Høringssvar

17. maj 2022

Inddrag repræsentanter fra alle faggrupper i de nye sundhedsklynger

Stig Poulsen

Politisk rådgiver

Dansk Psykoterapeutforening foreslår, at der bliver nedsat et sundhedssamarbejdsudvalg med repræsentanter fra alle faggrupper på linje med de nuværende patientinddragelsesudvalg.

Dansk Psykoterapeutforening ser overordnet positivt på udkastet til lovforslag om ændring af sundhedsloven (Etablering af sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg m.v.).

Det er positivt med et øget samarbejde mellem region, kommune og praksis. DPFO er også tilfredse med, at målet blandt andet er at styrke den tidlige og forebyggende indsats så tæt på borgeren som muligt.
Efter Dansk Psykoterapeutforenings opfattelse bør forpligtelsen til at styrke tidlig borgernær forebyggelse fremhæves mere i lovforslaget, ligesom det er vigtigt, at lovændringen i praksis kommer til at støtte implementeringen af den kommende psykiatriplan.

DPFO ser også positivt på, at patientinddragelsesudvalget skal bruges mere aktivt og konsekvent af både sundhedsklyngerne og sundhedssamarbejdsudvalget.

DPFO foreslår, at der, på linje med patientinddragelsesudvalget, også nedsættes ét udvalg i hver region til inddragelse af ansatte, hvor repræsentanter for ALLE typer ansatte i sundhedsvæsenet kan deltage med hver én deltager. På den måde sikres input fra alle de ansatte, der har deres daglige gang i sundhedsvæsenet - også portører, socialpædagoger, social- og sundhedsassistenter, psykoterapeuter, bioanalytikere m.fl.


I dag er der en tilbøjelighed til, at de ansatte, der i særlig grad lyttes til i sundhedsvæsenet, hovedsageligt er læger og i nogen grad sygeplejersker, hvilket hverken sikrer en tilstrækkelig bred afdækning af problemstillingerne eller en tilstrækkelig bred validering af løsningerne.


Dette er særligt vigtigt i denne forbindelse, da et af hovedformålet med lovændringen er at få flere af sundhedssystemets løsninger varetaget lokalt i nærmiljøet, i kommunerne, i hjemmet og virtuelt, hvorfor det ikke kun er læger, der kommer til at arbejde med løsningerne for borgerne.