Debat

20. november 2025

Debatindlæg: Når traumet bliver helt overset

PTSD er ikke et nicheproblem. Så hvorfor er det ikke en del af Psykiatriplanen? Det stiller Christina Lehtinen, formand for Dansk Psykoterapeutforening, skarpt på i dette fælles debatindlæg med Per Laudrup, formand for Landsforeningen for PTSD-ramte og Pårørende bragt i Helsingør Dagblad og Avisen Danmark.

Regeringens 10-årsplan for psykiatrien rummer vigtige og nødvendige ambitioner om bedre behandling, mere sammenhæng og større lighed. Men en af psykiatriplanens svagheder er, at den overser PTSD og kompleks PTSD.

Det er bemærkelsesværdigt, for traumer er en af de mest gennemgående bagvedliggende årsager til psykiske lidelser. Når traumeforståelsen ikke indgår som en tydelig del af psykiatriplanen, svigter vi en stor gruppe mennesker, som allerede oplever at blive overset i systemet.

PTSD er ikke en sjælden eller perifer diagnose. Det er en velbeskrevet og alvorlig tilstand, som kan opstå efter krig, vold, seksuelle overgreb, ulykker, arbejdsbetingede belastninger, længerevarende omsorgssvigt eller andre årsager.

De danske retningslinjer for behandling af kompleks PTSD anbefaler blandt andet traumefokuseret terapi. Det forudsætter tid, specialiserede kompetencer og et tværfagligt samarbejde. Når psykiatriplanen ikke nævner PTSD, sender det et signal om, at mennesker med traumatiske erfaringer ikke er en prioritet – selv om vi ved, at netop ubehandlede traumer ligger under mange af de tilstande, psykiatrien i dag bruger enorme ressourcer på.

Eksempelvis vurderer forskere, at de fleste patienter til det nye dobbeltdiagnosetilbud (Samtidigt misbrug og psykisk sygdom) har traumer.

Konsekvensen er, at mennesker med PTSD risikerer at blive fejlbehandlet eller skubbet rundt mellem sektorer, fordi deres symptomer misforstås. Nogle får medicin uden at blive mødt med en traumeinformeret tilgang. Andre bliver afvist, fordi de ikke passer ind i psykiatriens nuværende kasser. Det skaber unødvendig lidelse og spild af ressourcer.

Hvis vi vil have et bæredygtigt psykiatrisk system, må vi tage traumeforståelsen alvorligt. Det betyder, at udredning og behandling skal bygge på viden om, hvordan traumer påvirker mennesker. Det betyder, at både psykiatere, psykologer, psykoterapeuter og socialfaglige medarbejdere skal have adgang til relevant efteruddannelse. Og det betyder, at der i psykiatriplanens udmøntning bør indgå konkrete mål for PTSD-behandling.

Danmark er bagud i forhold til flere andre lande i forhold til en bredt udrullet traumeinformeret behandling, hvor både faglighed og menneskelighed går hånd i hånd. I Danmark har vi få specifikke behandlingstilbud som enten er rettet mod årsagen, for eksempel seksuelle overgreb, eller professionen, for eksempel soldater. Det udelukker mange fra en traumebaseret behandling og det er ikke tilfredsstillende.

Vi mener politikerne skal tage næste skridt: at se PTSD ikke som et nicheproblem, men som et grundlæggende psykiatrisk anliggende. Uden et stærkt fokus på traumer risikerer psykiatrien at forblive reaktiv – i stedet for aktivt helende.

 

Debatindlægget er bragt i Helsingør Dagblad og Avisen Danmark den 20. november 2025.