Michael hører det, patienterne ikke siger

Af journalist Mikkel Kamp

I artiklen møder du:
Michael P. Kragh, der er uddannet socialpædagog og psykoterapeut MPF (2019) og har arbejdet i psykiatrien siden 2007.

Nøglekortet bliver holdt op foran en lille scanner på døren, inden psykoterapeut MPF Michael P. Kragh kan træde ind på Sengeafsnit 6 på Psykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Som det første tager han sin overfaldsalarm ud af et skab. Den ligner til forveksling en mobiltelefon, og han monterer den i den ene bukselomme, hvor den diskret finder sin plads.

Alarmen sidder altid i samme lomme, så han ved, hvor den er. Den er en vigtig del af ’uniformen’ på afdelingen, selvom han sjældent har brug for at trykke på den, når han er på denne del af den psykiatriske afdeling.

Michael P. Kragh er med sin dobbeltfaglighed som socialpædagog og psykoterapeut klædt godt på til at hjælpe de patienter, der primært kæmper med spiseforstyrrelser, men også de patienter, der har diagnoser som angst, PTSD eller som lider af psykoser eller kæmper med et misbrug.

De fleste patienter er voksne og er indlagt i to til fire måneder. Michael P. Kragh taler med dem både i terapeutiske samtaler og i mere hverdagslignende situationer hen over et spil kort, eller mens de snakker om musik eller spiller backgammon.

“Jeg interesserer mig for, hvad der ligger bag det, patienten siger. Det kræver erfaring at kunne kigge bagom og at høre det, der ikke bliver sagt,” fortæller Michael P. Kragh, som blev uddannet psykoterapeut i 2019 og har næsten 20 års erfaring inden for psykiatrien.

Guidet til at spise

En af de faste rutiner på Sengeafsnit 6 er, at patienterne spiser morgenmad klokken 8.10 i afdelingens spisestue.

For nogle af patienterne med spiseforstyrrelser kræver det, at de bliver guidet, så de for hver mundfuld får at vide, at nu skal de sætte skeen ned i yoghurten, tage den op til munden og synke maden. Det kan være handlinger, som er forbundet med angst og derfor i sagens natur kan være svære, fortæller Michael P. Kragh:

”Så handler det for mig om at være meget nærværende og eksempelvis guide dem til at trække vejret dybt, roligt og måske sige, at de skal tænke, at hver gang de puster ud, er det ubehaget og angsten, de puster ud. Så kan de nogle gange slappe af og følge min guidning til at spise.”

Efter morgenmaden skal patienterne være i opholdsrummet i en time. Her kan de snakke, se tv eller spille spil som Partners, Codenames og Alias, som lige nu ligger på en hylde.

”Det vigtigste formål med at være sammen efter morgenmaden er, at maden skal have tid til at blive optaget i kroppen, og at den ikke bliver forbrændt af motion eller når at forlade kroppen igen, fordi den bliver kastet op, inden den bliver optaget i kroppen,” fortæller han.

Fokus på livet uden for psykiatrien

Michael P. Kragh gennemfører samtaler med patienterne både alene og i samarbejde med læger og psykologer. Men som psykoterapeut har han en lidt anden tilgang til patienterne, end psykologerne har.

“Lægernes og psykologernes samtaler kredser primært om at få patienten til at følge den egentlige behandlingsplan. Med min psykoterapeutiske tilgang har jeg mulighed for at flytte patientens fokus til livet udenfor hospitalet og sygdommen,” siger han og uddyber:

”I samtalerne forsøger jeg at øge patienternes selvindsigt, blandt andet ved at skabe en mere klar sygdomserkendelse hos dem. Samtidig støtter jeg dem i ønsket om et bedre, mere værdifuldt og nemmere liv, hvor sygdom fylder mindre, og hvor mestring af eget liv kommer i fokus.”

Samtalerne er vigtige, fordi alle ingredienserne i det, de fleste af os betragter som et normalt liv, ofte ryger i glemmebogen, når man er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Men det liv bringer Michael P. Kragh på banen ved at spørge patienterne, om de kan huske, hvornår de sidst tog på stranden, i biografen eller på café – hvor de faktisk kunne gøre noget. Alt det, som sygdommen sætter en stopper for.

“Det kan være med til at bygge bro til det, de gerne vil i fremtiden. Give dem modet til at arbejde med det, som er vildt angstprovokerende. Hvis de gør det, kan de måske komme til at genoptage nogle af deres gamle interesser,” siger Michael P. Kragh og tilføjer:

“Det er en måde at åbne for svære samtaler om, at sygdommen er for styrende, og hvad patienten gerne vil have til at fylde mere, hvis sygdommen kommer til at fylde mindre.”

Det, der virker

Hver onsdag bevæger Michael P. Kragh sig sammen med en specialpsykolog og en gruppe på mellem seks og ti patienter ud fra sengeafsnittet, gennem de lyserøde fællesarealer og hen til et lokale, hvor patienterne skal i gruppeterapi i halvanden time.

“Vi går ud af afdelingen for at skabe en anderledes ramme for samtalen,” forklarer han.

I selve samtalerne får patienterne støtte til at bringe emner på banen, som fylder for dem:

“De kan fortælle om livet i deres familie, deres uddannelse eller om jobbet, som meget ofte er ødelagt af spiseforstyrrelsen. De kan spejle sig i hinanden, lytte til hinanden og lære af andres erfaringer,” siger han og understreger, at han og de øvrige behandlere er meget opmærksomme på, at der er en positiv og konstruktiv proces i gruppeterapien, så patienter ikke bliver inspireret af andre patienter til at gøre yderligere skade på sig selv.

Med sin dobbeltfaglighed som både psykoterapeut og socialpædagog har Michael P. Kragh en bred palet af faglige tilgange til samtaler med patienterne. Han møder altid patienterne med en mentaliseringsbaseret tilgang, men ellers kan det variere.

“Jeg havde engang en underviser, som sagde, at den bedste metode er DDV. Det står for ’Det, der virker.’ Og hvad der virker, er individuelt, for mennesker er forskellige. De er ikke deres diagnose,” siger han.

Der er dog det fællestræk for samtalerne, at han som terapeut ofte trækker sig selv ud af samtalen og lader patienten få plads og rum. Andre gange tager han afsæt i sig selv i samtalen for at vise, at patienterne på samme måde trygt kan dele det, der er svært for dem:

“Jeg kan for eksempel sige, at jeg nogle gange har lyst til at undgå at tale om noget, fordi det er svært. Det kan være en måde at få hul på en snak om, at patienterne også har en undgåelsesadfærd, som holder dem fast i sygdommen.”

Den, man kender, slår man ikke

På væggen på gangen hænger et stort danmarkskort med laminerede stykker papir med et foto og en beskrivelse af hver enkelt medarbejder.

De er placeret der på kortet, hvor medarbejderen er vokset op. Michael P. Kraghs hænger ved Vordingborg, og man kan blandt andet læse, at han har sejlet halvvejs rundt om jorden, er glad for heste og har redet på konkurrenceplan, kan lide musik og også en god historie.

Danmarkskortet er en del af mange tiltag efter den engelske model ’Safewards’, som handler om at håndtere konflikter og forebygge vold og tvang ved at opbygge relationer.

“Tanken er grundlæggende, at den, man kender, slår man ikke. Ved patienterne, hvem jeg er, har de ikke lyst til at slå mig,” fortæller han.

På Sengeafsnit 6 er der dog sjældent optræk til vold. Alligevel er alarmen, han bærer i lommen, ofte aktiv.

Der er flere forskellige psykiatriske afdelinger under samme tag, og medarbejdere fra de forskellige afdelinger indgår i en alarmordning, hvor de kan blive tilkaldt, hvis der på en anden afdeling akut er brug for ekstra hænder. På nogle arbejdsdage sker det ikke, mens det på andre kan ske syv-otte gange.

“Så løber vi til afdelingen, får hurtigt at vide, hvad der er på spil i situationen, og så håndterer vi den. Ofte er det en patient, der er blevet frustreret over noget, som vedkommende reagerer på.”

I de fleste tilfælde er det tilstrækkeligt, at måske seks medarbejdere er troppet op til ’nabohjælp’, og at personalet, herunder Michael P. Kragh, er uddannet i at deeskalere konflikter.

“Så får vi talt patienten ud af det. Men det sker også, at vi er nødt til at bruge skånsom tvang,” fortæller han og tilføjer, at han og det øvrige personale i dagene efter en ophedet episode arbejder på at genetablere relationen til patienten, så de kan mødes i en almindelig afslappet situation, hvor følelserne er under kontrol.

Jeg er okay nu

Michael P. Kragh har tidligere arbejdet i ungdomspsykiatrien, og nogle af de patienter er i dag på afsnit 6 som voksne. Det er altså patienter, som han mødte første gang for over et årti siden. I en verden med mange genindlæggelser kunne man tro, at det var svært at få øje på succeserne. Men det er det ikke, fortæller han og bliver tydeligt berørt af emnet.

En succes for ham er blandt andet, når en patient har været oprevet, og de får talt vedkommende til ro igen.

Han optegner flere succeshistorier fra sit arbejde med de psykiatriske patienter:

For eksempel da han en aften stod ved et busstoppested og ventede på linje 6A, og en ung mand kom hen til ham.

“Han spurgte: ’Kan du huske mig?’ Der var måske gået otte år, og han havde fået skæg i mellemtiden, og han ville bare lige fortælle mig, at han har det okay nu og går på universitetet.”

Andre gange oplever Michael P. Kragh det, når han går en tur i Aarhus og møder en, som har været indlagt:

“Vi har tavshedspligt og må ikke henvende os til tidligere patienter, men hvis vi får øjenkontakt, indikerer jeg lige ved et kort blik, at jeg genkender dem. De ved, at jeg ser dem.”  

Dette er en onlineversion af en artikel fra Tidsskrift for Psykoterapi nr. 2 2026, tema: Håb.

Kontakt og abonnement.