Høringssvar
05. marts 2025
Psykoterapeuter MPF skal kunne praktisere psykoterapi på regionale lægeklinikker
Dansk Psykoterapeutforening takker for muligheden for at afgive høringssvar til lovforslaget om styrket almen medicin, herunder især ændringerne vedrørende flere og nye klinikformer i det almenmedicinske tilbud.
Efter Dansk Psykoterapeutforenings opfattelse er det er vigtigt, at friheden til at drive permanente lægeklinikker for regionerne også omfatter en frihed fra begrænsningerne i overenskomsten mellem PLO og Danske Regioner for så vidt angår ydelser, brug af bestemte medarbejdergrupper m.v. i klinikkerne.
De regionale lægeklinikker bør dermed frit kunne tilrettelægge ydelser, deres indhold og brug af medarbejdergrupper m.v.
I dag må privatpraktiserende speciallæger (i denne sammenhæng psykiatere og børne- og ungdomspsykiatere), psykiatriske afdelinger, kommunale forvaltninger m.v. frit ansætte relevant personale, herunder ansætte og bruge Dansk Psykoterapeutforenings medlemmer - psykoterapeuter MPF - som behandlere, mens der i PLO-overenskomsten er et forbud mod, at den praktiserende læge uddelegerer samtaleterapi til relevant personale. Se her, hvor det fremgår, at ydelsen samtaleterapi SKAL leveres af en læge jf. PLO-aftalen.
Denne regel findes som nævnt ikke på andre områder og er efter Dansk Psykoterapeutforenings opfattelse en meget uhensigtsmæssig begrænsning, der ikke er begrundet i patientsikkerhed, da flere andre faggrupper end praktiserende læger udøver psykoterapi. Dertil kommer, at psykoterapi er en faglighed i sig selv, der kræver en specialiseret uddannelse, som kun få praktiserende læger har.
Derfor bør de regionale lægeklinikker ikke være omfattet af denne type begrænsninger.