Indsamling

30. juni 2025

Hjælp os med at give vores kollegaer i Ukraine en pause fra krigen

Siden krigens begyndelse i februar 2022 har ukrainske krise- og psykoterapeuter arbejdet under ekstreme forhold. De hjælper tusindvis af børn, voksne og ældre med at håndtere traumer, angst og tab – men selv har de knap mulighed for at hente ny energi.

Derfor vil vi - igen i år - bede om jeres hjælp til at gennemføre et rekreationsophold for ukrainske psykoterapeuter og deres børn til august.

Alle bidrag – store som små – gør en forskel!

Sådan kan du støtte

MobilePay: 19466

Konto: 5444-000512084

Formålet med indsamlingen

Målet er at give 15-30 ukrainske terapeuter mulighed for fysisk og psykisk hvile og forebygge følelsesmæssig udmattelse og udbrændthed.

Terapeuterne kommer fra særligt udsatte områder, hvor de som en del af kriseberedskabet yder livsnødvendig støtte til mennesker påvirket af krigen.

Erfaringen viser, at det er afgørende, at terapeuterne kan tage deres børn med. Først når deres børn er i sikkerhed og tæt på dem, kan mødrene finde ro og få det fulde udbytte af opholdet.

Deltagerne udvælges i samarbejde med European Association for Psychotherapy, som har dyb indsigt i situationen i Ukraine og sikrer, at hjælpen går til dem, der har størst behov.

 
Hvad indeholder opholdet?

Opholdet tilrettelægges med fokus på hvile, tryghed og genopbygning af styrke:

  • Rolige omgivelser: Et frirum uden missilalarmer og frygt for livet
  • Natur og stilhed: Ro til kroppen og at kunne hvile og bevæge sig i smukke omgivelser fuld af sanseoplevelser
  • Fællesskab og sparring: Tid til at dele erfaringer og styrke coping-strategier gennem samtaler og gensidig støtte. At kunne tale med andre terapeuter med lignende erfaringer og bearbejde sin stress og angst.


Hvad sagde deltagerne i 2024?

“Jeg havde aldrig forventet at føle sådan en glæde og lyst til livet.” – Ukrainsk deltager efter rekreationsopholdet i Danmark i 2024.

En anden deltager fortalte, hvordan opholdet “nulstillede både krop og sind” og gav hende fornyet energi til at hjælpe andre i hjemlandet.

 

Hjælp os med at hjælpe dem, der hjælper andre

Krigen i Ukraine raser stadig – og behovet for støtte er større end nogensinde. Med din hjælp kan vi igen i år give ukrainske terapeuter en pause, der styrker dem til at fortsætte deres uundværlige arbejde.