Når barndommens søskendeforhold sætter spor

Af Eva Frydensberg Holm

Emma på ni er stille og observerende. Og ofte får hun ros for at være selvstændig og tage sig af sin to år yngre lillesøster, der modsat hende altid har fuld fart på. Nogle gange gør denne position Emma stolt. Andre gange mærker hun noget trykke i brystet. Hun ville ønske, at nogen spurgte hende, hvordan hun har det.

Emmas historie kommer fra psykolog og psykoterapeut MPF Susan Harts nye bog Søskende på godt og ondt, der handler om, hvordan vores plads i søskendeflokken påvirker os livet igennem.

Lad os starte med at slå fast: Hvordan vores søskenderelationer præger os, handler ikke i sig selv om, hvorvidt vi er den ældste, den mellemste, den yngste eller – som Susan Hart selv – enebarn. Snarere om, hvorvidt vi føler os elsket og set i vores særlige plads i flokken, og om vi senere i livet formår at gå på opdagelse i vores søskenderelationer med et mentaliserende blik.

Ifølge Susan Hart har vi manglet en bog om søskenderelationer. Og derfor håber hun at udfylde et tomrum med sin nye bog, der blandt andet henvender sig til psykoterapeuter og familieterapeuter.

”Der er skrevet meget lidt psykologisk litteratur om søskende, og der er lavet endnu mindre forskning. Det på trods af, at det har så stor betydning og har optaget os gennem årtusinder,” siger hun og peger på, at vi gennem vores søskende oplever sammenhørighed, loyalitet og fortrolighed, men også dyb konkurrence, jalousi og misundelse.

Ligesom pattedyrene

Når vi vokser op med en eller flere søskende, er det, ifølge Susan Hart, en slags social træningslejr. Det er her, vi gør os vores første erfaringer med at samarbejde, regulere følelser og konflikthåndtere, men samtidig indebærer det at have søskende også kampen om de samme forældres kærlighed.

”I pattedyrenes verden er det at være søskende en lidt rå verden. Det er den stærkeste, der får mest mad og opmærksomhed, og den svageste, der bliver skubbet ud. På den måde ligger det i vores DNA at kæmpe om forældregunsten,” siger hun og forklarer, hvordan det tager sig ud i menneskeverdenen:

”Når vi er børn, har vores forældre så uendelig stor betydning for at forme vores medfødte potentiale. Og når der så ligesom i pattedyrsverdenen kommer søskende til, handler det om at opnå forældrenes kærlighedsgunst, så vi kan blive ved med at blive set på med kærlige øjne,” forklarer hun.

Jalousi er, ifølge Susan Hart, en grundfølelse i de fleste søskenderelationer. Børn registrerer instinktivt, hvor kærligheden flyder hen – og reagerer på det, hvis den ikke føles retfærdigt fordelt. Men ifølge Susan Hart behøver man som forælder ikke at gribe ind, hver gang et barn udtrykker jalousi.

”For at vi mennesker skal kunne udvikle os, skal vi udfordres. Som forælder handler det om at kunne balancere og træde ind og hjælpe med for eksempel at håndtere konflikter, hvis man fornemmer, at det går over en grænse,” siger hun og peger på den russiske psykolog Lev Vygotskys teori om ’zonen for næste udvikling’.

Kort fortalt er denne zone forskellen på det, barnet selv kan klare og det, barnet behøver hjælp til af andre. I denne zone ligger barnets næste udviklingspotentiale – også følelsesmæssigt.

”Den ydre regulering fra forældrene skal gerne på et tidspunkt blive til en indre regulering, men der skal være rum til at udvikle de kompetencer,” siger hun.

I nogle familier bunder jalousien imidlertid i, at forældrene ikke formår at sikre, at alle børn får den kærlighed, de har brug for, og så er det en anden og mere alvorlig sag.

”Så vil barnet ofte kæmpe for at indtage den øverste position og skubbe sine søskende i baggrunden. Kampen om pladsen kan blive intens, og jalousien kan blive så voldsom, at den sætter spor langt ind i voksenlivet,” fortæller Susan Hart.

Forældre skal kunne mentalisere

Susan Hart fremhæver, at forældrenes evne til at balancere kærligheden og vise alle børn i søskendeflokken, at de er elskede, hænger stærkt sammen med evnen til at mentalisere. Børn skal ikke behandles ens, men de skal samtidig heller ikke behandles uretfærdigt, forklarer hun.

”Som Jesper Juul (familieterapeut, red.) engang formulerede det: ’Børn ved godt, hvad de har lyst til, men de ved ikke nødvendigvis, hvad de har behov for’. En lillesøster kan for eksempel have lyst til det samme som storesøster, men har ikke nødvendigvis de samme behov eller forudsætninger. Retfærdighed handler derfor ikke om at gøre det samme for alle, men om at afstemme efter barnets udvikling,” siger hun og fremhæver, at netop det kræver evnen til at mentalisere.

Susan Hart har udviklet Trivselstrekanten, som viser, hvilke elementer der skal være til stede for, at mennesker trives følelsesmæssigt og relationelt. I trekantens hjørner står der henholdsvis samhørighed, mening og indflydelse.

I bogen bruger hun trivselstrekanten til at synliggøre, at det netop er det, der skal være til stede, hvis man som barn skal have optimale muligheder for at udvikle sig i en familie.

Samhørighed handler om, at man føler, at man er en del af flokken og ikke bliver sat udenfor fællesskabet.

I sin bog fortæller Susan Hart om Emilie, der er kommet ind i en ny familie, fordi hendes mor er blevet gift på ny. Emilie føler sig udenfor, når hendes nye søskende griner indforstået. Det er ikke, fordi de ønsker at holde Emilie ude, men for Emilie fører det til en stærk følelse af ensomhed.

Indflydelse handler om at have en oplevelse af, at man har indflydelse på det, der sker i familien.

”Når jeg oplever at have indflydelse på, hvad jeg kan gøre, og jeg får respons på det, jeg gør, oplever jeg, at jeg har betydning. Det handler ikke om at skulle bestemme det hele, men at have en oplevelse af, at ens følelser, perspektiver og initiativer betyder noget,” forklarer Susan Hart og fremhæver det sidste hjørne i trekanten, nemlig mening:

”Min plads i søskendeflokken skal opleves meningsfuld. Hvis jeg for eksempel som Emma, er den ældste i flokken og får et ansvar, så vil jeg også gerne ses som et menneske, der har lidt mere status. Eller hvis jeg er familiens yngste medlem, så kan det godt være, at jeg får lov til lidt mere. Men prisen er så, at jeg må blive set som den mindste. Det er ’noget for noget’–princippet på den gode måde, der er med til at skabe mening,” forklarer Susan Hart.

Hun fremhæver, at når trivselstrekanten er i balance, bliver søskenderelationen et trygt erfaringsrum, hvor barnet kan lære at være sig selv sammen med andre. Om det lykkes at skabe balancen, handler, ifølge Susan Hart, igen rigtig meget om forældrenes evner til at mentalisere og forstå, hvad der foregår mellem børnene.

Vi gentager fortidens mønstre

Barndommens søskendeforhold sætter spor. Nogle søskendebånd bliver stærkere i takt med, at vi bliver ældre, andre svækkes eller går helt eller midlertidigt i opløsning. Men uanset hvad, viser vores tidlige erfaringer sig ofte i den måde, vi som voksne reagerer over for vores søskende, men også i andre relationer – for eksempel i venskaber eller i arbejdsrelationer.

”Det kan være, at vi er tilbøjelige til at tage styringen, trække os eller søge konflikter. Det er reaktioner, der oprindeligt var strategier for at navigere i familiens følelsesmæssige landskab, men som vi har taget med os,” forklarer Susan Hart.

Når fortidens mønstre gentages i voksenlivet, er det, ifølge Susan Hart, ofte, fordi de er indgroede som en slags indre koreografi, men aldrig er blevet gjort synlige. Først når vi begynder at se på os selv med et mentaliserende blik, kan vi gå på opdagelse i, hvad der er på spil.

Uforløste søskenderelationer spænder ben for udvikling

For mange søskende kan det være overraskende som voksne at finde ud af, hvor forskelligt man har oplevet barndommen. En husker måske varme og tryghed, mens en anden erindrer følelsen af kulde og af at være usynlig.

”Det er forskellige perspektiver, som er farvet af blandt andet alder, temperament og den kontakt, man oplevede med sine forældre,” siger Susan Hart og fortæller, at det kan skabe et nyt udgangspunkt at høre sin søster eller sin brors fortælling.

”Det kan give os et blik for sider af relationen, som vi ellers ikke har lagt mærke til og dermed skabe den forskydning, der gør det muligt ikke blot at se sin søster eller bror som den voksne, man måske har haft en konflikt med for nylig, men også at se barnet i den oprindelige familiære kontekst.”

Susan Hart fortæller om en tidligere kollega, der i dag er 80 år, og som en stor del af sit liv har haft en følelse af at stå uden for sin familie, fordi hendes søster og mor var meget tætte.

”Fordi hun og søsteren så deres mor så ekstremt forskelligt, har der været en afstand mellem dem. Men for et par år siden besluttede kvinden, at nu ville hun være nysgerrig over for, hvad der skete inde i søsteren. De mødtes, hun lyttede, og noget ændrede sig. Den mislyd, der var mellem hende og søsteren, og som hun havde følt gennem hele livet, forsvandt. Nu ser de hinanden nogle gange om måneden,” fortæller Susan Hart og tilføjer:

”Det siger noget om, hvor uforløst en søskenderelation kan være gennem livet. Og når der er denne mislyd i relationen, kan det også være svært at fastholde sin mentaliseringsevne. Gamle følelsesmæssige mønstre og positioner aktiveres, og man reagerer ikke kun på det, der sker her og nu, men også på det, der er blevet lagret gennem opvæksten.”

Når skaden er sket

Ikke alle søskende finder tilbage til hinanden. Måske er afstanden blevet for stor eller smerten for dyb. Men selv om man ikke kan mødes, kan man, ifølge Susan Hart, godt hele relationen. At sætte ord på oplevelserne og forstå mønstrene kan skabe ro og gøre, at man kan finde en form for mening. Det kan man for eksempel gøre gennem terapi.

Som psykoterapeut ville Susan Hart starte med at lade personen fortælle sin egen barndomshistorie og fremhæve de oplevelser, personen har haft med henholdsvis sine søskende og sine forældre. Men hun vil også bede personen om at sætte sig i broren eller søsterens sted.

”Hvordan mon han eller hun oplevede det? Måske ville jeg endda helt bogstaveligt bede dem sætte sig i en stol, der repræsenterer den aktuelle søster eller bror,” siger Susan Hart og fortæller, at hun på den måde ville få indblik i, om vedkommende kan mentalisere og sætte sig i den andens sted.

”Hvis man har mulighed for det, er der gode muligheder for at arbejde med de mønstre, man har med sig,” siger Susan Hart.

Men Susan Hart har også mødt klienter i terapi, som har været så præget af mangelfuld følelsesmæssig støtte og regulering i barndommen, at det fortsat påvirker deres måde at indgå i relationer som voksne.

”Det kan for eksempel være, at man er vokset op i familie med en form for syndebuksmentalitet, og at man over tid er blevet skubbet ud af fællesskabet af både forældre og søskende. Det kan have meget alvorlige konsekvenser. Og det kan være vanskeligt overhovedet at tro på, at der er nogen, der kan hjælpe en, fordi man er så fyldt op med erfaringer med det modsatte,” siger hun.

Ensom med sine følelser

Og så tilbage til Susan Harts egen søskendestatus. For hvis søskendeflokkens træning i forhandling, grænsesætning og konfliktløsning er så essentiel for vores udvikling. Hvad betyder det så at vokse op som enebarn?

Da Susan Hart for nylig læste en gammel brevudveksling mellem hende selv og hendes mor, stod det klart for hende, at hendes mor ønskede at være hendes veninde mere end den voksne og ansvarlige mor. I dag har Susan Hart indset, at den venskabelige relation, hun havde med sin mor, ikke var helt god for hende. Til gengæld tvivlede hun ikke på morens kærlighed.

”Heldigvis har jeg aldrig tvivlet på mine forældres kærlighed. Og heldigvis var mine forældre travle forretningsdrivende, og det betød, at jeg kom i børnehave,” fortæller Susan Hart.

Det gav hende mulighed for at udvikle sociale kompetencer som for eksempel konflikthåndtering, som hun ikke fik træning i som enebarn.

Som enebarn får man, ifølge Susan Hart, ofte en opvækst præget af tæt kontakt til forældrene og adgang til voksenverdenens samtaler og stemninger.

”Jeg blev tidligt trukket ind i en meget voksengjort rolle.”

Hvor søskendes kamp handler om at blive set i forhold til hinanden, handler det for enebarnet om at blive set i sin helhed.

I bogen møder vi ni-årige Elias, der føler sig i centrum og elsket. Hans forældre lytter altid til ham og tager ham med i deres overvejelser. Alligevel kan Elias ikke falde i søvn om aftenen.

Det er som om, der er for meget på hans indre tavle og mange blikke på ham på en gang. Han siger det aldrig højt, men inderst inde drømmer han om en bror, der kan tage noget af presset.

”Enebarnet bærer ofte hele forældresystemets følelsesmæssige projektion. Det kan skabe en særlig fortrolighed, men også en form for følelsesmæssig ensomhed,” siger Susan Hart.

Dette er en onlineversion af en artikel fra Tidsskrift for Psykoterapi nr. 2 2026, tema: Håb.

Kontakt og abonnement.