Politik
03. juni 2026
Vi ser frem til et mere holistisk og menneskeligt sundhedsvæsen

"Jeg vil gerne ønske den nye sundhedsminister, Ida Auken, tillykke med posten. Som uddannet teolog, med erfaring blandt andet som hospitals- og fængselspræst, har hun gennem sin karriere også haft vægt på det menneskelige perspektiv. Det er et godt afsæt som sundhedsminister til at arbejde med mental sundhed", siger Christina Lehtinen, formand for Dansk Psykoterapeutforening.
"Jeg håber, at Ida Auken vil tage dét menneskesyn med ind i arbejdet med mental sundhed: en tilgang, hvor der ses på hele mennesket og dets livsvilkår – med mere fokus på det at være menneske, og mindre ensidigt fokus på diagnoser og medicin i arbejdet med mental sundhed", siger Christina Lehtinen.
Dansk Psykoterapeutforening mener det er positivt, at der i regeringsgrundlaget lægges vægt på et stærkt og nært velfærdssamfund, hvor hjælp er tilgængelig, når livet rammer, uanset postnummer. Det kan blive et vigtigt skridt mod mere lige adgang til støtte og behandling, også når det gælder mental sundhed.
Dansk Psykoterapeutforening hæfter sig særligt ved ambitionen om en ny familiepakke, der skal sikre en sammenhængende og tværgående indsats for familier, hvor børn og unge oplever alvorlig mistrivsel og skolefravær. Her lægges der vægt på, at relevante fagpersoner samles omkring familien, og at der skabes en klar plan og en tydelig tovholderfunktion. Det er et vigtigt skridt i retning af en mere helhedsorienteret indsats.
"Netop her kan vores medlemmer, psykoterapeuter MPF, spille en vigtig rolle. De arbejder allerede forebyggende i skoler og kommuner og har stor erfaring med at skabe sammenhæng, styrke relationer og støtte familier i svære perioder. Den viden og praksiserfaring står vores medlemmer klar til at bringe endnu mere i spil", siger Dansk Psykoterapeutforenings formand, Christina Lehtinen.
Dansk Psykoterapeutforening noterer sig også forslaget om at hæve ydelsen for sårbare unge under 30 år i kontanthjælpssystemet.
"Vi støtter klart intentionen om at give udsatte unge bedre økonomiske vilkår. Men vi er skeptiske over for at gøre størrelsen på en social ydelse afhængig af bestemte psykiatriske diagnoser. Det kan utilsigtet skubbe til en diagnosekultur, hvor vejen til hjælp går gennem en diagnose. Mange unge mistrives uden at have - eller uden nødvendigvis at burde have - en psykiatrisk diagnose, og også de bør mødes med relevant hjælp."
Som faggruppe ved psykoterapeuter, hvor afgørende det er, at psykisk sundhed tænkes tidligt, forebyggende og i sammenhæng med menneskers livsvilkår. Derfor ser vi det som et vigtigt skridt, at der politisk er en tydelig ambition om generelt at styrke rammerne for trivsel og livskvalitet – ikke kun behandling af sygdom.
"Jeg ser frem til, at de gode intentioner i regeringsgrundlaget omsættes til konkrete initiativer, hvor også psykoterapi og forebyggende indsatser får en tydelig plads", siger Christina Lehtinen.