Mennesker er resonansvæsner

Af Anton Brix og Mathilde Weirsøe

“Hvis du vil måle resonans hos mennesker – så kig på øjnene. Gnisten i menneskers øjne er en indikator for resonans.”

Ordene kommer fra professor i sociologi Hartmut Rosa, der taler både passioneret og ihærdigt gennem Zoom-forbindelsen fra Friedrich Schiller Universitetet i den tyske by Jena.

Med sin teori om resonans vender Hartmut Rosa op og ned på forestillingen om det gode liv og foreslår et alternativ til lykkemaksimering og jagten på konstant velbehag. Det gør han ved at flytte fokus fra, hvad livet indeholder, til hvordan vi står i relation til det.

Rosa lancerer resonans som et relationelt begreb. Resonans beskriver en gensidig berøring. Ikke i en følelsesmæssig, men i en relationel forstand. Derfor behøver indholdet af det, der kalder på din opmærksomhed, hverken være positivt eller negativt. Og på den måde kan man også resonere med erfaringer præget af sorg, tab eller uro. Det er netop det, Hartmut Rosa indfanger, når han skriver at: ”Resonans gør triste film smukke” (Rosa, 2021).

Samtidig understreger han, at resonans ikke er en følelse. Det er en relationsform. Det starter med, at man lytter:

”Resonans er kunsten at lytte og svare i stedet for at dominere og kontrollere. Den proces vil ikke gøre dig fuldstændig anderledes, men den vil udvide din opmærksomhed, så du er åben for nye ting – åben for det, der kalder på din opmærksomhed,” siger han.

Resonans er altså ikke blot et socialt fænomen. Den udgør en levende måde at være i relation til verden på og kan for eksempel både opstå mellem mennesker, men også i forholdet til genstande, musik, fordybelse i arbejdet – eller i mødet med naturen, kunsten og livets store spørgsmål.

 

Fanget i hamsterhjulet

Når Hartmut Rosas resonansteori vækker så meget genklang, så er det fordi, han rammer noget centralt i tiden. Teorien kommer som svar på den fremmedgørelse, mange oplever i en verden, der hastigt accelererer, men ikke nødvendigvis giver mere mening.

Han forklarer da også menneskers stress og udbrændthed med afsæt i sin resonansteori:

“Jeg ser utroligt mange tilfælde af udbrændthed og depression, især blandt unge, relateret til stress og angst. Stress og udbrændthed er tydelige tegn på fravær af resonans. Du er ikke længere i stand til at blive kaldt på af noget. Intet berører dig. Du kan høre og registrere din yndlingsmusik, men du relaterer ikke til den.”

Ifølge Hartmut Rosa skyldes det ikke manglende vilje eller personlig indsats, men de samfundsmæssige vilkår, vi lever under. At vi som moderne mennesker, er fanget i en konstant følelse af tidsknaphed, fordi vi må løbe stærkt for bare at følge med:

“Acceleration forhindrer os i at være resonante. Permanent øget produktivitet og fokus på profit underminerer samfundets evne til at være i resonans. Så kollektivt er vi nødt til på en eller anden måde at komme ud af dette permanente krav om øget produktivitet, som især er drevet af den teknologiske udvikling.”

Mange oplever derfor at løbe stadig hurtigere i hamsterhjulet uden for alvor at komme nogen vegne, hvilket Hartmut Rosa problematiserer:

“At blive mere produktiv løser ikke accelerationsproblemet. Jeg bruger nogle gange dette eksempel for at forklare det: Folk ser en udendørs koncert. De fleste kan ikke se scenen. Hvad gør folk? De stiller sig på tæer. Det øger produktiviteten – du optimerer koncertens output for dig selv i et stykke tid.

Problemet er, at efter noget tid vil alle andre også stå på tæer. Til sidst er der intet forbedret. I står alle på tæer. Ingen har et bedre udsyn. Og det er meget mere ubehageligt for jer alle. Nogle vil finde måder at strække sig endnu længere på, men det er endnu mere ubehageligt. Det er logikken bag øget produktivitet.”

Resonans rammer her direkte ind i senmodernitetens akilleshæl: Forestillingen om, at verden kan gøres fuldt kontrollerbar. Men jo mere vi prøver at få styr på det hele, desto hurtigere må vi løbe. Vi stræber efter total kontrol over en verden, der netop kendetegnes ved altid at undslippe den.

Når det uforudsigelige svarer igen

Problemet er imidlertid, at man ikke bare kan fortælle folk, at de skal resonere med nogen eller noget, fordi det nu engang ville være godt for dem.

Som Rosa formulerer det:

“Du kan ikke konstruere resonans. Du kan ikke gøre resonans tilgængelig eller kontrollerbar.”

Han uddyber:

”Resonans kræver afkald på kontrol over modparten og processen i mødet, men samtidig også en tiltro til evnen til at kunne nå den anden side og tilvejebringe en responsiv kontakt.”

Resonans befinder sig således i spændingsfeltet mellem det, vi kan række ud efter, og det, der måske svarer tilbage med sin egen stemme – som noget opnåeligt uden at være kontrollerbart – en mulighed uden garanti.

Det er i det uforudsigelige, vi kan blive berørt, udfordret og forandret. Resonans opstår altså ikke, når kontrollen forsvinder, men når den slipper sit greb nok til, at noget uforudsigeligt kan svare igen.

Resonans forudsætter risikovillighed

Resonans passer på mange måder dårligt ind i en tid, der vil måle, styre og optimere alting. Den kan hverken presses ind i et regneark eller bruges som redskab. Denne erfaring sætter sig ikke kun strukturelt i moderniteten, men også som noget eksistentielt hos den enkelte.

Når unge for eksempel forstår livet gennem en instrumentel rationalitet – som noget, der konstant skal håndteres, optimeres og sikres – bliver usikkerhed ikke en mulighed, men en trussel.

I det lys peger Hartmut Rosa på, at betingelserne for resonans, særligt for unge, er under pres:

“Det, der mangler hos mange unge mennesker, er en grundlæggende tillid og livslyst. En glæde ved at bevæge sig ud i verden.”

Når denne grundlæggende tillid til livet er lav, mister de også modet til at indgå i relationer, der ikke kan kontrolleres, forklarer han:

”Resonans forudsætter en vis grad af risikovillighed. Der er en tendens i vores moderne samfund til at forsøge at kontrollere alt. I stedet siger jeg: Start med tillid. Du løber en risiko ved at opgive kontrol, men omvendt kan du ende med noget fantastisk, hvis du sætter dig selv og andre fri. For mennesker er resonansvæsener.”

Når terapien lykkes

Frihed, tillid og mening er også nøglebegreber i psykoterapien, fortæller leder af Videnscenter for Psykoterapi Ulrik Houlind Rasmussen, der udover at være ph.d. i filosofi også er psykoterapeut MPF.

Han ser resonans som en samlebetegnelse for terapeutiske ’vellykkethedsbetingelser’, som går på tværs af forskellige terapiretninger. Her handler det ikke nødvendigvis om, hvad det konkrete terapiforløb indeholder, men snarere om hvordan klienten relaterer sig til det.

”Vellykket psykoterapi handler ikke bare om metoder, skabeloner, spørge- og lytteteknikker. Den rækker ud over det. Det handler om en grundlæggende tillid til, at tingene kan resonere, hvis vi som terapeuter er åbne, hvis vi er opmærksomme og modtagelige for rummets svingninger,” forklarer Ulrik Houlind Rasmussen og pointerer, at for meget kontrol fra psykoterapeutens side kan spænde ben for den vellykkede terapi,

”Man kan ikke instrumentalisere resonans i terapien. Resonans har med åbenhed og tilladelse at gøre. Som psykoterapeut handler arbejdet derfor om at holde et relationelt rum åbent, hvori resonans kan få lov at opstå.”

Terapi i den konstruktive mellemzone

Det er nemlig, pointerer Ulrik Houlind Rasmussen, psykoterapeutens rolle at facilitere resonans ved at give den de bedste betingelser i terapien. Det handler blandt andet om at være ydmyg i forhold til, hvad der skal ske, og hvor vi skal hen med terapien.

”Jeg tror, det afgørende er ikke at blive for direktiv, men heller ikke at forsvinde i direktionsløshed. Der handler om at finde et balancepunkt: En konstruktiv mellemzone, hvor man tillader noget betydningsfuldt at opstå,” siger Ulrik Houlind Rasmussen og fortsætter:

”Resonans i det terapeutiske rum er også en metafor for kontakt. Terapien skal vække genklang hos både klient og terapeut og skabe forbindelse. Det skal give mening for klienten at gå i terapi hos den pågældende terapeut, men det skal også give mening for terapeuten at have klienten i terapi. Man skal som psykoterapeut kunne arbejde og samarbejde med klienten om noget levende og betydningsfuldt.”

Resonans er altså gensidig. Det skyldes, at den stiller krav om en form for responsivitet, pointerer Ulrik Houlind Rasmussen, der også ser autenticitet og præstationsfravær som en forudsætning for, at resonans kan opstå i terapien.

Han fremhæver, at vellykket psykoterapi ikke handler om at optimere eller forbedre klienten ud fra et ideal, men om at skabe et rum for selvaccept og kontakt.

”Når terapien ikke bliver noget, der skal leveres eller lykkes på en bestemt måde, kan resonansen opstå. Dette kræver et vist ’anstrengelsesfravær’ – ikke i betydningen passivitet, men som fravær af et præstationspres,” siger han.

Psykoterapi kan åbne resonansblokader

Psykoterapi kan ofte handle om at finde tilbage til den resonansåbenhed, som man måske har mistet i voksenlivet, hvor man er blevet ’offer’ for accelerationssamfundets tempo og præstationskrav – og som følge deraf føler sig fremmedgjort, fortæller Ulrik Houlind Rasmussen:

”Psykoterapien kan løsne resonansblokader og hjælpe mennesker til at genetablere forbindelsen til sig selv. Samtidig skærper den opmærksomheden på de resonansmuligheder, der allerede findes i deres liv, og som kan give genklang – noget, der måske hele tiden har været der, men som de overser i hverdagens hamsterhjul.”

Resonansblokader kan imidlertid opstå både hos klienten og hos psykoterapeuten selv, pointerer han og uddyber:

”Terapeuten skal være opmærksom på resonansblokader hos klienten, men i høj grad også hos sig selv. For eksempel om man som psykoterapeut bliver for overstyret mod et særligt, forudbestemt mål for terapien, eller at terapien bliver for instrumentel eller modelstyret. Det kan gå ud over resonansmulighederne i terapirummet.”

Psykoterapi hjælper på den måde mennesker til at blive mere resonansåbne. Hvis vi er stressede, så er det vanskeligt for os at gøre os åbne over for livet, for verden og for andre mennesker. Men hvordan kan man som psykoterapeut hjælpe klienten med at blive mere resonansåben?

Her peger Ulrik Houlind Rasmussen på, at flere forskellige terapeutiske tilgange har deres egne forskellige måder at tilgå en resonansblokade på:

”Klientens måde at tale på og terapeutens brug af stemmen kan medvirke til at åbne eller lukke for resonans. Det, klienten fortæller om sig selv, hvordan de taler til sig selv og den stemme, de mødes af, flettes sammen i den terapeutiske proces. Stemmen er så at sige med til at stemme stemningen.”

Vi kan også bruge kropsterapi, for eksempel rystelser og bevægelse til at åbne resonansakserne, fortæller Ulrik Houlind Rasmussen.

”Hvis man betragter kroppen som et resonansorgan, så kan man bringe den i svingninger – i rytmik. Herved opstår en ro, og nervesystemet afspændes. Det skaber en åbenhed for, at man kan genetablere en pulserende og livfuld kontakt til verden gennem vibrerende resonanstråde.”

Resonans som håb – ikke som kur

Resonans er ikke en metode, man kan tage frem af værktøjskassen og heller ikke en garanti for, at psykoterapi virker. Den er snarere et håb om, at noget kan begynde at bevæge sig, selv dér hvor alt har stået stille.

Netop derfor udgør resonans også en stille kritik af en tid, der vil have hurtige løsninger, sikre teknikker og målbare resultater. For det, der virkelig forandrer os, kan sjældent planlægges, pointerer Ulrik Houlind Rasmussen:

”I det perspektiv, bliver resonans et billede på psykoterapiens vellykkethedsbetingelser. Ikke som en garanti for et bedre liv, men som et rum, hvori forandring kan finde sted. Og måske er det netop her, terapien begynder. Ikke som en kur mod mistrivsel, men som et håb for forandring i sin søgen efter et mere meningsfuldt liv.”

Dette er et uddrag - Læs den fulde version i Tidsskrift for Psykoterapi

Kontakt og abonnement.