Nyt fra formanden
18. december 2023
Julehilsen fra formanden
Pia Clementsen
Formand
I Dansk Psykoterapeutforening har 2023 været et år fyldt med hårdt arbejde, læring og samarbejde, og det er hjertevarmende at se, hvordan vores fællesskab fortsat vokser og udvikler sig.
Højt på dagsordenen står vores mål om at opnå anerkendelse i sundhedssystemet og få en beskyttet titel gennem autorisation af faggruppen psykoterapeuter.
Autorisation stiller blandt andet krav om tilsyn, journalføring og skærpet underretningspligt.
I oktober var næstformand Lise Kramer Schmidt og jeg rundt i landet sammen med vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Birgitte Drewes, for at gøre os alle klogere på, hvad det vil betyde for vores faggruppe, hvis vi bliver autoriseret.
Tak til alle jer medlemmer for jeres deltagelse og engagement på møderne. Møderne har, sammen med jeres tilbagemeldinger om autorisation i vores medlemsundersøgelse, givet os mulighed for at høre jeres tanker, bekymringer og visioner for fremtiden i forhold til autorisation. Dem vil vi tage med i det videre arbejde, ligesom vi fortsat vil holde jer alle opdateret om processen og bede om jeres input undervejs.
Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort de faglige rammer for et nyt kommunalt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel.
Behandlingstilbuddet, der er en del af psykiatriplanen, inkluderer en rolle til psykoterapeuter MPF, som med Sundhedsstyrelsens rammer kan blive en integreret del af behandlingsteamet. Det er et første og vigtigt skridt i retning mod anerkendelse af vores faggruppe.
Som forening skal vi i løbet af 2024 ud og forklare kommunerne, at Sundhedsstyrelsens rammer gør det muligt at tilknytte psykoterapeuter MPF i det kommende kommunale behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel - et af de nye elementer i psykiatriplanen.
Vi skal forklare, at vores to-faglighed og relationskompetencer gør det til en rigtig god ide at bruge MPF'ere, opfordre til tydeligt at gøre opmærksom på muligheden for at være MPF'er i jobopslag, og også opfordre kommunerne til at overveje, om det er muligt at tilknytte behandlere, der er selvstændige.
Jeg vil også nævne, at 2023 blev året, hvor de første af vores psykoterapeutuddannelser blev certificeret efter den nye certificeringsmanual, som uddannelserne skal bruge for at kunne blive niveauvurderet på masterniveau af Danmarks Akkrediteringsinstitution.
Vi ønsker jer alle en glædelig jul og godt nytår. Må hver af jer finde tid til hvile, glæde og fornyet energi i selskab med jeres kære. Tak for jeres vedvarende engagement i Dansk Psykoterapeutforening, og lad os se frem til et spændende og givende år sammen i 2024.
De bedste hilsner, Pia Clementsen
Formand for Dansk Psykoterapeutforening