Kunstterapi sætter ord på selvskade

Af Eva Frydensberg Holm

Medvirkende:

Lise Lotte Helm er ph.d. i pædagogisk psykologi, kunstterapeut og psykoterapeut MPF. 

Hun er tilknyttet som forsker, underviser samt kunst- og psykoterapeut på Holmstrupgård, der er et pædagogisk og miljøterapeutisk døgn- og dagtilbud i Region Midtjylland for unge med psykiatriske vanskeligheder.

Hun stod i spidsen for projektet Kunstterapi mod Selvskade, ledsaget af kunst- og traumeterapeut Nirvi Bennich, der stod for terapi en.

”Hvis du var et dyr, hvad ville det så være for et?”

Med det spørgsmål skød psykoterapeuten en af sessionerne i projekt Kunstterapi mod Selvskade i gang. De unge mellem 15 og 23 år, der alle var selvskadende og indskrevet på den socialpsykiatriske institution Holmstrupgårds døgn- og dagbehandlingstilbud, skulle herefter vælge et dyr, der skulle danne udgangspunkt for dagens kunstneriske proces.

”De valgte et dyr i kassen med plastikdyr og skulle så udpege de tre egenskaber, der havde fået dem til at vælge dyret. Og mens de unge malede deres dyr på et lærred, gik terapeuten i dialog med dem om disse egenskaber. Hvordan kunne de formidles på lærredet? Og hvorfor var de vigtige?” 

Det fortæller Lise Lotte Helm, der er psykoterapeut MPF og kunstterapeut. Hun har også en ph.d.-grad i pædagogisk psykologi, og havde i forskningsprojektet Kunstterapi mod Selvskade både forskerkasketten på og var projektleder.

Projektet, der løb over to år, undersøgte, hvordan og i hvilket omfang skabende kunstterapi kan bidrage til at håndtere negative følelser og dermed reducere trangen til selvskade hos unge med psykiatriske diagnoser.

”Mange unge med selvskadende adfærd har svært ved at mærke deres følelser og sætte ord på, og her har jeg selv som kunstterapeut oplevet, at den skabende kunstterapi kan være en vej til at åbne op. Kunstterapien kan virke afledende og bearbejdende, men tilbyder også en ny vej til at kommunikere noget svært,” fortæller Lise Lotte Helm og fremhæver, at de med projektet også forventede at kunne støtte bearbejdningen af de problemstillinger og traumer, der lå til grund for selvskaden.

Timing var nøglen

De ti unge, der deltog, var i ambulant forløb. De afsluttende interviews, som Lise Lotte Helm lavede med de unge, viste, at de havde fået meget ud af forløbet.

De pegede især på, at de godt kunne lide den frihed, de havde haft, til at arbejde, som de ville, og at de ikke skulle måles og vurderes som i skolen. Desuden fremhævede de fællesskabet med de andre deltagere, og at de havde fået talt om noget af det, de syntes, var svært.

”Det kunne være forholdet til familien eller relationer i det hele taget,” siger Lise Lotte Helm og fortæller, at når de unge for eksempel skulle udvælge et dyr, male det og sætte ord på dets egenskaber, var det en måde at hjælpe dem til at få øje på deres styrkesider og samtidig anspore dem til at åbne op omkring nogle relationelle udfordringer.

”Psykoterapeuten spurgte måske, om dyret kunne passe på sig selv? Eller var der behov for, at den unge skabte en beskytter til sit dyr? På den måde bevægede terapeuten sig langsomt henimod et sted, hvorfra man kunne tale om den unges egne problematikker,” fortæller Lise Lotte Helm og fremhæver, at det i processen var afgørende, at terapeuten besad en vis sensibilitet i forhold til, hvor den unge var i sin proces.

”Timing og dosering var kodeordene. Man er som psykoterapeut, der arbejder med kunstterapi, nødt til at være meget opmærksom på, hvor den unge er, så man ikke kommer til at overhøre noget, men heller ikke går for hurtigt frem,” siger hun og fremhæver, at kunsten her har en særlig styrke som et fælles tredje og et slags helle.

”Man kan blive i kunsten rigtig længe og tale om farverne, om kunsthistorien, om det tekniske,

eller om symbolerne i det kunstneriske udtryk. Men jeg har oplevet, at det er meget forskelligt, hvor længe de unge har behov for at ’blive i kunsten’, og hvad der giver mening for dem at tale om,” siger hun.

Kunsten bliver et sprog

Lise Lotte Helm fremhæver, at kunstterapien ikke blot skal fungere som symptombehandling i en overgangsfase, men også som en mulig ny vej til at kommunikere det, der er svært.

”Det at skabe kunst kan have en afledende og afstressende effekt. Men i kunstskabelsesprocessen sker der også en eksternalisering, hvor man kommunikerer det, der fylder indeni. Tænk, hvis de selvskadende unge begyndte at dele deres musik eller deres billeder på Instagram i stedet for deres sår og skader efter selvskade, som vi ved, nogle gør,” siger hun og fortæller om en ung mand, hun havde i kunstterapi.

”Han lavede sådan et gammeldags træpenalhus og en figur, som han dekorerede med sit eget ansigtsudtryk og lagde ned i. Der var også et ur. Og så var der et net henover – og et låg på æsken. Det talte jo nærmest sit eget sprog om, hvordan han følte sig overvåget og styret af struktur,” siger Lise Lotte Helm og tilføjer:

”Kunsten giver de unge mulighed for at udtrykke, hvordan de har det på en anden måde end gennem det talte sprog.”

Langsomme skridt

Endelig peger hun på, at kunstterapi også kan være en vej ud af en fastlåst selvdestruktiv identitet. 

”Der er desværre triste eksempler på, at nogle psykisk sårbare mennesker eller mennesker med psykiatriske diagnoser gennem deres kunst skaber eller styrker en uhensigtsmæssig, selvdestruktiv identitet. Og at kunsten på den måde fastholder dem i at have det skidt,” siger hun og peger på en ung, der var indskrevet på Holmstrupgaard:

”Den unge brugte meget tid på at tegne nogle onde væsner og fortalte, at de fik personen til at gøre onde ting mod sig selv,” fortæller Lise Lotte Helm og fortsætter: 

”Her kan det være virkelig konstruktivt at gribe det fat i det, der bliver skabt, men så tale om mulige modstykker, ved for eksempel at opfordre den unge til at skabe nogle figurer, der kan bekæmpe eller formilde de onde – eller simpelthen vende papiret om. 

Hun tilføjer: 

”Kunstterapi kan selvfølgelig ikke udrette mirakler, men det kan som terapiform hjælpe mennesker med at tage langsomme små skridt ud af den destruktive tilstand.”

Selv om alle de unge deltagere i interviewene udtrykte, at de havde profiteret af projektet, kan Lise Lotte Helm ikke svare entydigt på, om kunstterapien faktisk bidrog til at reducere trangen til selvskade.

”Der er ingen tvivl om, at deltagerne fandt ud af, at de kunne bruge kunsten som udtryksform og ty til den, når svære tanker og følelser pressede på, og at de var glade for dialogen om nogle af de problemstillinger, der kan have ligget bag selvskaden. Men den destruktive skams betydning kan vi kun gisne om. Det fremgik nemlig ikke af interviewene, om der var sket forandring i forhold til omfanget og graden af den selvskadende adfærd,” siger hun.

Ikke et ord om selvskade

Selvom de gennem kunstterapien arbejde med at sætte ord på de selvdestruktive følelser, bed Lise Lotte Helm mærke i, at ordet selvskade ikke blev nævnt en eneste gang. Hverken af psykoterapeuten eller de unge.

”Det gik faktisk først op for terapeuten efterfølgende, at hun slet ikke havde bragt det op. Hun fik det enormt dårligt over det og følte sig utilstrækkelig,” siger Lise Lotte Helm og kalder det et ’dobbelttabu’, når hverken de unge eller terapeuten italesætter den selvskadende adfærd. 

”Årsagen til, at man selvskader, er ofte, at man har nogle store følelser, man ikke kan håndtere. Det kan bunde i nogle specifikke hændelser, for eksempel krænkelser. Det er ofte en destruktiv skamfølelse, der udløser selvskaden, og der er også skam forbundet med det, at man overhovedet selvskader. På den måde har skammen flere lag,” siger hun og forklarer, at denne skam kan smitte af på både fagprofessionelle og andre unge i hverdagen, men altså også i den terapeutiske situation og føre til det her dobbelte tabu, hvor selvskaden slet ikke nævnes.

Lise Lotte er ikke i tvivl om, at skammen og det dobbelte tabu kan have en anti-terapeutisk effekt. Dog gjorde en psykiater hende opmærksom på, at de i psykiatrien ofte oplever, at de unge slet ikke – eller først sidst i et forløb – taler om deres selvskade, fordi det ikke er selvskaden, der fylder, med derimod de bagvedliggende problemer.

”Den tilgang kan jeg godt følge. Men jeg vil stadig tro, at det at kommunikere om selve selvskaden kan bidrage til at reducere skamfølelsen og dermed også trangen til selvskade. Vi ved fra forskningen, at den destruktive skam øger risikoen for selvskade,” siger hun og peger på, at kunstterapien netop kan have en terapeutisk fordel i forhold til at arbejde med skammen. 

”Det kunstneriske udtryk kan tilbyde en ny vej til at udtrykke skammen nonverbalt. Samtidig reducerer kunsten behovet for øjenkontakt, som især skamfølsomme unge oplever som afslørende eller bedømmende. Det var også det, jeg så, da jeg interviewede de unge. Hvis de kunne male imens, var det nemmere for dem at tale med mig.”

Fisk i flow

En af de unge, der deltog i projektet, malede et værk, hun kaldte Blue wet friend fish, hvor to gul-orange fisk nærmest smelter ind i et hav af blå bølger, mens Lise Lotte Helm interviewede hende. Pigen havde i en tidligere session arbejdet med sit åndedræt som en vej til at finde ro og brugte det som en rytme i skabelsen af billedet.

”Den her kropslige fornemmelse havde stor betydning for de unge, der deltog. Flere af dem pegede på, at følelsen af flow og fokus på åndedrættet var noget, de ville tage med sig. Og jeg kunne se, hvordan det hjalp dem til at være til stede i lokalet og tackle, at jeg sad som en fremmed og interviewede dem,” fortæller Lise Lotte Helm.

Noget andet, hun bed mærke i, og som hun definerer som et væsentligt element i kunstterapi, er det, hun kalder ’ejerskabsforholdet’. Hun uddyber: 

”Hvordan har de unge det med deres værk, når det er færdigt? Er de glade for det? Eller ligefrem stolte af det? Og har de tillid til, at det bliver værdsat? Det er vigtigt, fordi værket er et udtryk for en del af dem selv. Det får betydning i forhold til at føle et personligt værd. Og når vi arbejder med skammen, er det vigtigt, at de unge føler, at det, de deler, har en værdi,” siger hun. 

Derfor lægger hun også vægt på, at de materialer, de anvender, er af en vis kvalitet.

”Det er en måde at vise de unge, at vi tager både dem, processen og produktet alvorligt.”

Dette er et uddrag - læs den fulde version tidsskrift for psykoterapi