Musikken forbinder os til verden

Af Anne Anthon Andersen

Medvirkende: Charlotte Lindvang er psykoterapeut MPF, ph.d. i musikterapi og lektor ved Aalborg Universitet. Hun er er tilknyttet forskningsgruppen CEDOMUS: Center for dokumentation og forskning i musikterapi.

Som barn oplevede Charlotte Lindvang, hvordan musikken kunne hjælpe hendes mormor til at bearbejde komplekse følelser. Mormoren bar på en dyb sorg efter tabet af sin mand, som var kriminalbetjent og blev dræbt i tjeneste. Mormoren spillede klaver, og det skete ofte, at Charlotte græd, mens mormoren spillede. Musikken blev det rum, hvor mormoren kunne være med sin sorg og dele den.

Som ung engagerede Charlotte Lindvang sig i forskellige teatergrupper og sang i kor, og her blev hun optaget af at udforske, hvordan musik og lyd kan være en indgang til at arbejde med krop og sind. I teatergruppen arbejdede de blandt andet med at få forbindelse til kroppens urlyde og følelserne i stemmen.

Siden har forskningen i musikkens terapeutiske virkninger givet Charlotte Lindvang begreber for, hvad der sker, når musikken rammer. I dag er hun musikterapeut, ph.d. og lektor i musikterapi på Institut for Kultur og Kommunikation ved Aalborg Universitet. Hun siger:

”Musikken kan skabe en bro, hvor vi kan møde andre og genforbinde os til omverdenen. Den kan hjælpe mennesker, der er blevet afkoblet fra at mærke sig selv og deres omgivelser. Musikken får kroppen til at vibrere, påvirker vores energi og følelser,” fortæller hun og henviser til den tyske sociolog Hartmut Rosa, der med afsæt i sin resonansteori siger, at musikken kan trænge dybere ind i os end vores eget åndedræt.

I sin bog Når monstre brøler og engle synger. Heavy metal og resonans fra 2024, skriver Rosa:

’Musik berører os ’indvendigt’, den sætter noget i bevægelse i os. Den synes at trænge meget dybt ind i os, ind i hvem vi er. Vi er i musikken, og musikken er også i os; den er altså tættere på os end vores eget åndedræt’ (Rosa: 2024 s. 82).

Charlotte Lindvang uddyber Rosas pointe: 

”Musikken kan trænge ind i os, berøre og bevægede os, så vi føler os levende. På den måde kan musikken hjælpe os til at give slip. Og finde sprækker ind til vores sårbarhed.” 

Musik kan blive nøglen til tryg kontakt

Musikterapien kan skabe kontakt mellem patient og terapeut i situationer, hvor det er svært at nå patienten ved hjælp af ord. Det erfarede Charlotte Lindvang, da hun arbejdede som musikterapeut i psykiatrien.

”For patienter, der har svært ved med ord at forklare, hvordan de har det, kan forsøg på at samtale forstærke deres følelse af at være forkerte og blive misforstået. For mennesker med skizofreni og med psykotiske oplevelser kan musikken opbløde en forskansning og være med til at etablere en form for mødested,” forklarer Charlotte Lindvang og uddyber:

”Mennesker med skizofreni kan ofte føle sig afkoblet fra andre mennesker, men kan føle sig forbundet med dyr, naturen og kunsten. Her kan musik blive nøglen til tryg kontakt.”

Musikterapi kan bruges til at hjælpe mennesker med psykiske, fysiske og eksistentielle udfordringer. Det sker på for eksempel neonatal-afdelinger for forældre, der har været tæt på at miste deres barn. Hos borgere med demens, der har mistet deres sprog, som en del af palliativ behandling af døende på hospice, hos børn med forskellige funktionsnedsættelser, og mennesker der oplever sig fastlåst i sorg, stress, ensomhed og en følelse af at være afkoblet fra omverdenen og sig selv. 

Musikken skaber et rum, hvor terapeuten kan møde patienterne i deres virkelighed og være med dem i musikken og herved bryde den ensomhed, de ofte føler. Selv mennesker, der ikke har noget sprog, og som ikke har bevægelse, kan komme til udtryk gennem musikterapi.

”Det, vi ved, er, at musik er lyde, der påvirker vores nervesystem. Jeg tror, at de fleste mennesker kender til, at musik vækker en energi i kroppen. Man får måske lyst til at danse, får energi til at handle, eller omvendt hjælp til at falde til ro og slappe af,” forklarer Charlotte Lindvang.

Følelserne svinger med hinanden

Indenfor musikterapi forstås musik som alt fra abstrakte lyde til komponerede stykker, at lytte eller skabe musikken selv. Det afgørende er ikke formen, men det rum og den resonans, musikken skaber.

Hartmut Rosa forklarer resonans som det rum, hvor vi oplever mening med livet, føler os berørte og forbundet og oplever at vibrere med verden omkring os.

Når Charlotte Lindvang bruger musikterapi i en gruppe, er det ofte særligt tydeligt, at musikterapien skaber rum for forbundethed, forklarer hun og bruger en gruppeterapi med studerende på uddannelsen som eksempel.

De studerende havde hver taget et stykke musik med, der kunne fortælle noget vigtigt om dem selv. En havde mistet sin far i en tidlig alder og havde taget sangen Last Train to London med. Mens de sammen lyttede til musikken, malede de hver for sig for at give deres oplevelser et billedligt udtryk. En af de studerende malede en rød sportsvogn, der kørte igennem et øde landskab mod horisonten i det fjerne. Længe efter terapien fortalte den kvinde, der havde mistet sin far, at netop den tegning stadig ’vibrerede’ i hende på en særlig måde.

”Den greb og spejlede noget, hun ikke selv havde kunnet sætte ord på og blev et symbol på de følelser, der boede i hende i mindet om faderen. Resonansen består i, at de andre lytter på en åben medsvingende måde med kvindens tab af sin far og selv koncentrerer sig om de følelser, musikken vækker,” forklarer Charlotte Lindvang og tilføjer:

”Resonans kan derfor beskrives som det, at flere menneskers oplevelser og følelser svinger med hinanden på en meningsfuld måde.”

Cello skaber forbindelse til afdød datter

Samme mekanisme opstår, når musik skaber forbindelse til mennesker, der oplever sig fremmedgjorte overfor verden. Det kan være mennesker med skizofreni, i psykose, alvorlig stress eller andre former for belastning, der har lukket kroppen ned.

Hjemme i sin praksis i Gudmindrup i Vestsjælland har Charlotte Lindvang klienter i individuel terapi, hvor hun blandt andet tager dem gennem guidede terapirejser til musik. Deres udfordringer kan blandt andet handle om stress, indre uro, depression, oplevelse af meningsløshed eller sorg.

Musikterapien starter med en samtale, inden klienten lægger sig til rette på briksen i det lyse terapirum med kunst på væggene og bøger i reolen. Charlotte Lindvang tænder for den musik, hun har valgt til seancen, og sammen lytter de til musikken, mens hun guider ind i en lettere ændret bevidsthedstilstand. Det hjælper og klargør klienten til at åbne sig for at tage imod musikken, så den kan røre og bevæge sig dybt i det indre univers, vække gamle minder til live eller understøtte klientens søgen efter kontakt med dét, der betyder noget.

Hun fortæller om en 80-årig kvinde, der bar på en livslang sorg over den datter, hun havde mistet, da datteren var barn. Kvinden kom til Charlotte Lindvang for at arbejde med en udefinerbar smerte. Kvinden søgte de terapeutiske rejser i musikken, blandt andet fordi de gav hende omsorg og hjalp hende til at føle lethed.

”Da jeg spurgte hende, om hun kunne forestille sig at møde sin datter i musikken, mente hun ikke, at det kunne lade sig gøre. Men hun var med på at give det et forsøg,” fortæller Charlotte Lindvang, der derpå valgte et stykke musik med en cellosolo.

Da soloen begyndte, skete der noget. Den afdøde datter viste sig for kvinden. De var i en skov, og sammen satte de sig på en træstamme.

”Celloens solo fik de indre billeder af datteren til at manifestere sig. Da kvinden åbnede sig for musikken, tillod hun sig at blive bevæget i mødet med datteren. Celloen skabte en resonans, som ændrede hendes verdensbillede og relationen til den datter, hun havde mistet. Pludselig kunne hun nu forestille sig, at datten var der sammen med hende, i tankerne og de indre billeder. De havde en ordløs samtale, som skabte en fornemmelse af tilgivelse,” fortæller Charlotte Lindvang.

Musikken hjælper os til at rodfæste os i os selv

På den måde kan musikken altså løsne op for sorg og den fremmedgørelse over for verden, der kan følge med. Men fremmedgørelsen kan også handle om at føle sig følelsesløs på grund af stress eller andre belastninger, der har skabt en tilstand af ikke at kunne mærke sig selv, fordi man for længe har levet et stramt et liv, så optaget af det ydre, at man har mistet forbindelsen til at mærke sig selv, forklarer Charlotte Lindvang:

”Fremmedgørelse kan for eksempel ramme mennesker, der er overopmærksomme på, hvad der sker i mennesker omkring dem. Et livslangt mønster af at leve på andres præmisser kan gøre mennesker fremmede for sig selv og endda udløse psykisk sygdom.”

Følelsen af at være fremmedgjort kan komme til udtryk som en oplevelse af, at verden har mistet farverne, eller at man er blevet ude af stand til at blive berørt af det, der sker omkring en.

”Som musikterapeut faciliterer man et rum, hvor klienter tør åbne sig for omverdenen igen, efter af forskellige grunde at have haft brug for at lukke sig inde, fordi verden er blevet for overvældende,” siger Charlotte Lindvang og peger på, at musikterapien kan centrere mennesker i deres eget rum:

”Musikken hjælper til at genskabe evnen til at være i resonans med sig selv i sit eget liv, i sin egen krop og herfra bevæge sig ud til de andre igen. På den måde kan musikken gøre os klar til at møde verden, fordi den hjælper os til at rodfæste os i os selv.”

Musikken skaber rum for sårbarhed

I følge Hartmut Rosas resonansbegreb er evnen til at udveksle energi, tage imod og give som en evig vekselvirkning vigtig. Men det kræver balance.

”Nogle gange kan vi være i en åben tilstand, hvor vi engagerer os og giver til omverdenen i en grad, så vi ikke selv når at skabe balance mellem indtryk og udtryk, og en sådan ubalance kan hæmme muligheden for resonans med verden. Det er dén ubalance mellem indtryk og udtryk, som dét at synge, spille eller lytte til musik kan være med til at genoprette. For at opleve den resonans, Hartmut Rosa beskriver, har man brug for tid til at være og ikke bare gøre,” forklarer Charlotte Lindvang.

Det rum for resonans, som musikken skaber, er sårbarhedens rum, rummet der giver plads til alt det, vi ikke skal kontrollere. Der hvor vi lader os bevæge. Og her spiller musikterapien på de helt store strenge i Hartmut Rosas grundlæggende samfundskritik, forklarer Charlotte Lindvang.

”Den vestlige verdens konstante forsøg på at få styr på, kontrollere og fixe, som bringer os på afstand af det, han kalder ’det vibrerende verdensforhold’. Men det kan musikken være med til at holde i live.” 

Vores liv, kroppe og identitet er sårbare og udsatte. Alt i livet er i konstant forandring. Det er en præmis, vi forsøger at flygte fra og ignorere ved at ordne og kontrollere livet. Og det gør os syge, argumenterer Hartmut Rosa.

Charlotte Lindvang taler ind i den analyse, når hun siger:

”Det kan ramme os som sygdom i krop og sind, når vores mulighed for at være i svingning med livets sårbarhed og skønhed forstummer i jagten på at akkumulere, præstere og kontrollere tilværelsen. Musikken kan, når den anvendes på den rette måde, være med til at genskabe forbindelsen til verden og hjælpe os alle til at bevare evnen til at leve med nærvær og lydhørhed.”