Medlemsnyt
20. marts 2024
Line Reif skal fremover sikre psykoterapeuter MPF en stemme i Din Sundhedsfaglige A-kasse
I alt er syv forskellige faggrupper netop nu i kampvalg om de i alt 70 delegeret-pladser hos Din Sundhedsfaglige A-kasse – et valg, der slutter den 27. marts. Line Reif stillede op som den eneste kandidat blandt medlemmerne af Dansk Psykoterapeutforening, og derfor er hun blevet valgt ind uden kampvalg.
Foruden psykoterapeuter MPF er de delegerede medlemsrepræsentanter for seks andre faggrupper, herunder bl.a. sygeplejersker, fysioterapeuter og jordemødre. Alle syv faggrupper er sikret politisk repræsentation i delegeretforsamlingen, og antallet af pladser er fordelt ud fra medlemstal.
Jeg er meget glad for at blive delegeret i Din Sundhedsfaglige A-kasse og dermed repræsentere min faggruppe. Jeg ser frem til at være en stemme for vores medlemmer og arbejde for deres bedste interesser. Det er en opgave, jeg påtager mig med stolthed og engagement. Man er meget velkommen til at kontakte mig, hvis man har input, som jeg skal tage med videre i a-kassen
- siger Line Reif
Delegeretforsamlingen er Din Sundhedsfaglige A-kasses øverste myndighed. 70 delegerede har medindflydelse på de overordnede beslutninger, herunder bl.a. valg af hovedbestyrelsen og fastsættelse af kontingent og mødes én gang hvert andet år.
Herudover vil de delegerede have mulighed for at være talerør for kolleger og bidrage med konstruktive input til udviklingen af Din Sundhedsfaglige A-kasse.
De delegerede bliver valgt for en 4-årig periode og mødes én gang hvert andet år - første gang 20. november 2024 til delegeretmøde.