet med den direkte selvskade har både selvskade by proxy og også nogle former for indirekte selvskade, ifølge Lotte Rubæk, den ’fordel’, at det kan se mere normalt ud både udad- og indadtil.

”Man forstår måske bare sig selv som en, der godt kan lide at feste eller er seksuelt frisindet. På den måde kan selvskaden også være mere ubevidst. Måske går det først op for en, at man er selvskadende, når andre stiller spørgsmål ved adfærden eller bliver bekymrede,” siger Lotte Rubæk.

Men netop fordi disse selvskadeformer befinder sig på et kontinuum, bliver de, ifølge psykologen, ofte overset.

”Man kan måske tro, at et ungt menneske er velbehandlet og ude af sin selvskade, men man overser, at han eller hun har fundet andre veje til at skade sig selv. Derfor er det så vigtigt, at vi får øje for disse selvskadeformer,” fastslår hun og foreslår, at man som psykolog eller psykoterapeut spørger mere systematisk ind til både indirekte selvskade og selvskade by proxy og generelt er opmærksom på en ændret, men stadig destruktiv adfærd.

Selvskade er rykket online

Den sidste kategori af nye selvskadeformer er, ifølge Lotte Rubæk, den selvskade, der er flyttet online. Én form for digital selvskade er at oprette falske profiler på for eksempel instagram, hvorfra man mobber sig selv.

”Det kan være, at man skriver negative kommentarer til opslagene på sin egen profil – eller skriver virkelig nederdrægtige beskeder til sig selv. Familie og venner kan tro, at der er tale om grov chikane udefra, men i virkeligheden er det altså den unge selv, der står bag,” siger Lotte Rubæk og forklarer, at ligesom ved den direkte selvskade er en måde at gøre en indre smerte konkret.

”For nogle kan det også føles som den eneste vej til at vise omverdenen, at man ikke har det godt. For måske vil mobningen udløse sympati og opbakning fra venner og familie,” forklarer hun.

I en anden form for digital selvskade bruger de unge sig selv som lokkeduer og opsøger fora på sociale medier, hvor de ved, at man vil komme til at stå i skudlinjen. 

”Måske ytrer de nogle meget kontroversielle holdninger i et forum, hvor man ved, at det vil få folk til at komme med kritiske svar,” siger Lotte Rubæk og fortæller, at nogle af de selvskadende unge direkte opfordrer andre til at skrive noget grimt til et billede, de har delt af sig selv.

Inspirerer hinanden til selvskade

Der findes, fortæller Lotte Rubæk, en række fora på de sociale medier, hvor den fysiske selvskade får et efterliv. Eller hvor man med et bestemt hashtag når ud til andre unge, der skader sig selv.

For nogle år siden satte DR dokumentaren Døde pigers dagbog spot på, hvordan særligt unge piger mødes online og danner fællesskaber om deres fysiske selvskade. Blandt andet i det dybt fortrolige PRIV-netværk på Instagram deler, liker og kommenterer pigerne hinandens billeder af blodige snit, ar og buler, der er opstået gennem fysisk selvskade.

”Nogle unge søger aktivt disse fora, når de har trang til at skade sig selv. Men langt de fleste opsøger fællesskaberne, efter de har skadet sig selv fysisk og poster et billede af deres selvskade for at få andres reaktioner. Når andre i gruppen liker, sender hjerter eller skriver: ”Hold ud”’ tilfører det selvskaden en ekstra dimension, som kan være med til at forstærke eller forværre adfærden,” forklarer Lotte Rubæk og fremhæver, at de sociale medier på den måde også har ændret på, hvad der får børn og unge i gang med at skade sig selv.

Præstationssamfundet skaber mistrivsel

Skal vi knække kurven og forebygge, at så mange unge bruger selvskade til at regulere deres følelser, er vi nødt til også at kigge på, hvilke tendenser der skubber til udviklingen.

Især har hun og Bo Møhl i bogen blik for, at legen og det fysiske samvær er forsvundet ud af børn og unges liv og erstattet af onlinefællesskaber. Netop legen er en vej til at udvikle evnen til at forstå andres følelser og affektregulere.

Desuden fremhæver de to forfattere, hvordan de sociale medier har bidraget til, at de unge i højere grad har fået et udefra-blik på sig selv. Hvordan tager jeg mig ud på det billede, jeg har lagt op på Instagram? Hvordan ser de andre på mig? Og hvor mange likes får jeg?

”Når det ikke længere er ens indre kerne, men et blik udefra, der er dommeren, skaber det en distance og en fremmedgørelse. Og det kan betyde, at man i højere grad bearbejder indre tilstande igennem kroppen og det ydre. Samtidig sker der en voldsom social sammenligning af krop og udseende på sociale medier. Det gør, at flere og flere unge kæmper med selvværdet og er selvkritiske og utilfredse med deres kroppe,” siger hun og forklarer, at det kritiske blik kan betyde, at de ikke har samme trang til at passe på sig selv og beskytte deres krop mod skade og smerte.

De to forfattere leverer en hård kritik af techgiganternes ansvarsfralæggelse og også en bekymring for, at vores samfund i dag får de unge til at føle, at de hele tiden skal præstere i forhold til skole og uddannelse, og i forhold til at være ’perfekte’ i andres øjne.

”Når vi konstant skal præstere og være den bedste udgave af os selv, bliver vi tilbøjelige til at bruge nogle ’quick fix’-strategier, når vi oplever nogle svære følelser, så vi hurtigt kan være effektive igen. Og her er i hvert fald nogle af selvskadeformerne eksempler på strategier, der virker effektivt her og nu,” siger hun og tilføjer:

”Følelser er funktionelle. Men vi skal lære at rumme dem og turde være i dem.”

Dette er et uddrag - læs den fulde version tidsskrift for psykoterapi.