Midt i klimakrisen lever håbet

Af Anton Brix

"Det øjeblik, hvor klimakrisens alvor gik op for mig, var en aften, da jeg sad og så nyheder, og de viste en plastik-ø ude i Stillehavet. Jeg tænkte: 'Gud, det var da forfærdeligt. Hvad er det, vi gør ved vores klode?' Men fordi jeg er sådan et meget positivt menneske, tænkte jeg også: 'Hvor var det godt, at vi opdagede det, for så kan vi få det stoppet’.”

Men da psykoterapeut MPF Susi Rasmussen næste dag kom ned i Netto, var alle varer stadig pakket ind i plastik. Selv var hun fortvivlet. Hvorfor? Nu havde vi jo lige opdaget, hvor slemt det stod til med plastikforureningen.

Hun forsøgte sig med hverdagsaktivisme – pakkede sine varer ud af plastikken ved kassen, til stor frustration for både medarbejdere og hendes mand, der snart nægtede at købe ind sammen med hende.

Så satte hun sig hjem i sofaen og ventede. I 25 år.

"Jeg tænkte, at nu er der nok nogle andre, der gør noget – dem, der virkelig kan forandre verden. Og så sad jeg der i min sofa og blev mere og mere optaget af, hvor slemt det stod til, mens jeg blev mere og mere vred, sorgfuld og ensom i det."

Klima-Kassandra ser klart

I den græske mytologi var Kassandra prinsesse af Troja. Guden Apollo forelskede sig i hende og gav hende profetiens gave: Evnen til at se fremtiden. Men da hun afviste hans kærlighed, straffede han hende. Hun ville fortsat se fremtiden klart, men ingen ville nogensinde tro på hende. Hendes tragedie var, at hun var dømt til at se sandheden og dømt til at blive ignoreret.

Det er præcis den følelse, Susi Rasmussen genkender hos mange af dem, hun møder i sit arbejde med klimakrisen. Hun refererer til psykolog Solveig Roepstorffs bog om klimapsykologi, der introducerer begrebet ’Klima-Kassandra’.

"Det er en ganske forfærdelig følelse at kunne se, hvad der kommer til at ske. At man har brug for alles hjælp til at forhindre det, men at ingen vil tro på en. Og den følelse kender rigtig mange, der er optaget af klimaforandringerne.”

Klimaubehag, kalder hun følelsen.

”Det er ikke noget, man bare kan tage frem og lægge væk igen. Det er der hele tiden som en underliggende grundtone. Og det bliver en del af hele ens eksistens."

Den dobbelte skam

Den, der mærker det, Susi Rasmussen beskriver, lever pludselig i en anden virkelighed end de mennesker, der er rundtomkring personen. Og det sætter sig i kroppen og i relationerne, fortæller hun.

"Det der med at træde ind i et rum og mærke, at der bliver stille, har jeg oplevet rigtig mange gange," fortæller Susi Rasmussen. "Og jeg er sikker på, at rigtig mange unge mennesker oplever det samme, når de bliver optaget af klimaforandringerne."

Stilheden opstår både fordi den klimabekymrede bærer på en tyngde, som de fleste andre endnu ikke har taget ind, og fordi de andre måske mærker en uro eller skam over ikke at gøre nok. For samtaler med venner og familie handler ofte om, hvor man skal rejse hen til sommer, hvad man har købt af nyt tøj, og hvilke restauranter der er værd at prøve. Og i den virkelighed er klimabekymringerne noget, man helst holder for sig selv.

"Det er ikke tilfældigt," siger Susi Rasmussen og peger på det, psykologien kalder kognitiv dissonans:

"De fleste ved godt, at det ikke er godt for klimaet at flyve til Maldiverne. Men for at kunne blive ved med det uden at blive tynget af skam og skyld, er vi nødt til at lukke af for erkendelsen. Som mennesker er vi født med en helt naturlig skamfølelse, når vi ved, at vi skader andre. Den er medfødt og en del af vores moral og etik. Og når vi får viden om klimaforandringerne og den adfærd, der forværrer dem, kan vi kun fortsætte, hvis vi undlader at italesætte det kulturelt."

Her peger Susi Rasmussen på, at vi som mennesker aktivt undgår at konfrontere den viden, der skaber ubehag. I praksis betyder det, at klimaproblemerne sjældent bliver en del af vores fælles samtaler i hverdagen. Ved ikke at tale åbent om dem og dermed ikke gøre dem til et fælles socialt anliggende bliver det lettere at opretholde vaner, der ellers ville skabe skyld og skam.

Og når man som klimabekymret sidder ved det bord og ikke kan sige det, man tænker, opstår der en dobbelt skam. En skam indadtil over at være en del af en kultur, der forværrer krisen, og en skam udadtil, hvis man siger noget, der ødelægger stemningen. Men det er præcis i erkendelsen af den, i det at turde sætte ord på frygten for fremtiden og sorgen over verden, at noget kan begynde at forskyde sig – også i de nære relationer.

"Jeg tror, vi mangler samtalen om, hvad klimaforandringerne betyder i vores relationer. Hvor svært det er at være en del af den snak, man plejer at have, når man mærker klimaubehaget helt inde i hjertekulen," siger Susi Rasmussen.

Håbet begynder i virkeligheden

Måske kender du det, Susi Rasmussen beskriver: at lade være med at sige noget for ikke at skabe en dårlig stemning. Men måske er det netop det, der skal til, for at noget kan begynde at forandre sig.

Alfred Sköld er lektor i almenpsykologi ved Aalborg Universitet, hvor han blandt andet har skrevet ph.d. om sorg og forsket i lykke. Siden har han vendt blikket mod klimakrisen og fulgt unge aktivister i Den Grønne Ungdomsbevægelse for at forstå håbets rolle, når fremtiden føles truet.

I sin begrebsliggørelse af håbet kobler han det til virkeligheden:

"Hvis håb ikke skal være naiv tro eller optimisme, så starter det i en konfrontation med virkeligheden. Håbet tager på sig, at verden er på en særlig måde. Hvis man skal have håb, så skal det være håb om den verden, vi lever i," siger han og tilføjer:

"Uden håb er det umuligt at leve i verden. Håb er en betingelse for liv og handling."

Det gælder både i de store valg i livet og i de små ting i hverdagen.

I bogen Det håbende dyr citerer Alfred Sköld og Kresten Lundsgaard-Leth den danske digter Søren Ulrik Thomsen for at sige:

"Så længe man stiller mælken tilbage i køleskabet, så den kan holde sig frisk til i morgen, har man da et håb om fremtiden."

Håb på trods

Men hvad sker der, når forudsætningen for at handle bliver usikker – når håbet om en fremtid vakler? Det er præcis den situation klimakrisen sætter mange i.

Alfred Sköld fortæller, at den sorg, mange bærer over klimakrisen, ikke er et problem, der skal løses, men tæt forbundet med håbet.

"Håb og sorg er ikke to forskellige ting. De står på den samme side i kampen mod fortvivlelsen."

For hvor sorg og håb er måder at reagere på det, der sker omkring os, er fortvivlelse det øjeblik, hvor man ikke længere kan se en mening med noget af det. Sorgen er beviset på, at noget betyder noget. Og det er derfra, håbet kan vokse.

Med henvisning til Søren Kierkegaard, forklarer Alfred Sköld, at "håb er spændingen mellem nødvendighed og mulighed, mellem det, der er, og det, der kunne være."

Netop derfor afviser han også den enten-eller-tænkning, der ellers præger meget af klimadebatten. Forestillingen om, at enten redder vi verden fuldstændigt, eller også er alt tabt.

"Det er som om, man har taget patent på fremtiden. Dommedagsforestillinger optræder, som om man med sikkerhed ved, at intet godt længere kan ske. Men fremtiden er jo aldrig afgjort. Vi lever ikke og har aldrig levet i den eneste af alle mulige verdener. Det kan altid være anderledes."

Klimakrisen er særlig, fordi den ikke ligner en afgrænset krise med en tydelig slutning. Den har ingen udløbsdato. Det gør spørgsmålet om håb anderledes og mere presserende.

"Derfor er håb til enhver tid relevant. Fordi det handler om, hvordan man lever i sådan en verden. På trods af den sorg og lidelse, så lever vi videre. Og der findes en fremtid, som skal leves, og det kan vi gøre mere eller mindre godt."

Svært at bære håbet alene

Håbet er heller ikke kun noget, der befinder sig inde i den enkelte. Alfred Skölds forskning med unge klimaaktivister i Den Grønne Ungdomsbevægelse viser noget vigtigt: At det er i mødet med andre, der bærer den samme sorg over klimakrisen, at omsorgen opstår. Og derfra vokser håbet. Han uddyber:

"Håb er ikke bare noget, som er inde i den enkeltes hoved, men også noget, der findes ude i verden mellem os mennesker. Det er svært at bære håbet alene."

For det, der vækkede håbet hos de unge aktivister, han fulgte, var ikke politiske strategier eller teknologiske løsninger.

"Det, der vækkede håbet hos de her unge mennesker, var omsorg. Omsorgsfulde relationer. Og at de håbede på en verden, der var endnu mere omsorgsfuld."

Når klimaubehaget banker på

Sorg, omsorg og håb er altså ikke modsætninger. De hænger tæt sammen. Men hvad sker der, når uroen over klimakrisen banker på døren til terapirummet? Hvad gør man som psykoterapeut, når nogen kommer ind med det, der ligner klimaangst?

Det første er at kende forskellen på klimaangst og -ubehag, pointerer Susi Rasmussen, der for nogle år siden besluttede sig for at bruge sine terapeutiske kompetencer på at hjælpe mennesker med klimaubehag. I den forbindelse fortæller hun, at der sjældent er tale om egentlig angst.

"Angst er som regel irrationel. Man kan være bange for edderkopper, selv om der ikke er nogen farlige edderkopper i Danmark. Men klimaforandringerne er ikke irrationelle. Vores frygt er ikke irrationel. Derfor er det forkert at kalde det klimaangst. Det er ubehag,” understreger Susi Rasmussen.

Behandler man klimaubehag som irrationelle angstsymptomer, møder man ikke klienterne der, hvor de er.

The Climate Psychology Alliance peger på det samme: inddrager man klimavidenskaben, er reaktionen ikke irrationel, men særdeles rationel (Climate Psychology Alliance). Klimaubehag skal ikke behandles væk. Det skal mødes, valideres og arbejdes med.

Men før ubehaget kan blive konstruktivt, altså noget man handler på, skal klienten kunne sige det højt. Susi Rasmussen har et konkret udgangspunkt for, hvordan hun griber det an rent terapeutisk:

"Vi kan altid tale om os selv. Vi kan fortælle, hvordan det påvirker os selv at have viden om klimaforandringer. På den måde peger vi ikke fingre, men siger bare noget om, hvad vi er optaget af. Og så kan modparten sige noget andet, og man kan være nysgerrig og spørge: ’Hvordan lever det inde i dig?’ ’Når du tager afsted til Japan, mærker du så noget?’."

Og når klienten har fået sprog for det, kan psykoterapeuten hjælpe med at oversætte ubehaget til handling.

"Noget af det fede ved klimakampen er, at der er brug for alle. Uanset hvad du kan bidrage med, er det nyttigt. Om det er omsorg for andre, sociale medier, syning eller snedkerarbejde," siger Susi Rasmussen.

Klimaubehaget indefra

Esther Michelsen Kjeldahl kender til det klimaubehag, som Susi Rasmussen beskriver. Hun er filosof og medstifter af Den Grønne Ungdomsbevægelse og Fossilfri Fremtid. Hun blev optaget af klimakrisen, da hun var tolv år og så Al Gores dokumentar An Inconvenient Truth i 6. klasse.

"Det, der ramte mig, var oplevelsen af, at det her er fuldstændig ude af kontrol. Forbrændingsmotorer i alle biler, i alle fly, overalt, som konstant brænder benzin og olie af," fortæller hun.

Siden har klimaubehaget fulgt hende. Særligt om natten, hvor klimascenarierne melder sig, inden hun falder i søvn.

"Jeg får tanker om oversvømmelser, is der smelter, tanker om al den olie og gas, der brændes af hvert sekund, uden at jeg rigtig kan holde tankerne nede," siger hun og fortsætter:

 "Og midt i hverdagen, mens jeg hænger ud med mine venner, løser opgaver, skriver mails, så bliver jeg pludselig mindet om klimakrisen. Det er som en forskrækkelse."

For Esther Michelsen Kjeldahl vækker klimakrisen en sorg, der er svær at sætte ord på. Særligt når hun tænker på de arter og økosystemer, der forsvinder i kølvandet.

"Jeg tænker meget tit på alle de dyr, der lever i havet, mens Atlanterhavet er ramt af vedvarende hedebølger. Der er al den her stille lidelse, og der er ikke nogen, der har forklaret dem hvorfor," siger hun.

En af de måder, hun håndterer sorgen på, er ved at tale om den, selv når det er svært.

"Det hjælper meget at sætte ord på sorgen og fortælle det til min partner eller venner og anerkende, at den er der," fortæller hun.

Den oplevelse af at bære klimasorgen alene var også det, der drev hende akademisk, da hun skrev sin bacheloropgave i filosofi, hvor hun undersøgte et spørgsmål, der havde plaget hende længe: Hvorfor handler så få af os moderne mennesker på klimakrisen, når den er så alvorlig?

I sin undersøgelse stødte hun på noget overraskende: vi undervurderer systematisk, hvor mange, der bekymrer sig om klimaet, og overvurderer i høj grad, hvor mange der er ligeglade. Mange bærer klimasorgen i stilhed, overbeviste om at de er alene om den.

"Der er jo helt vildt mange mennesker derude, der går og er bekymrede. Dem må vi finde, og vi må mødes," siger hun.

Den erkendelse blev startskuddet til Den Grønne Ungdomsbevægelse og senere Fossilfri Fremtid. Og fællesskabet har siden vist sig at være meget mere end aktivisme for Esther Michelsen Kjeldahl. Det har formet hele hendes liv, hvem hun omgås, hvordan hun bor, hvad hun bruger sin tid på.

"Bare det her med at være omgivet af folk, der tager situationen alvorligt og gerne vil handle på den, det er sindssygt inspirerende og motiverende. Vi behøver ikke diskutere præmissen for, om klimakrisen er alvorlig. Vi snakker om forandringsteori, strategier og udvikling," fortæller hun.

Da hun fik barn blev aktivismen sat på pause. Men hun opsøgte hjælp og tilmeldte sig et gruppeterapeutisk forløb for forældre til børn i klimakrisen, arrangeret af Klimapsykologisk Ungdomsforening – et rum hvor forældre med den samme sorg kan mødes og tale om den.

"Jeg var meget hjemme med min søn, og min klimasorg var blevet meget kraftigere, fordi jeg ikke havde min aktivisme," fortæller hun og tilføjer:

 "Det hjalp rigtig, rigtig meget at have det terapeutiske rum, at sætte ord på tingene og spejle os i hinanden."

Fra ensomhed til fællesskab

Susi Rasmussen har selv erfaret forskellen på at stå alene med klimabekymringerne og på at dele dem med andre. Efter år i sofaen og forsøg på at bære klimaet alene var det først, da hun fandt fællesskaber, at noget ændrede sig. Den første gang hun sad i Grønne Nabofællesskaber i Lyngby Kommune, omgivet af mennesker, der havde det ligesom hende.

"Kæft, hvor var det en fed følelse. Det var nærmest som at komme hjem."

Hun anbefaler de af sine klienter der har klimaubehag at opsøge klimaorganisationer og -bevægelser. For ubehaget bliver ikke mindre af at sidde alene med det. Det bliver mindre, når man bærer det sammen med andre.

"Det er stadigvæk meget ensomt at blive ramt af klimaubehag. Man kommer ud af sin apati og magtesløshed, når man står sammen," siger hun.

Esther Michelsen Kjeldahl har et budskab til dem, der sidder alene med klimaubehag:

"Du kan gå og tænke: er der noget galt med mig? Men det er der virkelig ikke. Det er en meget naturlig reaktion på den voldsomme krise, vi lever i. Du skal faktisk være stolt, for det betyder, at du har et hjerte, der banker. Du har empati, og du er forbundet til verden," siger hun og kommer med en opfordring:

 "Find et fællesskab. Uanset hvad det er for et fællesskab, der virker for dig - find det og vær en del af det."

Dette er et uddrag - Læs den fulde version i Tidsskrift for Psykoterapi nr. 2.

I artiklen møder du:

• Susi Rasmussen, som er psykoterapeut MPF med speciale i klima-, par- og familieterapi.
  

• Alfred Sköld, som er cand.mag. i filosofi, cand.psych. og ph.d. Han er lektor i almenpsykologi ved Aalborg Universitet, hvor han forsker i eksistentielle fænomener som sorg, håb og lykke.
  

• Esther Michelsen Kjeldahl, som er filosof, klimaaktivist og medstifter af Den Grønne Ungdomsbevægelse og Fossilfri Fremtid.