Ny norsk forskning peger på psykoterapeuters udbytte af egenterapi

Mange psykoterapeuter opsøger selv psykoterapi både før, under og efter deres uddannelse. Ofte af de samme grunde som andre mennesker.

I Dansk Psykoterapeutforening er er egenterapi som bekendt også en obligatorisk del af kravet til studerende på en psykoterapeutuddannelse, da erfaringen er, at det fungerer som en vigtig læringsarena, når det gælder udvikling af den terapeutiske praksis.

Men hvordan bruger terapeuter deres erfaringer med egenterapi, når de arbejder som terapeuter?

Det var forskningsspørgsmålet i det norske studie udgivet i Tidsskrift for Norsk psykologforening i september 2025. Studiet er en metasyntese af tre kvalitative undersøgelser med i alt 29 terapeuter, herunder psykologer og psykiatere.

I studiet identificerede forskerne Marit Råbu og Christian Moltu fem gennemgående temaer for, hvordan terapeuter trækker på deres erfaringer med egenterapi i praksis.

Tema 1: Autentisk behov

Studiet viser, at terapeuter typisk opsøger terapi på baggrund af reelle personlige behov snarere end af uddannelsesmæssige hensyn. Erfaringerne spænder fra psykiske lidelser til belastende livsbegivenheder og komplekse relationelle problemer. Her er erfaringen at det at turde træde fuldt ind i patient/klientrollen er afgørende for udbyttet af egenterapien.

 

Tema 2: Ægte kontakt

Terapeuterne beskriver, hvordan det at blive mødt med varme, nærvær og personlig interesse gjorde det muligt at vise sårbarhed og opleve sig selv som legitim og værdifuld. Erfaringerne tydeliggør, hvor afgørende relationel autenticitet er for den terapeutiske proces – også set fra et professionelt perspektiv.

 

Tema 3: Erfaret symbolisering

Studiet peger endvidere på, at egenterapi giver en kropslig og følelsesmæssig forståelse af terapibegreber, som ellers forbliver abstrakte. At få sat ord på egne erfaringer og blive forstået skaber tillid til den terapeutiske proces. Flere beskrev, at det at erfare, at terapi faktisk hjælper, var afgørende for deres tro på at kunne være til hjælp for andre. Teoretiske begreber som fx overføring fik ny og dybere betydning, når de blev erfaret fra klientperspektivet.

 

Tema 4: Sig selv som rollemodel

Terapeuterne anvender erfaringerne fra egenterapi som en form for ”modellæring”. Gode erfaringer inspirerer praksis, mens negative oplevelser skærper opmærksomheden på relationelle faldgruber. Mange beskriver, at de får en “indre terapeut”, som fungerer som et refleksivt holdepunkt i arbejdet. Erfaringerne bidrager til, at terapeuten bliver mere ydmyg og bevidst om sin egen betydning og ansvar.

 

Tema 5: Oplevet tryghed og mod som terapeut

Egenterapi bidrager ifølge studiet til, at terapeuten oplever en øget tryghed og mod i terapeutrollen. At have arbejdet med deres egen sårbarhed styrker deres evne til at være nærværende i mødet med andres udfordringer. Terapeuterne oplever en større tillid til den terapeutiske proces og til deres egen evne til at stå i komplekse og følelsesmæssigt krævende situationer.

 

Forskerne understreger i deres konklusion, at egenterapi ikke bør forstås som noget, der har en direkte “effekt” på klienterne, men som en integreret del af terapeutens kontinuerlige faglige og personlige udvikling.

Erfaringerne bidrager til, at terapeuten får en øget selvindsigt, relationel sensitivitet og evne til at skabe meningsfulde, hjælpsomme relationer.