Politik

05. november 2025

Dansk Psykoterapeutforeningen bidrager til nye anbefalinger om fremtidens sundhed

En ny rapport fra Forebyggelsesalliancen for fremtidens sundhed viser, at Danmark står over for en markant sundhedskløft i de kommende år. I rapporten bidrager Dansk Psykoterapeutforening med anbefalinger til, hvordan mistrivsel bør forebygges.

Uligheden i levealder og mental sundhed vokser, og stress forventes at ramme over halvdelen af borgerne i landets største byer allerede i 2035. Det viser nye fremskrivninger i en rapport fra Forebyggelsesalliancen for fremtidens sundhed.

Rapporten, der har fået navnet "Får danskerne et bedre og sundere liv?", peger på behovet for en langt stærkere forebyggelsesindsats – både nationalt og kommunalt.

Som medlem af Forebyggelsesalliancen har Dansk Psykoterapeutforening bidraget til rapportens anbefalinger med et konkret forslag til, hvordan kommunerne kan styrke den mentale trivsel lokalt: etableringen af en kommunal trivsel- og samtaleperson.

 

Samtalen som lavtærskelindsats

Dansk Psykoterapeutforening peger på, at mistrivsel blandt børn, unge og voksne kræver tidlige, let tilgængelige og tillidsfulde indsatser. Samtalen er et dokumenteret, effektivt og billigt redskab, der kan forebygge psykiske problemer, styrke vores mentale sundhed og mindske behovet for senere og mere indgribende forløb.

Foreningen foreslår, at alle kommuner indfører en ordning, hvor der på skoler, ungdomsuddannelser og relevante kommunale arbejdspladser findes en uddannet trivsel- og samtaleperson – fx med baggrund i psykoterapi, pædagogik eller socialrådgivning. Denne person skal have tid og kompetencer til at tage imod henvendelser uden ventetid og kunne hjælpe borgere, elever eller medarbejdere med både samtale og eventuel viderehenvisning.

Ordningen kan bygge videre på de erfaringer, som flere kommuner allerede har gjort med mentale sundhedscoaches og trivselsvejledere, men udvides og forankres systematisk på tværs af kommunens institutioner.

 

Forebyggelse skal tænkes lokalt og menneskeligt

Med rapporten ønsker Forebyggelsesalliancen at inspirere kommuner og politikere til at sætte forebyggelse højt på dagsordenen – ikke mindst i lyset af det kommende kommunalvalg.

Dansk Psykoterapeutforenings bidrag understreger, at mental sundhed er en forudsætning for al anden sundhed, og at den menneskelige samtale skal være et vigtigt redskab i fremtidens forebyggelsesarbejde.

 

Læs rapporten her

Se vores bidrag på s. 56

Om Forebyggelsesalliancen

  • Forebyggelsesalliancen blev etableret i december 2023 og består af 30 organisationer, der alle ønsker at styrke danskernes sundhed.

  • Alliancen arbejder for at styrke det forebyggende arbejde og har blandt andet udarbejdet et idékatalog til politikerne med konkrete forslag til, hvordan vi sammen kan skabe bedre forebyggelse.

  • Baggrunden er, at danskerne lever kortere og har en dårligere livskvalitet, når man sammenligner med vores nabolande. Derfor er det nødvendigt at sætte ind med forebyggelse i sundhedssektoren, så potentielle sygdomme kan opfanges tidligere eller helt forhindres.

  • Dansk Psykoterapeutforening har været medlem af Forebyggelsesalliancen siden foråret 2025

Andre medlemmer af Forebyggelsesalliancen

Danica Pension • Gigtforeningen • Lungeforeningen • Dansk Firmaidræt • Psykiatrifonden • SMVdanmark • Danske Tandplejere • MSD Danmark • Danmarks Apotekerforening • Medicoindustrien • Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet • Danske Skoleelever • Astma-Allergi Danmark • Nyreforeningen • Aleris • Høreforeningen • Optikerforeningen • Kosmetik- og hygiejnebranchen • Danske Ældreråd • Dansk Selskab for Geriatri • Alzheimerforeningen • AIDS-Fondet • Fonden Mental Sundhed • Capio Privathospital • Danish.Care

 

Om Forebyggelsesalliancen

Læs mere