Nysgerrighed som terapeutisk kapacitet

Af Ulrik Houlind Rasmussen, ph.d. i filosofi, psykoterapeut MPF og chefkonsulent ved Videnscenter for Psykoterapi.

Hvordan kan vi forstå nysgerrighed som en aktiv ingrediens i psykoterapi – ikke bare som en venlig attitude, men som noget, der faktisk former proces, alliance og forandring?

Et nyt forskningsstudie fra Brewer og Giommi argumenterer for, at nysgerrighed kan forstås som en central terapeutisk kapacitet, der både kan understøtte den terapeutiske alliance, skabe psykologisk fleksibilitet og fremme indsigt.

Artiklen er en teoriartikel, som samler eksisterende forskning og foreslår en ramme for praksis – mere end den dokumenterer effekter i sig selv.

Artiklen foreslår et markant skift i selvforståelse: terapi bør ses som en ’fælles undersøgelse’ snarere end en behandling, hvor terapeuten primært leverer forklaringer og løsninger. Samtidig advarer forfatterne mod, at nysgerrighed kan blive en præstation: ’at se nysgerrig ud’ kan blive en social teknik, der dækker over usikkerhed, kontrolbehov eller ønsket om at fremstå kompetent. Den slags ’performativ nysgerrighed’ kan underminere alliance og autenticitet – og dermed netop det, der skulle bære arbejdet.

Med afsæt i ’predictive processing’ (forudsigende bearbejdning) beskriver forfatterne, hvordan både klient og terapeut uundgåeligt kommer med ’generative modeller’ – dvs. hurtige, vante forklaringer på, hvad der foregår (’hun er vred’, ’han modarbejder’, ’det her er helt sikkert undgåelse’).

Terapeutisk stagnation opstår, når terapeuten (og klienten) bliver for sikre: så sorteres klientens materiale, så det passer til eksisterende skabeloner. Her bliver nysgerrighed en praktisk ressource, der kan afmontere den automatiske trang til at få ret, og i stedet gøre plads til nye data, nye betydninger og en mere fleksibel fælles forståelse.

Et af de mest brugbare greb i teksten er koblingen mellem nysgerrighed og interoceptiv opmærksomhed: kroppen som instrumentpanel for, om terapeuten er ved at lukke ned. Tegn på kontraktion (for eksempel hast, kontrolbehov, forklaringstrang) kan ses som alarmsignal, mens tegn på åbenhed (for eksempel ro, kontakt, undersøgende interesse) ofte betyder, at der er plads til ny mening. De skelner også mellem en mere urolig, løsningsjagende nysgerrighed (deprivation curiosity) og en mere åben, udforskende nysgerrighed (interest curiosity) – og peger på, at det især er den sidste, der kan holde samtalen fleksibel, når både terapeut og klient presses i retning af sikkerhed.

En af artiklens mest iøjnefaldende pointer er dens mål for succes: God terapi bør – med tiden – gøre sig selv overflødig. Nysgerrighed bliver i den forstand et led i klientens myndiggørelse. I stedet for at klienten primært internaliserer terapeutens forklaringer, internaliserer klienten en måde at undersøge sind og krop på, der kan fortsætte uden for terapien og uden terapeuten. I praksis kan det betyde, at terapeuten indimellem stopper op og siger: ’Skal vi undersøge, hvad der sker i dig lige nu, før vi forklarer det?’ – eller: ’Hvad lægger du selv mærke til, når vi taler om det her?’ Sådanne små skift kan hjælpe terapeuten med at opdage sin egen rigiditet tidligt, før den bliver til metodesikkerhed og dermed potentiel stilstand.